
”Klonk!” – der lå en flintøkse
En januardag i 2021 gik detektorfører Lars Olsen fra Skævinge i Nordsjælland på sin morbrors jord, og snart lød der en velkendt biplyd. Signalet viste sig at være en nitte, men på vejen ned ramte spaden noget, der sagde ”Klonk!”. En smule underligt, da stedet var en sandet markflade uden en eneste sten. Da den samme lyd kom ved nedstik ved siden af, gravede han ned og fandt til sin overraskelse en intakt og fin 23 cm lang flintøkse.
Af Tim Grønnegaard

Da det blev tøvejr tre uger senere, tog Lars tilbage til findestedet med en god ven og detektorfører. Her blev de mødt af spidsen af en hel hulsleben økse, der i mellemtiden var regnet frem af pløjejorden. De to begyndte forsøgsvist at stikke en spade i den omgivende jord og fandt her en tredje økse! Det stod nu klart, at der var tale om et helt ekstraordinært fund, da de tre velbevarede økser måtte være nedlagt samlet som et depot.
Periode: Bondestenalder (3900 til 1701), Enkeltgravstid (2850 til 2351)
Udgave: Skalk 2021:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.





