Kirken i koret
Mellem Danmarks to største høje i Jelling står en lille hvidkalket kirke. Den indgår i dag i det samlede monument og kan ikke overses, men den beskedne bygning har langtfra samme karakter og tiltrækningskraft som de omkringliggende høje og den for nyligt påviste kæmpepalisade (se Skalk 2009:1). Når de fornemme romanske kalkmalerier i kirkens kor (se Skalk 1972:2) daterer bygningen til 1100-årenes første årtier, er kirken da heller ikke en direkte del af Harald Blåtands kongelige anlæg fra 900-årene. Stenkirken repræsenterer efterlivet af Haralds Jelling, hvilket uden tvivl er grunden til, at den aldrig har fået samme opmærksomhed som de ældre anlæg.
Af Thomas Bertelsen
I flere omgange er kirkens indre blevet undersøgt arkæologisk, men ved disse gulvudgravninger har man først og fremmest været opmærksom på spor fra tiden før stenkirkens opførelse. Tilsvarende har undersøgelser af korets kalkmalerier, som kort efter fremdragelsen i 1875 blev nedbanket og rekonstrueret af restauratoren og tegneren J. Magnus-Petersen, først og fremmest været rettet mod billedernes motivvalg, stil og teknik. Selve bygningen, som er opført af frådsten (dvs. kildekalk), har der ikke været gjort meget ved, men i forbindelse med Nationalmuseets Jellingprojekt er stenkirken samt områdets øvrige frådstenskirker kommet i søgelyset.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)
Udgave: Skalk 2012:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
