Kirkens kranier

Fremmedartet? Måske alligevel ikke. Sceneskift til Sydfyn.

På Valdemar Sejrs tid slog en flok tiggermunke af franciskanernes orden sig ned i Svendborg. Disse gråbrødre, som de også kaldtes på grund af deres kutters farve, byggede her et kloster, der fungerede i 300 år, frem til reformationen, hvorefter bygningerne overgik til anden brug for efterhånden at forfalde og nedrives. 1828 faldt den prægtige kirke, mens Priorgården, der lå lidt nord for det egentlige klosteranlæg, måtte vige for jernbanen, så sent som 1875.

Centralt i en by foregår til stadighed jordarbejder, og takket være disse samt en energisk indsats fra det lokale museum er det lykkedes at fravriste jorden så mange oplysninger, at klosterets grundplan nu i store træk er klarlagt. Det bestod, som mange tilsvarende anlæg, af fire fløje omkring en lukket gård med buegange langs murene. I en af disse buegange fandtes grave (formodentlig er det munkene selv, der har ladet sig jorde på dette udsøgte sted), men den egentlige, verdslige kirkegård lå uden for klosteret, syd for kirken, der indgik som en fløj i firkantkomplekset. Forrige vinter blev der lejlighed til at undersøge et felt på godt 60 kvadratmeter ud for bygningen.

Kirkegårdsudgravninger i vore gamle byer er af flere årsager spændende, for eksempel kan kister være bevaret på grund af jordlagenes særlige beskaffenhed, der igen hænger sammen med middelalderens ringe renovation (Fig. 2). I byerne var mange mennesker klumpet tæt sammen, og denne trængsel går igen på kirkegården, der som regel lå indeklemt mellem bygninger og derfor vanskeligt kunne udvides. Det er på sin vis uheldigt, for yngre grave har til stadighed ødelagt ældre, men samtidig betyder gravenes griben ind i hinanden, at man forholdsvis let kan bestemme deres indbyrdes alder. Ændringer i gravskikken kan derved belyses og visse sygdomme følges gennem tiderne.