
Kirkens ansigter
Fra Bjergby i Vendsyssel fortælles det, »at den mand, som har bygget kirken, har været så stor og stærk, at han med sine kolossale kræfter kunne tage stenene op fra jorden og lægge dem oven på hinanden. Der er udhugget et hoved (A) ca 6 alen (knap 4 meter) oppe på muren, som siges at skulle være hans, og at hans hoved nåede dertil, da han var levende, og hvis det ikke er faldet ned, sidder det der endnu«. Og det gør det.
Af Jens Vellev

Sådanne ofte uanselige skulpturer, der gådefuldt stirrer os i møde fra mange af vore romanske kirkebygningers mure, har til alle tider vakt undren, og folk har gjort sig deres tanker om, hvad meningen med dem kunne være. Er det bygmesteren, der præsenterer sig? Det er jo den forestilling, der ligger bag sagnet om den kæmpestore kirkebygger; det kendes i øvrigt flere steder fra. Andre forklaringer forekommer også. I Flade Kirke på Mors er der på samme kvader udhugget to ansigter, som skulle forestille »to riddere, der kæmpede om samme jomfru… De dræbte hinanden og blev begge begravet i kirken«. I Sejerslev ligeledes på Mors skulle ansigtet forestille den første lutherske præst, »i hvis tid tårnet siges at være tilbygget«.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Middelalder (1050 til 1535)
Udgave: Skalk 2004:5
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Den falske hornblæser

Øksefund

Jelling, Sommeren 1861

Arkæohunden

