Kirkens harnisk
Det var almindeligt i oldtiden, og navnlig i dens senere del, at krigeren fik sine våben med i graven, men kristendommen gjorde en ende på denne skik. Med tiden slappedes dog sæderne, og flere danske middelalderkonger har fået deres sværd lagt i kisten, således Erik Klipping, da han efter mordet i Finderup blev stedt til hvile i Viborg Domkirke. Denne kongegrav led ellers den triste skæbne at blive fuldstændig ødelagt ved byens og kirkens brand i 1726, men mellem de stumper, der blev tilbage, var rester af det omtalte våben. (Fig. 1, fig. 2)
Af Jens Vellev
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
I kirken befinder sig imidlertid endnu et krigsudstyr, nemlig et harnisk med tilhørende hjelm, som er tilskrevet den myrdede konge. Det er efter omstændighederne velbevaret, men visse dele er gået tabt, således den ene lårbeskytter og hjelmens næseskinne og kindskærme. Enhver forbindelse med Erik Klipping kan nu straks udelukkes, for sagerne lader sig uden vanskelighed datere til Christian 4.s tid. Første kendte omtale af rustningen er fra slutningen af 1600-årene: »Kirkens harnisk, som står opsat i en bugt af hvælvingen over bispindensstol«. Bemærkningen er fra domkirkens ældste regnskabsbog, og her finder vi flere notitser om samme sag: »Den 10. december 81 (1681) leje af kirkens harnisk, som blev benyttet til velbårne Erik Rosenkrants’ begravelse på Rosenholm, penge 6 sletdaler«. Og senere: »Anno 1688 den 12. oktober bekommet til leje af kirkens harnisk, som blev benyttet på Estvadgård ved velbårne salig Frands Rantzaus ligbegængelse, 6 sietdaler«. Rustningen blev med andre ord udlejet til brug ved adelige begravelser.
Det beskedne militære islæt, som de kongelige gravsværd er et eksempel på, var ikke nok for middelalderens fyrster og adelsmænd; de udviklede et omfattende begravelsesceremoniel, hvor det krigeriske spillede en fremtrædende rolle. Den svenske »ærkebisp« Olaus Magnus har i sin kæmpemæssige Nordensbeskrivelse, trykt i Rom 1555, skildret en fornem mands begravelsesoptog: »Først kommer en lang procession af gejstlige. Efter dem rider på en panserklædt hest en mand, væbnet fra hoved til fod, nærmest foran liget, som hviler på en prægtig båre. Forrideren giver man et draget sværd at bære i højre hånd med fæstet løftet mod himlen samt hænger på hans ryg det skjold med tilhørende mærke, som den døde bar i strid. Alt dette overlader arvingerne tillige med noget jordegods som en frivillig gave til den helligdom, hvor begravelsen sker. Dog bliver hesten, sværdet og våbenrustningen straks tilbagekøbt af omtalte arvinger til passende pris; kun skjoldet bliver tilbage og ophænges på en fornem plads i kirken til tegn på, at denne udmærkede mand var født i en anset slægt, og at han ærligt kæmpede for Guds ære og for sandhed og ret —«.
Denne detaljerede beretning giver forklaringen på en række senmiddelalderlige testamenter, hvor der tales om, at den udvalgte gravkirke skal arve afdødes hest og rustning. 14. marts 1400 skrev således nordmanden Jon Martinsson sit testamente. Han ønskede at blive begravet i Oslo, og arvingerne skulle give 40 mark for tilbagekøb af harnisk og hest. (Fig. 3)
Udgave: Skalk 1995:5 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
