Kobbertøj til salg

Citatet er fra en skrivelse, som to kobbersmede i Vejle september 1848 sendte til kongen for at henlede hans opmærksomhed på den skade, deres erhverv led gennem en gruppe hollandske handelsfolks omfattende virksomhed i Danmark. »Dette interessentskabs medlemmer gifter sig ikke og bosætter sig ikke heller eller dog såre sjældent her i landet«, hedder det videre i brevet. »I almindelighed drager de tilbage til deres hjem — efter udløbet af den tid, der kontraktmæssigt bandt dem til interessentskabet, og fører deres opsamlede kvotadel af fortjenesten med sig; den bortdragende erstattes straks af en ny kandidat i kedelførerkunsten, og han fortsætter, hvor formanden slap, og følger efter nogle års forløb efter denne for i eget fødeland at leve godt af den på de dumme dånens bekostning så let indvundne kapital«. 

På dette tidspunkt – midten af forrige århundrede – var den lovfæstede organisering af håndværk og handel kommet under stærk kritik, hvilket resulterede i næringsloven få år senere. De hollandske kedelføreres privilegium stod altså under alle omstændigheder for fald, men klagen er interessant, fordi den så rammende karakteriserer de fremmedes virksomhed og de anker, der fra dansk side fremførtes mod samme. 

Men hvem var disse udenlandske handelsmænd, som forståeligt nok aldrig blev vellidte af danske håndværkskobbersmede, men som til gengæld var overmåde populære hos deres kunder på landet? 

De kom fra Luikgestel, en katolsk flække i Holland, nær den belgiske grænse. Her fødtes de og voksede op, og efterhånden blev det sådan, at de som unge kom til Danmark, hvor de oplærtes af erfarne kedelførere, der allerede længe havde virket i landet. Hvis alt gik normalt, vendte de efter et kontraktmæssigt fastsat åremåls handelsvirksomhed tilbage til Holland og tilbragte deres sidste år i fødebyen. Sådan virkede systemet frem til 1860’erne, hvor det ophævedes, men da havde det også bestået i mere end 200 år. Man ved ikke med bestemthed, hvorfor netop folk fra Luikgestel opnåede dette enestående privilegium; en usikker tradition lader det være givet af Christian 4. i taknemlighed over nederlandsk bistand under deltagelsen i Trediveårskrigen. Enestående var privilegiet i sandhed. Principielt var jo i denne tid al omsætning bundet til købstæderne, hvor landbefolkningen så på markedsdage kunne indkøbe det fornødne, og alligevel finder vi kobberhandelen på landet lagt i hænderne på folk fra en fjern brabant’sk lilleby. 

De hollandske kedelførere havde først deres hovedkvarter i Sønderjylland, nærmest deres hjemstavn, men 1764 flyttede de nordpå, til Horsens, hvor de konsoliderede sig i en ejendom på nordsiden af Nørregade. Her holdt kedelførerkompagniets regnskabsfører (senere også hans assistenter og piger) til, og her mødtes samtlige kedelførere én gang om året – oftest i høsttiden, hvor landboerne alligevel ikke havde tid til at handle – til en månedlang sammenkomst for at aflægge regnskab og, i tilfælde af dødsfald eller anden afgang, til omfordeling af distrikterne (Fig. 2). For landet – i begyndelsen dog fortrinsvis Jylland – var nemlig inddelt i handelsområder, hvor de enkelte kedelførere, først alene, senere assisteret af kusk og læredreng, bestred kobberhandelen.