Køkkenmødding

Nogle af de største stenalder-køkkenmøddinger finder man i Vesthimmerland – således Ertebølledyngen, som har givet navn til en hel periode – men det er ikke om dem, der her skal tales, derimod om et langt yngre anlæg af samme art, som for nylig er dukket op i samme egn. Det er særlig interessant, fordi huset, som affaldet stammer fra, også har kunnet påvises. Møddingen lå lige uden for døren. Med sit mangeartede indhold fortæller den levende om de mennesker, der engang færdedes her.

I efteråret 1986 blev ejeren af en gård på Ullits Mark ved Hvalpsund opmærksom på oppløjede skaller, skår og knogler et bestemt sted i marken. Han kontaktede Vesthimmerlands Museum, og folk derfra kunne fastslå, at det drejede sig om kulturlag fra ældre jernalder. Det er sjældent i denne egn at finde velbevaret organisk materiale fra de senere dele af oldtiden, så der blev taget skridt til en undersøgelse af pladsen. I første omgang blev det kun til sonderinger, men efteråret 1987 fandt en større afdækning sted.

Fundet var gjort på skråningen af en lille bakke, ca. halvanden kilometer fra jernalderens kystlinje. Vi forestillede os, at bebyggelsen måtte ligge på bakketoppen, men det viste sig ikke at være tilfældet; hustomten, som kulturlaget tilhørte, dukkede op lidt nede ad nordsiden, og det samme gjorde møddingen, der som nævnt lå tæt op ad bygningen. Huset tegnede sig klart, det var af velkendt vesthimmerlandsk jernaldertype med ca. én meter tykke tørvevægge og tagbærende stolper i to rækker – deres spor stod meget tydeligt. Der var lergulv, og langs væggene i det 8×5 meter store rum har der været brede, ca. 20 cm høje bænke, sikkert til sovebrug og i øvrigt til at sidde på under hvile eller arbejde. Huset har haft to indgange, én i hver langside; kraftig nedslidning af gulvet på disse steder vidner om passagen ud og ind (fig.1). Midt i syddøren lå en meget stor flad sten, og foran norddøren har der været en brolægning. Vestligt i huset fandtes rester af et ildsted: en stor rødbrændt lerplade uden stenunderlag. Det fremgik tydeligt – især efter at lergulvet var fjernet – at der, inden huset blev opført, er foretaget en planering og en kraftig opfyldning; byggepladsen var jo en temmelig stejl bakkeside. Der sås ingen tegn på udskiftning af tagstolperne, så bygningen har næppe stået særligt længe, vel i det højeste et halvt hundrede år, måske betydeligt kortere.