Klostrets gæstefløj
Vore dages byer er ganske bogstaveligt bygget oven på deres eget skidt (se Skalk 1999:2). Få steder ser man dette tydeligere illustreret end i Ribe, hvor
den forbipasserende ikke kan undgå at bemærke domkirkens placering i et hul, ca 1,5 meter under gadeplanet. Det er de ophobede affaldslag i tiden efter kirkebyggeriet, der er forklaringen, og de tykke kulturlag taler deres tydelige sprog, hvis man ellers tager de rigtige briller på. Parceller med huse, værksteder, brønde, latriner og affaldsgruber giver byens forlængst afdøde borgere en mulighed for at fortælle lidt af deres historie.
Af Lis Andersen
Netop et sådant område i Ribes vestlige del undergik store forandringer omkring 1240. Alle grundskel og bygninger blev tilsyneladende sløjfet og dækket med et op til 50 cm tykt jordlag. Nogle få år tidligere, i 1232, var en flok brødre kommet vandrende på deres bare fødder til byen. De tilhørte franciskanerordenen, en tiggermunkeorden, som var stiftet af den hellige Frans af Assisi og opnåede pavens godkendelse i 1223. Brødrenes kutter af ufarvet uld gav dem tilnavnet gråbrødre. Brødrene fik den store grund foræret af Johannes Scolasticus, en kannik ved domkirken og, som tilnavnet (»skolemester«) siger, sandsynligvis tilknyttet katedralskolen. Et omfattende byggeri, som skulle blive til det første gråbrødrekloster i Danmark, kunne tage sin begyndelse.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 2003:3
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
