Konge og kirke

Stenen fremkom ved en systematisk eftersøgning i et markdige en halv kilometer sydøst for klostret. Den knap meterlange og kun ti centimeter tykke blok af rødlig granit er desværre noget beskadiget; en del er slået af og dermed nederste del af billedmotivet. På den bevarede smalside er der rester af kalkmørtel; stenen har altså på et tidspunkt siddet i murværk. Motivsiden viser tydelig slitage, men også bagsiden og sidekanterne bærer slidspor, endda særdeles kraftige. Disse sidste må være fremkommet, efter at stenen har forladt sin oprindelige plads. Formodentlig har den haft et efterliv som trappesten.

Billedet, som er tegnet med indhuggede furer, præcist og klart, men på en i vore øjne barnlig måde, viser et hus og et ansigt. Bygningen har krummet tagryg og buede gavle med store korstegn, men især den ene er stærkt berørt af bruddet og har derved lidt alvorlig overlast. Underdelen af huset må vi tænke os til, har der været døre eller vinduer, er de nu forsvundet - hvis da ikke nogle lodrette streger, som ses under én af korsarmene og anes under en anden, har med noget sådant at gøre. Ansigtet i motivets midte er et frontportræt, der desværre - ligesom huset - er afbrudt nedefter. De store runde øjne har markerede pupiller. Personen bærer en kongekrone med et kors øverst oppe. Det er den kronetype man ser på mønter fra den tidlige middelalder.

Korset på kronen skal jo vise statsmagtens nære forhold til kirken, og måske er det netop en kirke, kongen her står ved; gavlkorsene kunne tyde på det. Af type er bygningen et krumvægshus, den mærkelige form, som hører hjemme i vikingetid og ældre middelalder, og som tidligst blev truffet på Trelleborg. Krumvægshusene kendes først og fremmest fra udgravninger, det vil sige i form af grundplaner, men dog også fra et mindre antal billeder samt fra husformede gravsten og skrin. Disse sidste fremstillinger er vigtige, fordi de giver en forestilling om, hvordan husenes øvre dele har set ud. (Fig. 1)

Et forsøg på datering af fundet må helt baseres på billedmotivet. Krumvægshuset dukker op allerede i germansk jernalder, når sit højdepunkt i sen vikingetid, og fortsætter i tidlig middelalder; de yngste, som kendes, er fra sidste halvdel af 1100-årene, men det er dog et spørgsmål, om netop trækirkerne har været i brug så sent. Et andet element, vi må fæstne os ved, er kronen, og her er det som nævnt mønterne, der leverer det bedste sammenligningsmateriale. Størst lighed er der med dem fra 1100-tallet. Korset er af den type, som kaldes hammerkors, den optræder i vikingetid, men var også blandt det foretrukne i tidlig middelalder. Alt taget i betragtning vil vi mene, at stenens billede er fremstillet engang mellem 1050 og 1150. Det er en ret vid dateringsramme, men nærmere kan man på det foreliggende grundlag næppe komme.

»Efter at kongen i de sydlige egne hinsides den strøm, der hedder Lime, havde udført de sædvanlige kongelige hverv, drog han til det kystområde, som på dansk hedder Vendle, hvilket betyder »det, der vender sig«, og der besluttede han at tage ophold på den kongsgård, som efter en fordums dronning på det sted, Burlina, men nu med ændret vokal hedder Børglum, og at hvile nogen tid dér med den kongelige hird, og han bød samtidig kongsbryderne at tilrettelægge og forfølge retssagerne«.

Citatet (i Erling Albrectsens oversættelse) er fra en lille krønike forfattet omkring 1120 af en engelsk munk, Ælnoth, som havde boet mange år i Danmark, og derfor var godt kendt med danske forhold. Det er første gang kongsgården i Børglum omtales, og anledningen er dramatisk, for landet var på randen af oprør, og kongen, Knud, senere kaldet »den Hellige«, fik ringe tid til at rekreere sig, hvilket - hvis vi skal tro Ælnoth - var det egentlige formål med besøget. Tværtimod, han måtte skyndsomst forlade Børglum og ile til Aggersborg ved Limfjorden, men heller ikke dér var han i sikkerhed, så flugten fortsatte sydpå til Slesvig og videre til Odense, hvor fynboerne, der havde sluttet sig til oprørerne, dræbte ham, mens han knælede i bøn foran alteret i Albanikirken. Om alt dette handler Ælnoths krønike, men her er det blot de få ord om Børglum-kongsgården, der interesserer. Oplysningen om dronning Burlina skal man vist ikke lægge for meget i, den har sagnets karakter, men selve det, at et sagn af den art er opstået, kan måske tages som udtryk for, at stedet også tidligere har været af en vis betydning. Om kongsgårdens ophør ved vi omtrent lige så lidt som om dens opståen. Den omtales ikke i Kong Valdemars jordebog fra 1230’erne, så på det tidspunkt har den vel for længst været afgivet til bispen eller klostret. (Fig. 2, fig. 3)

Heller ikke bispesædets oprindelse tegner sig krystalklart. Så meget ved vi dog, at ærkebisp Adalbert af Hamborg/Bremen, der på Svend Estridsens tid var Danmarks åndelige overhoved, i 1060’erne indsatte en række bisper i forskellig danske områder, således Magnus i Vendsyssel; meddeleren er som så ofte i dette tidsafsnit magister Adam af Bremen. Der har tidligere været nogen tvivl om, hvor de første nordjyske bisper havde deres tilhold, man har ment, de en overgang var flyttet til Vestervig i Thy, men hidtil oversete arkivalier synes at udelukke dette. I en bispefortegnelse, den såkaldte Florensliste, udfærdiget i forbindelse med oprettelsen af ærkebispesædet i Lund 1104 omtales Børglum som Danmarks ottende stift, og sådan kan det udmærket have været helt fra Magnus’ tid. Samme Magnus fik for resten ingen lang bispetid, han druknede i Elben på hjemrejsen efter indvielsen og efterfulgtes af Albrekt. Dennes efterfølger, Henrik, skal ifølge Ælnoth have ydet kong Knud husly på en af sine gårde Biskopstorp (Bejstrup) under flugten fra de oprørske vendelboer. En senere bisp var Ketil, der faldt i slaget ved Fodevig 1134.

Ca 1150 oprettede kanniken af præmonstratenserordenen et kloster i Børglum - måske ved overtagelse af et ældre augustinerkloster. 1215 søgte og fik munkene pavens tilladelse til at flytte deres hus - og der må være tale om en regulær flytning, ikke blot en ombygning, eftersom Rom skulle spørges. Klostret, der hermed fik sin endelige plads, den som de bevarede dele af det endnu har, vandt hurtigt stor anseelse - vel især på grund af bispens nære tilknytning. Om præmonstratenserne, for hvem dyrkelsen af Den hellige Jomfru spillede en særlig rolle, minder endnu stednavnet Mariegårde. (Fig. 4)

I pavens tilladelse til klosterflytningen indgik en bestemmelse om, at klosterkirken ikke måtte anvendes som domkirke, men den klosterkirke, der blev påbegyndt omkring 1220 og sandsynligvis fuldført hen mod århundredets slutning, var i størrelse og udstyr en biskop værdig. I dag fremtræder kirken amputeret, dens to korsarme blev - med kongelig tilladelse - nedrevet 1590.

1200-talskirken var næppe stedets eneste. Til kongsgården må have hørt en gårdkirke, sikkert af træ, og for bispen, da han kom til, har det ikke været nok, han har haft brug for en stenkirke, længe før den nuværende blev rejst. I den nu stående kirkebygning indgår kvadre fra en ældre romansk granitkirke, og i området umiddelbart syd for klosterbygningerne er ved markarbejde fremkommet lignende sten, hvilket dog ikke nødvendigvis betyder, at der har stået en kirke på det sted. Et muligt spor af en ældre stenkirke er fundet på selve Børglum Klosters kirkegård: et ca 9 x 35 meter stort underfundament til et øst-vestorienteret hus med en tilbygning midt på sydsiden. Det kunne være katedralens forgænger.

Det er i dette fornemme miljø, vort fund hører hjemme, men hvad har billedet været brugt til, og hvor har stenen været anbragt? Dens form - så vidt beskadigelsen tillader at bedømme den - leder tanken hen på de flade, firkantede billedgravsten, som anvendtes i tidlig middelalder, og i samme retning peger sliddet på billedsiden, der godt kunne skyldes, at stenen har ligget nedsænket i en gulvflade, hvor mennesker havde deres gang. Men nej, motivets stil og indhold ligger så langt fra det ellers i denne retning kendte, at man nødsages til at opgive den ide; i øvrigt ville det jo nok også være husket, hvis en konge var begravet i Børglum. En mindesten af en art må vi dog tro, der er tale om, og det, man ønskede husket, har altså haft noget med en konge og en kirke at gøre. Kan den indhuggede scene være et »stifterbillede«, som vi kender dem fra kalkmalerier, tegninger og stenrelieffer? Her ser man netop ofte en person sammen med en miniatureudgave af en bygning, den pågældende er ophavsmand til. Kirken kan være kongsgårdens trækirke, men hvem er den fyrstelige stifter? Her er der nok at vælge imellem, for ikke mindre end ti konger var ved magten inden for den fastsatte tidsramme 1050-1150, heriblandt Svend Estridsen, Knud den Hellige, Erik Ejegod, Niels og Svend Grathe. Af disse vides kun Knud at have opholdt sig i Børglum. Men at kongen besøgte sin gård, var jo heller ikke nogen historisk begivenhed.

Det er ikke mange kongebilleder, vi ejer fra den tidligste middelalder, så et nyt er velkomment, selv om det er anonymt og man næppe skal regne med stor portrætlighed. Som nævnt synes kongsgården at være opgivet tidligt, men bispesædet og klostret bestod til reformationen, hvor begges gods overgik til kronen. Af det ældste kloster er, bortset fra kirken, intet tilbage. De nu stående bygninger stammer fra senmiddelalderen. (Fig. 5)