Kistegrave

Vi skal til Vinding ti kilometer syd for Holstebro, her ligger ikke langt fra kirken en eng, som åen slynger sig igennem. I 1948 skulle en engparcel drænes. Et godt stykke nede stødte arbejderne på træ, og det var ikke frønnede rester, som man måske kunne vente, men lange velbevarede planker. Da også lerkar dukkede op, blev læreren og lokalhistorikeren Esbern Jespersen tilkaldt. Han konstaterede, at det fundne var en grav, og sammen med ægteparret Over- gaard fra Holstebro Museum foretog han en undersøgelse, der desværre på grund af omstændighederne blev hurtigere, end ønskeligt havde været. Det viste sig imidlertid, at der var endnu en grav, og Nationalmuseet, som nu var blevet alarmeret, sendte Olfert Voss til stedet. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Den først fundne kiste var helt usædvanligt godt bevaret - så godt, at da man havde lagt plankerne ned i åen, for at de ikke skulle tørre ud, kom nogle arbejdere og ville bruge dem som gangbrædder over vandet - hvilket dog heldigvis blev forpurret. Brugelige tegninger eller fotografier fra udgravningen mangler desværre, men selve træværket viser med fuld sikkerhed konstruktionen. Bunden var lagt af tre planker, godt 2,50 m lange og tilsammen 1,20 m brede. Løst herover var anbragt en træramme konstrueret af flækkede træstammer på ca 15 cm’s tykkelse; længde- og endestykker var falset sammen i hjørnerne. Over kisten har været et låg, men det var på grund af den ringere dybde dårligere bevaret end det øvrige. Man kunne dog se, at de vistnok ret spinkle brædder i modsætning til bundplankerne har ligget på tværs. Forudsat der ikke har været endnu en træramme over den omtalte, hvilket er højst usandsynligt, har kistens højde ikke været særlig stor, kun ca 40 cm, men den var gravet ret dybt i jorden, nemlig 1,50 m. At transportere en kiste som den beskrevne har været en vanskelig sag på grund af træets dimensioner, men det var heller ikke nødvendigt, den er nemlig givetvis samlet i selve graven. Der er ikke anvendt søm eller nagler, sidestykkerne var som sagt falset sammen, og jorden har holdt det hele på plads.

For træets velbevarethed kan man takke den fugtige engjord og den forholdsvis store gravdybde, men desværre har de samme faktorer ikke indvirket på skelettet; kun en enkelt lårknogle var tilbage, men den antyder dog, at liget er lagt på siden, i sovestilling, med hovedet i vest og ansigtet mod syd. Den døde har været en kvinde, at dømme efter gravudstyret, som var ganske righoldigt. Ved fødderne stod fem lerkar og ved hovedet to. Syv små glasperler må have udgjort et halssmykke, og dertil kommer to brocher, som vel har pyntet dragten; den ene er i bronze, den anden i sølv med små guldindlægninger. Sølvbrochen og lerkarrene daterer graven til ældre romertid, perioden lige efter Kristi fødsel. (Fig. 5, fig. 6)

Den anden kiste, som Olfert Voss udgravede, lå ganske tæt ved den første, men en halv meter højere end denne og var derfor noget ringere bevaret - dog stadig langt ud over det sædvanlige. Konstruktionen var som ved grav 1, blot med enkelte mindre afvigelser. Der var således kun to bundplanker, og omkring dem lå en bræmme af sten, som sideplankerne - det lidt, der var tilbage af dem - stod på. Trærammen lå altså ikke inden for stenrammen, som man almindeligvis forestiller sig det, når man udgraver jernaldergrave, hvor kun stenene er tilbage. I kisten stod fem lerkar, fire i østenden og ét i vest. Metalsager fandtes ikke, og der sås ingen spor af den døde. Omkring og over kisten var - her som ved den første grav - pakket tykke lag af ler, antagelig hentet fra undergrunden, der netop bestod af dette materiale. Leret har utvivlsomt sin andel i den gode bevaring, men nogen tilsigtet bestræbelse for at fremme denne er der næppe tale om. Det hele beror på heldige omstændigheder.

Ved siden af grav 1 lå en grube med fire lerkar, velsagtens et madoffer fra familien, og mellem gravene fandtes endnu en grav, men af en helt anden slags, nemlig med brændte rester af den døde. En noget medtaget bronzebroche og en ubestemmelig jerngenstand udgjorde gravgodset. Den første antyder samtidighed med jordfæstegravene. (Fig. 7)

Undersøgelsen blev afsluttet i april 1948, fordi marken skulle tilsås, men Olfert Voss skriver i sin rapport, at fortsat gravning efter flere velbevarede kister ville være ønskelig. En mindre eftersøgning blev da også iværksat, men pengemidlerne var små i årene efter krigen, og da den ikke gav resultat, opgav man. Vindinggravene gik næsten i glemmebogen, og dér forblev de i knap et halvt århundrede. At sagen igen blev taget op, skyldes landbrugsmedhjælper Brian Schmidt, der en dag på nabomarken fik en 2,50 m lang planke af stor lighed med kistetræet på harvetanden. Den blev bragt hjem til gården og museet igen tilkaldt. Desværre indeholdt den ikke årringe nok, til at en dendrokronologisk datering kunne foretages, men en udgravning blev altså alligevel iværksat. (Fig. 8)

Som nævnt gav den ikke de forønskede fund. Hvor planken stammer fra, forblev uopklaret, der viste sig ingen kistegrave, hverken i dens omegn eller ved en meget betydelig udvidelse af det gamle udgravningsfelt. Et resultat fremkom dog i form af fem små brandgrave med enkelte skår og én eller to jerngenstande i hver (altså magen til den, der blev fundet ved udgravningen i 1948), men kun én af dem lå tæt ved kistegravene, de øvrige ret langt fra dem. Det synes nærliggende, at den lille gravgruppe med fire afdøde personer, to brændte og to ubrændte, er en slags familiegravsted. De øvrige gravsatte, der udmærket kan være samtidige med disse, har ikke hørt til kredsen, men vel nok til bygden, som den stammede fra. I samfund som det, der her er tale om, spiller slægtsbåndene en langt større rolle, end de gør i vor verden.

Hvorfor ligger nu disse grave her? Det var helt usædvanligt for datidens mennesker at vælge et lavtliggende område til gravplads; almindeligvis foretrak man mindre højdedrag. Det kan ikke være landsbyens udstødte, som er forvist hertil, glasperler og guldbelagte sølvbrocher hører til sjældenhederne i vestjyske grave fra denne tid, og de kraftige kister må i sig selv have været en form for statussymbol i en træfattig egn. At bryde traditioner er da heller ikke et svaghedstegn. Tværtimod.

Arkæologisk set ville det have været en fordel, om andre havde fået den samme idé, for en hovedgrund til kistetræets bevaring er som nævnt den lave, fugtige beliggenhed. Mens bronzealderen takket være aldannelserne i de store jyske gravhøje har sikret os et rigt materiale af egekister, er det yderst sparsomt, hvad jernalderen hidtil har ydet i den retning. En medvirkende årsag er naturligvis, at ligbrændingen var enerådende gennem den første lange tid, men i ældre romersk jernalder vendte jordfæstegravene tilbage, og de to skikke levede herefter side om side, som Vindingpladsen er et eksempel på. Blandt de overordentlig få grave, hvor man, som i Vinding, har fundet bevarede rester af kisterne, skal nævnes to meget fremtrædende. De er, mærkelig nok, begge næsten samtidige med Vindinggravene og begge fra disses landsdel. Det er ellers ikke Vestjylland, der har leveret periodens fleste fund. (Fig. 9)

En kvindegrav fra Lønne Hede syd for Ringkøbing Fjord (se Skalk 1971:3) er bemærkelsesværdig, fordi ikke blot træet, men også dele af den dødes dragt var bevaret; det sidste er helt usædvanligt for denne tid. Kisten var af Vinding-typen med langsgående bundplanker og en derpå stillet træramme. Det hele stod tæt ompakket med mindre sten. Et andet fund, en mandsgrav fra Dejbjerg, ligeledes ved Ringkøbing Fjord (se Skalk 1991:3), var helt anderledes. Kisten har været meget stor og med lodretstillede sideplanker, næsten som i et stavbygget hus, og hvad der især er mærkeligt, dens øvre del synes at have raget op over jorden. En mausoleumlignende overbygning fuldstændiggjorde anlægget. Desværre var kun de dybestliggende stolpedele bevaret, men de var til gengæld i fremragende stand og viser, at der er tale om et virkeligt imponerende bygningsværk. Den døde her har været i høvdingeklassen. Det var Vinding- og Lønnefolkene næppe, men de har langtfra hørt til samfundets ringeste.

Det er sjældne fund, der her er tale om. Vi havde håbet at kunne udvide kredsen, men det skulle ikke være. (Fig. 10)