Kirkerotte

Prædikestolen var blandt det inventar, som skulle sættes i stand, hvilket gjorde en nedtagning nødvendig. Det gjaldt også lydhimlen – prædikestolens baldakin, der som lydreflektor har til formål at dirigere lyden ned til menigheden, så de pastorale ord ikke forsvinder op mellem hvælvingerne. Prædikestol og lydhimmel er fra renæssancen og er tilvirket i 1567; snart efter kom der tilføjelser, således både i 1624 og 1736.

Da lydhimlen var taget ned, opdagede Nationalmuseets konserveringstekniker Vibe Edinger et hulrum, som er fremkommet ved, at der under den oprindelige bund fra 1567 blev indsat en ny i 1624. Mellem de to stykker fornemt kunsthåndværk dukkede en rede af små-grene og kviste frem, ca 34 cm i tværmål. Statens Skadedyrlaboratorium har fastslået, at der med sikkerhed er tale om en rotterede. Thomas Niebuhr, Zoologisk Museum i København, bidrog med den oplysning, at kræet formentlig har været en rattus rattus – husrotten, den sorte rotte eller skibsrotten. Husrotten, som er en fremragende klatrer, foretrækker at opholde sig på lofter, i skunkrum og på de øvre etager i huse, mens den brune rotte (rattus norvegicus), som vi kender fra vore dages kloakker, og som kom hertil i 1700-årene, holder til i kældre og i gangsystemer i jorden.

For en zoolog er fundet af en intakt, gammel rotterede interessant i sig selv, men hvad der gør den til en kulturhistorisk perle, er redens foring med forskellige papirstumper. Museumsinspektør Lone Hvass sendte derfor fotokopier af to brudstykker med nodeskrift samt et skamferet brev til Musikhistorisk Museum med henblik på en nærmere bestemmelse.