Kirken og grisene

Kirkeristen synes taget i brug i den senere middelalder. 1467 nævnes en søndre og vestre kirkerist ved Roskilde domkirke, og snart dukker den regelmæssigt op i kirkeregnskaber og beretninger om kirkesyn. Der tales om nyanskaffede eller manglende riste, om reparationer af jernstænger og rammer og om udgifter til smed og murer. Som kirkeristene lå, frit tilgængelige, var de et let bytte for tyveknægte, og mange er forsvundet, ikke mindst i ufredstider. Hvor tropper drog forbi, fulgte risten ofte med – beslaglagt af feltsmeden, der bestandig var på udkig efter råmateriale.

I fortidens syn på kirkens viede område gjorde modstridende følelser sig gældende. Ærbødigheden for det hellige og respekten for de afdøde var naturligvis fremherskende, men det forhindrede ikke, at man havde blikket åbent for de økonomiske muligheder, der lå i en rent verdslig udnyttelse af såvel kirke som kirkegård. Det var ikke ukendt at have kornloft over kirkehvælvinger, ja der fandtes ligefrem købmandskirker, der samtidig fungerede som lagerhuse. Fra senmiddelalderen ved vi, at borgere i Viborg havde stadepladser på Vestervig kirkegård, og en lidt senere bekendtgørelse fra Ribe forbyder opførelse af markedsboder på gaden, så længe der var plads på domkirkegården.

Det saftige græs på kirkegårdene, hvor ligene sjældent var særlig dybt nedgravede, gav specielle problemer. Fra gammel tid tilhørte det præsten, men kirkeejer eller -værge mente også at have rettigheder, og for sognebørnene betød det en fristelse. De mange husdyr, navnlig grisene, der selv i større byer færdedes løse på gader og veje, kunne let forvilde sig ind på kirkegården, hvor de forsynede sig til glæde for ejerne, men til myndighedernes mishag på grund af det roderi, de efterlod. At også præsterne, som havde pligt til at holde græsset i passende højde, lejlighedsvis tog kvæget til hjælp for at spare sig arbejdet med leen, gjorde ikke sagen bedre. Peder Palladius, der i årene lige efter reformationen var biskop for Sjællands stift, gjorde en stor indsats for at komme uvæsenet til livs. I sin visitatsbog forlanger han, at »Kirkegården skal stå slet (slået) og vel renset, det skal være langt fra, at I skulle tilstede, der kommer stundom øg eller fæ på kirkegården at beskide, med orlov at sige, og beklikke det sted«. Ristene nævnes specielt, som en af de ting, det er vigtigt at holde i orden (Fig. 2). De manende ord havde vel især adresse til landsbypræsterne, men forholdene i hovedstaden var ikke meget bedre, derom vidner en befaling fra Frederik 2. om at bringe orden på Nikolaj kirkegård, der blandt andet benyttedes til tømmerplads (Fig. 3, Fig. 4). Den skal indhegnes »og der for gøres nødtørftige riste og porte, så at svin og fæ udelukkes og ingen age- eller ridevej derover bliver — «.