Kirkesølv

Asmild kloster øst for Viborg blev nedlagt ved reformationen, men længerne, hvor nonnerne gennem århundreder havde drevet deres sysler, kom ikke til at stå tomme, de blev sæde for en række af Nørrejyllands landsdommere. Kirken fulgte med i købet, og deraf kommer det, at meget af dennes inventar – altertavle, alterskranke, prædikestol, fontehimmel, stolegavle – er forsynet med Krag’ernes, Høg’ernes, Juul’ernes og flere andre familiers særlige kendetegn. Også på alterkalk og oblatæske finder man de ædle giveres våbenskjolde og initialer.

Af Jens Vellev

Juni 1986 blev alterkalken stjålet. Gennem pressen iværksattes en efterlysning, og et par dage senere dukkede bægeret op – i en plastikpose ved kirkedøren, hvor den angrende synder havde stillet det. Glæden var stor, men ved nærmere eftersyn viste det sig, at det tilbageleverede ikke var kirkens rette kalk; den skulle ifølge ældre beskrivelser bære årstallet 1691, ikke 1693 som på bægeret i posen. Efter nogen forskning i sagen løstes mysteriet: kalkene i Asmild og nabosognet Tapdrup havde inden tyveriet været byttet om. De to kirker har gennem årene haft samme præst, og da karrene er næsten identiske, har en forveksling været nærliggende. Men lad os benytte lejligheden til at oprulle lidt af det aktuelle kirkesølvs historie.

I 1661 – året efter enevældens indførelse – forlenedes Asmild til Villum Lange, en lærd jurist, der ved siden af sin stilling som landsdommer bestred et professorat ved universitetet i København. 1671 kunne han dels gennem mageskifte, dels på grund af ikke udbetalt løn (statens midler var små efter svenskekrigene) overtage Asmild som ejendom. Samme år skænkede han og hustruen, Anne Resen, en oblatæske til den nyerhvervede kirke. På låget indgraveredes foruden initialer og årstal de to giveres våbenskjolde. Begge familier var borgerlige og våbnerne altså også, men et af dem, det til højre, blev dog ni år senere ophøjet i adelsstanden sammen med Annes bror, historikeren P. H. Resen.

Asmildkirkens kalk – den rigtige – bærer samme våben og initialer som oblatæsken, men altså årstallet 1691. Det år døde Anne Resen efter ni års enkestand. Hun kan have skænket kalken som en af sine sidste handlinger, men det er måske nok så sandsynligt, at sønnen Hans Lange er giveren. Han kan have villet sætte forældrene et minde (fig. 1).