
Kong Haralds dåb
Om Harald Blåtands overgang til kristendommen fortæller en næsten samtidig, men ret Ijerntliggende kilde, den tyske munk Widu-kinds Sakserkrønike fra ca 970:
»Nu hændte det engang, at der ved et gilde, hvor kongen var til stede, opstod en trætte om dyrkelsen af guderne, idet danerne påstod, at Kristus nok var en gud, men at der også var andre guder, der var større end ham, da de lod menneskene se langt større tegn og undere end Kristus. Herimod vidnede en klerk, der nu har viet Gud sit liv, en biskop ved navn Poppo, at der var en eneste sand Gud og Fader og hans enbårne søn Vor Herre Jesus Kristus og den Helligånd, mens afguderne var dæmoner og ikke guder. Kong Harald, om hvem det siges, at han var ivrig efter at høre, men sendrægtig i at tale, spurgte ham nu, om han var villig til at bevise denne tro på sig selv, hvortil Poppo uden tøven svarede ja. Kongen lod så klerken sætte under opsyn til dagen efter, og da det var blevet morgen, lod han et stort tungt stykke jern ophede og bød klerken bære det glødende jern for den katolske tro. Den Kristi bekender greb uden vaklen jernet og bar det, så længe kongen bestemte, ffemviste så sin hånd, der var uskadt, og overtydede således alle om den katolske tros sandhed. Derover omvendte kongen sig, besluttede at ære Kristus alene som gud og bød de folk, han herskede over, at forkaste afguderne -«.
Af Redaktionen

Jembyrd var på den tid et anerkendt, men vist ikke meget benyttet bevismiddel hørende til de såkaldte gudsdomme. For udførelsen var der bestemte regler, som findes beskrevet i Skånske Lov: Den bevispligtige skulle bære et stykke glødende jern et bestemt antal skridt, før han smed det fra sig. Eller han skulle gå -barfodet må man formode – over tolv ligeledes glødende plovjern. Ingen af delene lyder særligt fristende, og der var mere endnu. Hånden, der havde rørt jernet, blev iklædt en vante, som forsegledes og først aftoges efter nogle dages forløb. For at prøven kunne anerkendes som bestået, skulle hånden da være uskadt. Ved fodprøven gjaldt lignende regler. At nogen er sluppet helskindet gennem ritualerne forekommer utroligt, men ikke des mindre må det være sket. Man kan ikke have opretholdt en prøve, der altid gav samme resultat. Kirken stillede sig ikke helt afvisende, men dog forbeholden over for gudsdomme, og 1215 blev det forbudt gejstlige personer at medvirke ved sådanne handlinger. I Danmark har det åbenbart gjort indtryk, for ikke længe efter blev jernbyrd forbudt.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 2005:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





