Kongejagt

Det er hændt et par gange i fortiden, at en dramatisk hændelse på et øjeblik har ændret danmarkshistorien skelsættende - en af dem indtraf 7. maj 1223 tidligt om morgenen. Valdemar Sejr havde da været konge i 21 år og stod på højden af sin magt. Den erobring af landene syd for Østersøen, som hans far og bror (Valdemar den Store og Knud 6.) påbegyndte, havde han videreført og endda føjet Estland til sit rige. Hans forhold til paven var i bedste orden, og selv den tyske kejser, Frederik 2., havde, som det synes, accepteret ham som noget i retning af ligemand. Den nævnte dag havde han for en gangs skyld lagt storpolitikken på hylden og var sammen med sin fjortenårige søn, der også hed Valdemar, og som - trods sin unge alder - allerede var kongekronet, taget på en jagtudflugt til Lyø i det sydlige Lillebælt. Med sig havde de en gæst, grev Henrik af Schwerin, tidligere en bitter fjende, nu - tilsyneladende -en hengiven ven. Hvad der derefter skete, skal i det følgende belyses med uddrag af samtidige kildeskrifter.

Af Harald Andersen