Kirkens kryb

Den nordiske dyreornamentik, udviklet til mesterskab gennem et halvt årtusinde, overlevede ikke kristendommens indførelse, allerede i de ældste stenkirker er den afløst af romanerstilens planteslyng, hvis ranker og blade bedre end dyrekroppene harmonerede med ånden i den nye religion. En undtagelse forekommer dog, knyttet til en række sognekirker på Randersegnen, eller nærmere: til disse kirkers portaloverliggere. Portalerne er ellers regulære nok, men op af sidekarmenes søjler vokser slangeagtigt krummede vulster, der bøjer sig mod midten, hvor de bindes sammen af en kringleagtig sløjfe. Præcis det samme ornament forekommer i den sene dyrestil. Hvordan har det sneget sig ind i kirkerne? (fig. 1).

Af Jens Vellev

Billede

Et stort antal, navnlig svenske, runesten har kunstfærdigt slyngede skriftbånd endende i dyrehoveder, som løber sammen og forenes med den omtalte karakteristiske sløjfe. Dyrenes art kan diskuteres, vikingestilens zoologi er et broget kapitel, men umiddelbart må man tænke på slanger, og det er nok også dem, der har foresvævet runemestrene. Heller ikke sløjfen er der enighed om. Nogle har søgt dens oprindelse i vest, andre i øst, men det har nu mindre betydning i denne forbindelse (fig. 2).

Periode: Middelalder (1050 til 1535)

Udgave: Skalk 1981:4

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.