Kone og kald

Så vidt så godt, men præsteægteskaberne førte et nyt problem med sig, nemlig forsørgelsen af konen og de mindreårige børn i tilfælde af mandens død. Præstens løn strakte normalt kun til dagen og vejen, og den bortfaldt jo, når han forlod denne verden. Som en midlertidig løsning fik de efterladte tilstået et »nådensår« eller »muldår«; i et år efter dødsfaldet kunne de blive siddende i præstegården og fortsat nyde hovedparten af embedets indtægter. Kaldets efterfølger måtte i denne periode tage til takke med logi og en stærkt formindsket løn.

I nådensåret måtte man så prøve at finde frem til en mere varig ordning for enken og børnene, men det var lettere sagt end gjort. Menigheden kunne naturligvis træde til, men havde ingen forpligtelse til at gøre det ud over den rent moralske, så ofte blev det den nye præst, der i en længere periode fremover måtte udrede et årligt aftægtsbeløb. Lidet ønskværdige fremtidsudsigter for alle parter! En anden mulighed forelå imidlertid, og den var enkel og ligetil: den nye præst kunne ægte enken eller en af præstedøtrene.

Den løsning blev ofte taget i anvendelse med alt, hvad den indebar af fordele og ulemper. Kærlighed var der sjældent med i spillet, man »giftede sig brød til«. I det følgende skal nævnes nogle eksempler hentet fra fynske præstelister.

I Mesinge ved Kerteminde delte tre præstekoner i årene mellem 1590 og 1671 syv af sognets otte præster. Den første og mest sejlivede af fruerne var Sidsel Laurensdatter, der var gift med præst nr 1, 3, 4 og 5 (nr 2 var hendes stedsøn). Anna Eilersdatter ægtede nr 5 og 6, mens Else Jonsdatter sluttede rækken med nr 6, 7 og 8. Sidstnævnte overlevede sin tredje husbond og havde altså et moralsk krav på efterfølgeren, men til hendes store fortørnelse nægtede den nye præst at gifte sig med hende. Hun måtte efter nådensårets udløb fraflytte præstegården.

Det var myndighederne magtpåliggende at få konen afsat sammen med kaldet, så derfor fik hun ofte et stort ord at skulle have sagt ved ansættelsen. En bisp noterer, at »valgmændene næsten ene rådførte sig med og spurgte hende, om hun var fornøjet med kandidaten«. Det hjalp dog ikke stort, hvis den mandlige part gjorde knuder. I Middelfart nægtede en yngre kapellan 1592 pure at ægte enken. Borgerne blev meget fortørnede og bad bispen finde en mere samarbejdsvillig person, men han foretrak i stedet at bruge sine overtalelsesevner på den vrangvillige unge mand. Det lykkedes, men man forstår godt, at samlivet t efter en sådan start ikke blev ! ideelt. 1 visitatsprotokollen betegnes præsten nogle år senere som drikfældig, og det fremgår, at konens opførsel over for manden har indbragt hende en irettesættelse fra bispen. De delvist påtvungne ægteskaber kunne gå galt eller godt. Nogle præstepar levede som hund og kat, men mange opnåede – trods den ofte store aldersforskel – et ganske lykkeligt samliv. (Fig. 1)