Kolonisation i Nordatlanten

De islandske sagaer er vor vigtigste kilde til viden om nordboernes fremtrængen i Nordatlanten. Her hører vi også om deres møde med »skrællingerne« – sådan kaldte nordboerne de indfødte, som de efterhånden traf på. Ud fra arkæologisk viden kan skrællingerne nøjere bestemmes som tre forskellige folkeslag.

Af Redaktionen

Billede

Skrællinger

Under Erik den Rødes kolonisering af Grønland finder nordboerne spor af skrællinger, der før har beboet landet. Det drejer sig om boligtomter, redskaber o. lign. Disse uddøde eller udvandrede skrællinger var Dorset folket, en gammel særpræget eskimoisk kultur.

På Vinlandsfærderne træffer nordboerne beslægtede Dorset eskimoer. Stedet, hvor mødet finder sted, er antagelig Newfoundland. De sejler i skindbåde med dobbeltårer, og de skræmmer nordboerne med »valslynger«, stænger med en fastgjort »bold, som nærmest lignede en fårevom«, og som eksploderede med et fælt skrald. Dette må være Dorset folkets blære-spyd med den oppustede fangeblære. De brugte ikke bue og pil.

Andetsteds traf nordboerne buebevæbnede folk. Erik Rødes søn Thorvald får en pil i tarmene og dør. Dette er antagelig sket blandt indianske stammer i den dybe fjord Lake Melville på Labradors østkyst. Herfra kommer utvivlsomt en bemærkelsesværdig pilespids af indiansk type, der er fundet ved udgravning af kirkegården ved Sandnæs i Grønland. En nordbo har bragt den hjem fra en Vinlandsfærd – som souvenir eller siddende i kroppen. Måske Thorvald?

Den tredie gruppe af skrællinger bliver nordboernes skæbne. To-tre århundreder efter Erik Rødes tid dukker de op nordpå i Grønland, breder sig over nordboernes fangstfelter, truer bygderne. Det var Thulekulturens eskimoer, store hvalfangere, nutidsgrønlændernes forfædre.

Periode: Middelalder (1050 til 1535)

Udgave: Skalk 1961:4

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.