Kone og kald

Så vidt så godt, men præsteægteskaberne førte et nyt problem med sig, nemlig forsørgelsen af konen og de mindreårige børn i tilfælde af mandens død. Præstens løn strakte normalt kun til dagen og vejen, og den bortfaldt jo, når han forlod denne verden. Som en midlertidig løsning fik de efterladte tilstået et »nådensår« eller »muldår«; i et år efter dødsfaldet kunne de blive siddende i præstegården og fortsat nyde hovedparten af embedets indtægter. Kaldets efterfølger måtte i denne periode tage til takke med logi og en stærkt formindsket løn.

I nådensåret måtte man så prøve at finde frem til en mere varig ordning for enken og børnene, men det var lettere sagt end gjort. Menigheden kunne naturligvis træde til, men havde ingen forpligtelse til at gøre det ud over den rent moralske, så ofte blev det den nye præst, der i en længere periode fremover måtte udrede et årligt aftægtsbeløb. Lidet ønskværdige fremtidsudsigter for alle parter! En anden mulighed forelå imidlertid, og den var enkel og ligetil: den nye præst kunne ægte enken eller en af præstedøtrene.

Den løsning blev ofte taget i anvendelse med alt, hvad den indebar af fordele og ulemper. Kærlighed var der sjældent med i spillet, man »giftede sig brød til«. I det følgende skal nævnes nogle eksempler hentet fra fynske præstelister.

I Mesinge ved Kerteminde delte tre præstekoner i årene mellem 1590 og 1671 syv af sognets otte præster. Den første og mest sejlivede af fruerne var Sidsel Laurensdatter, der var gift med præst nr 1, 3, 4 og 5 (nr 2 var hendes stedsøn). Anna Eilersdatter ægtede nr 5 og 6, mens Else Jonsdatter sluttede rækken med nr 6, 7 og 8. Sidstnævnte overlevede sin tredje husbond og havde altså et moralsk krav på efterfølgeren, men til hendes store fortørnelse nægtede den nye præst at gifte sig med hende. Hun måtte efter nådensårets udløb fraflytte præstegården.

Det var myndighederne magtpåliggende at få konen afsat sammen med kaldet, så derfor fik hun ofte et stort ord at skulle have sagt ved ansættelsen. En bisp noterer, at »valgmændene næsten ene rådførte sig med og spurgte hende, om hun var fornøjet med kandidaten«. Det hjalp dog ikke stort, hvis den mandlige part gjorde knuder. I Middelfart nægtede en yngre kapellan 1592 pure at ægte enken. Borgerne blev meget fortørnede og bad bispen finde en mere samarbejdsvillig person, men han foretrak i stedet at bruge sine overtalelsesevner på den vrangvillige unge mand. Det lykkedes, men man forstår godt, at samlivet t efter en sådan start ikke blev ! ideelt. 1 visitatsprotokollen betegnes præsten nogle år senere som drikfældig, og det fremgår, at konens opførsel over for manden har indbragt hende en irettesættelse fra bispen. De delvist påtvungne ægteskaber kunne gå galt eller godt. Nogle præstepar levede som hund og kat, men mange opnåede - trods den ofte store aldersforskel - et ganske lykkeligt samliv. (Fig. 1)

Klaus Mikkelsen Mule, der søgte kaldet i Nørre Broby, fik forelagt det gængse ultimatum. Præsteenken huede ham ikke - det siges, at han stillede tre betingelser for at ægte hende, at han måtte spise alene, sove alene, og at hun ikke måtte sige ham imod. Det lod konen sig ikke byde, hun formulerede modkrav: ægtemanden kunne få det at spise, som hun og hendes børn levnede, hun ville sove hos degnen, hvis præsten fastholdt sit ønske om ikke at dele seng med hende, og - hvad det tredje angik - hun ville tie totalt hveranden dag og undlade at svare ham de andre. Fruen har åbenbart haft humoristisk sans, og ægteskabet udviklede sig da også ret harmonisk med tiden. Dog efter sigende sådan, at hun var herre i huset.

Mere attråværdigt, som regel, var det for den nye mand at ægte en datter af forgængeren. En gammel og svagelig præst blev ofte bistået af en kapellan, så det skete, at alt var i skønneste orden endnu inden dødsfaldet havde fundet sted. Kapellanen var da selvskreven til kaldet, og nådensåret bortfaldt, for moderen og hendes andre børn forblev naturligvis i husstanden. (Fig. 2)

Fyn havde i anden halvdel af 1500-årene en meget energisk biskop, Jacob Madsen Veile. Ved en visitats i Middelfart konstaterede han, at den stedlige præst næppe havde langt igen, hvilket var så meget mere beklageligt, som præstekonen var højgravid med parrets ottende barn. I omtalen af besøget nævner han, at der blandt præstens børn er en pige, Margrethe, på 15 år, altså i den giftefærdige alder. »Må forsøges, at hans datter kan fange en lærd person og efter ham kaldet«. Formodentlig har han tænkt på kapellanen, men planen lykkedes ikke. Den pågældende fik dog alligevel embedet ved - meget modstræbende - at tage Margrethes mor til ægte.

Med oprettelsen af gejstlige enkekasser blev det unødvendigt at påtvinge præsterne ægteskab. Den første stiftedes 1659 på Sjælland, og derfra bredte ideen sig; Fyns stift fik sin 1722. Helt til præsternes tilfredshed kan den nye ordning dog ikke have været, de skulle nemlig selv af deres løn indskyde penge i kasserne. Også de bøder, kirkens tjenere kunne idømmes for drikfældighed eller embedsforsømmelse, kom enkerne og de faderløse til gode.