Kirkens harnisk
Det var almindeligt i oldtiden, og navnlig i dens senere del, at krigeren fik sine våben med i graven, men kristendommen gjorde en ende på denne skik. Med tiden slappedes dog sæderne, og flere danske middelalderkonger har fået deres sværd lagt i kisten, således Erik Klipping, da han efter mordet i Finderup blev stedt til hvile i Viborg Domkirke. Denne kongegrav led ellers den triste skæbne at blive fuldstændig ødelagt ved byens og kirkens brand i 1726, men mellem de stumper, der blev tilbage, var rester af det omtalte våben. (Fig. 1, fig. 2)
Af Jens Vellev
Fig. 1. Billedet viser et lille udsnit, ca en sjettedel, af det umådelige optog, som i 1651 førte den svenske rigsadmiral Karl Karlsson Gyllenhielmstig til kirken i Strängnäs. Den pansrede forrider holder, som beskrevet af Olaus Magnus hundrede år tidligere, et sværd »i højre hånd med fæstet løftet mod himlen«.
Fig. 2. Ingen billedtekst.
I kirken befinder sig imidlertid endnu et krigsudstyr, nemlig et harnisk med tilhørende hjelm, som er tilskrevet den myrdede konge. Det er efter omstændighederne velbevaret, men visse dele er gået tabt, således den ene lårbeskytter og hjelmens næseskinne og kindskærme. Enhver forbindelse med Erik Klipping kan nu straks udelukkes, for sagerne lader sig uden vanskelighed datere til Christian 4.s tid. Første kendte omtale af rustningen er fra slutningen af 1600-årene: »Kirkens harnisk, som står opsat i en bugt af hvælvingen over bispindensstol«. Bemærkningen er fra domkirkens ældste regnskabsbog, og her finder vi flere notitser om samme sag: »Den 10. december 81 (1681) leje af kirkens harnisk, som blev benyttet til velbårne Erik Rosenkrants’ begravelse på Rosenholm, penge 6 sletdaler«. Og senere: »Anno 1688 den 12. oktober bekommet til leje af kirkens harnisk, som blev benyttet på Estvadgård ved velbårne salig Frands Rantzaus ligbegængelse, 6 sietdaler«. Rustningen blev med andre ord udlejet til brug ved adelige begravelser.
Det beskedne militære islæt, som de kongelige gravsværd er et eksempel på, var ikke nok for middelalderens fyrster og adelsmænd; de udviklede et omfattende begravelsesceremoniel, hvor det krigeriske spillede en fremtrædende rolle. Den svenske »ærkebisp« Olaus Magnus har i sin kæmpemæssige Nordensbeskrivelse, trykt i Rom 1555, skildret en fornem mands begravelsesoptog: »Først kommer en lang procession af gejstlige. Efter dem rider på en panserklædt hest en mand, væbnet fra hoved til fod, nærmest foran liget, som hviler på en prægtig båre. Forrideren giver man et draget sværd at bære i højre hånd med fæstet løftet mod himlen samt hænger på hans ryg det skjold med tilhørende mærke, som den døde bar i strid. Alt dette overlader arvingerne tillige med noget jordegods som en frivillig gave til den helligdom, hvor begravelsen sker. Dog bliver hesten, sværdet og våbenrustningen straks tilbagekøbt af omtalte arvinger til passende pris; kun skjoldet bliver tilbage og ophænges på en fornem plads i kirken til tegn på, at denne udmærkede mand var født i en anset slægt, og at han ærligt kæmpede for Guds ære og for sandhed og ret —«.
Denne detaljerede beretning giver forklaringen på en række senmiddelalderlige testamenter, hvor der tales om, at den udvalgte gravkirke skal arve afdødes hest og rustning. 14. marts 1400 skrev således nordmanden Jon Martinsson sit testamente. Han ønskede at blive begravet i Oslo, og arvingerne skulle give 40 mark for tilbagekøb af harnisk og hest. (Fig. 3)
Fig. 3. »Kong Erik Klippings rustning«, tegnet 1839 af R. Christensen.
Kirkens holdning til disse adelige magtdemonstrationer måtte naturligvis justeres ved Reformationen; helt at afskaffe det militære indslag vovede man ikke, men en begrænsning var ønskelig. Hvad man især vendte sig imod, var »indridningen«, det vil sige, at den pansrede rytter med hest og det hele fortsatte ind i kirken. »Slig urenhed og besmittelse« kunne ikke tillades, men Kirkens ønsker var ét, adelens vilje noget andet, så stort set blev alt ved det gamle, også hvad angår indridningen. 1565 døde Herluf Trolle og 1571 hans bror Børge Trolle, begge ligger begravet i Herlufsholms Kirke, hvor deres rustninger stadig kan ses. Om søhelten Peder Skrams begravelse i Østbirk Kirke 1581 skriver hans datter: »Og følgede ham til lejerstedet samme dag meste parten af de fornemste adel her udi riget, og red for hans ligvogn en af hans tjenere, som ham daglig varede på, og førte hans forgyldte kyrids og hans forgyldte dragne sværd, med hvilken han red i kirken, og førte for ham og holdt det, så længe prædiken varede og til han var i sin grav, og blev samme forgyldte sværd lagt ned på hans kiste«.
Skikken med den pansrede forrider levede, som eksemplerne fra Viborg viser, videre gennem hele 1600-tallet, men rustninger var efterhånden ikke, hvad de havde været. Med skydevåbnenes udvikling kunne de ikke holde trit, og efter 1650 er der næppe mange adelige, som har ejet et privat brugseksemplar. Men rustningen hørte nu engang med til en standsmæssig ligfærd, så man klarede sig, som man kunne, stykkede gamle løsdele sammen eller fik fremstillet særlige begravelsesrustninger af et billigt materiale. Her kommer nu Viborg ind med sin særlige løsning på problemet. Hvordan kirken har erhvervet sit harnisk, vides ikke, men det kan være fra en adelig begravelse i begyndelsen af 1600-årene. Nogen rivende forretning synes udlejningen ikke at have været, i den ældre regnskabsbog, 1681-1723, finder man kun ganske få eksempler på, at rustningen har været i brug, og i afløseren, 1723-1808, slet ingen, men derimod en notits, som oplyser, at der i et rum syd for koret befinder sig »en del gammelt jern, såsom stænger, låse, hængsler og noget af et gammelt harnisk«. Med andre ord: kirkens harnisk er på dette tidspunkt reduceret til skrot. Den gamle skik var omsider gået af brug.
Hvornår skramlet igen kom til ære og værdighed er uvist, men 1824 finder vi rustningen ophængt i en fordybning bag alteret sammen med en indskrift, der fortæller, at den har tilhørt Erik Klipping. Nævnte år var Frederik 6. på besøg i Viborg. Måske er myten opfundet til lejligheden; man har villet vise den militært interesserede konge noget spændende.
