Kirkeloftet

Københavns Universitet havde i begyndelsen af 1600-tallet - ligesom i dag - flere uopfyldte behov. Man havde således fået et professorat i astronomi, men intet observatorium, et bibliotek, men ikke de nødvendige lokaler. Hertil kom ønsket om en særlig studenterkirke, sådan som man havde ved mange udenlandske universiteter. Ophavsmanden til det sidste ønske var nok i første række kongen, Christian 4., der jo på mange måder personligt interesserede sig for studenternes åndelige og legemlige trivsel.

Af Palle Birklund

Billede

Fig. 1: TITELEOT; MICHEL VAN STEENWIJK

Der er ingen grund til at tvivle om, at det er kongen selv, der har fået den geniale og helt utraditionelle tanke at tilgodese alle tre ønsker ved, lige over for Regensen, at opføre et mægtigt bygningsværk, en kombination af observatorium, bibliotek og kirke; naturligt nok fik den navnet Trinitatis, treenighed. På toppen af »det ronde Taarn«, der stod færdigt 1642, indrettedes observatoriet, hvortil man kom ad den bekendte sneglegang, der var konstrueret, så at man både kunne ride og køre i den, hvad jo Peter den Store demonstrerede, da han besøgte København 1716. Over kirkens høje hvælvinger og med indgang fra sneglegangen indbyggede man en sal til Universitetsbiblioteket, større end for eksempel Kronborgs riddersal. Når lyset strømmede ind ad salens 15 vinduer, højt hævet over byens lave tage, må den med det gule loft og de røde loftsbjælker - de oldenborgske farver - have virket overmåde imponerende. Bogsamlingen blev anbragt i store skabe langs ydervæggene, og i øvrigt var salen udstyret med malerier, et »sejerværk« (et stort standur) og et enormt »boghjul«, en sindrig maskine, ved hvis hjælp den læsende uden at flytte sig kunne arbejde med mange opslåede bøger på en gang.

Christian 4. fulgte hele byggearbejdet på nærmeste hold og gik så langt ned i detaljen, at han personligt gav besked om, hvor på Sjælland og hvornår man skulle skove træerne til bibliotekets borde og bænke. Trist at han ikke oplevede salens festlige indvielse 1657. Biblioteket blev betragtet med megen ærefrygt og stolthed, også fordi det fungerede som landets nationalbibliotek. I det alenlange reglement, som blev læst op ved indvielsen, hedder det blandt andet, at »al usømmelig larm, skænden, smælden, banden, skændig sværgen, mened, løgne, ringeagtsytringer, spottegloser, fornærmelser, udfordrende gebærder, råben, grinen og smækken med tungen« er strengt forbudt!

22. oktober 1728 - kun trekvart århundrede efter opførelsen - lå den prægtige treenighedsbygning som en rygende ruin sammen med det meste af København. Observatoriet var ødelagt, kirken og bibliotekssalen udbrændt. Ingen bøger eller håndskrifter var blevet reddet. Borte for bestandig var de kongelige historiografers arkiver, middelaldermanuskripter, Peder Resens helt enestående samling af ældre dansk litteratur, sejerværket, boghjulet og de fine jernsøjler. En forståelig modløshed bredte sig, og man talte om ikke at genopbygge bogsalen. Men kongen forlangte respekt for sin forfaders plan, og til trods for mangel på arbejdskraft og byggematerialer lykkedes det ret hurtigt at få salen under tag, ligesom der takket være pengegaver og bogdonationer - blandt andet den berømte og omstridte samling af oldnorsk-islandske håndskrifter - blev lagt grunden til et nyt bibliotek. I 1770'erne var samlingerne vokset så meget, at det blev nødvendigt at fylde det åbne gulvareal med 1 store korsformede reoler. Ved samme lejlighed indrettedes et læseværelse med bibliotekets første kakkelovn. Byens storbrand i 1795 og englændernes bombardement 1807 skånede biblioteket. En bombe gik ganske vist gennem taget, men den ødelagde kun en enkelt bog. Dens titel var: »Om fredens bevarelse«.

1807 blev dog alligevel et mærkeår i bogsalens historie. Bibliotekaren, litteraten Rasmus Nyerup, dyrkede ligesom mange andre dengang de forhistoriske tider og sendte en anmodning til alle landets præster om at indsende, hvad der i tidens løb var fundet af oldsager i sognet og nu lå rundt om i gårdene (Fig. 2). Opfordringen blev godt modtaget, og det strømmede ind med store og små minder fra oldtiden. En del af bogsalen måtte frigøres for at give plads, idet dog de indkomne runesten blev anbragt i sneglegangen eller på kirkepladsen. Denne spæde begyndelse til det nuværende Nationalmuseum blev et veritabelt tilløbsstykke, og - som det hed - også »håndværkssvende og børn« strømmede til for at deltage i de omvisninger, den senere så berømte museumsmand C. J. Thomsen stod for. Men museumsvirksomheden gik ud over biblioteksfunktionerne, og det var med et lettelsens suk, man i 1832 så samlingen blive flyttet til Christiansborg. Herfra gik den 1867 videre til Prinsens Palæ, hvor den stadig befinder sig.

Billede

Fig. 2: L. de Thurahs snit af treenighedsbygningen i Den danske Vitruvius, 1746-49.

Trods dette stod det klart, at det stadig voksende bibliotek ikke i længden kunne rummes i salen, en udflytning var nødvendig. Efter et langstrakt udvalgsarbejde og en arkitektkonkurrence kunne Universitetet endelig begynde opførelsen af det store røde bibliotek i Fiolstræde, J. D. Herholdts nu fredede bygning, der stadig anvendes efter sit oprindelige formål. I 1861 var den besværlige flytning af næsten 200.000 bøger og håndskrifter gennemført, og den gamle bogsal stod tom. Den blev lukket for publikum, gemt og næsten glemt.

Blandt de mange, der i de 200 år, bogsalen husede Universitetsbiblioteket, har slidt sneglegangen op til indgangen i fjerde sals højde, var H. C. Andersen. Han fik, da han som ganske ung kom til København, af den elskelige Rasmus Nyerup, stik mod reglementet, lov til at låne også romaner og lignende litteratur, en velvilje, der fik betydning for hans senere udvikling. Det er betegnende, at en af de første ting, han fik trykt, var et digt om bogsalen. Det er en gyser, der skildrer, hvordan han falder i søvn bag reolerne og bliver låst inde. I nattens løb plages han af mareridt, hvor han ser bøgerne springe fra reolerne og kaste sig ud i en grotesk heksedans. Da han rædselsslagen forsøger at flygte, opdager han, at Rundetårn er væk. Han kaster sig ud i den tomme luft - og vågner.

En gyser af en helt anden art er et forslag, kirkens graver kom med, mens salen stod tom. Han ønskede den indrettet som ligkapel, hvor folk, der frygtede skindød, kunne hensætte deres afdøde pårørende. Til ligets finger skulle hæftes en snor, som stod i forbindelse med en klokke hos graveren. Man foretrak dog at udleje salen til lager for forlag, og en årrække var den arbejdsrum for den kendte teatermaler Carl Lund, der her fik rigelig plads til at fremstille de beundrede bagtæpper og kulisser. Senere rykkede det pladsbetrængte Zoologisk Museum ind, men da det fortrak, stod rummet igen tomt.

Der blev talt om at indrette salen til biblioteks- og videnskabshistorisk museum, og begyndelsen var i øvrigt gjort med en astronomihistorisk udstilling i et par værelser lige ved indgangen, men rummet var for nedslidt, til at planen kunne realiseres uden videre, en kostbar restaurering var nødvendig. De fornødne midler skaffedes ved fondsstøtte og gennem en indsamling, og maj 1987 kunne man genindvie den prægtige sal i ny skikkelse som et fornemt moderne udstillings-, koncert- og foredragslokale. Det er allerede nu kendt som en af byens seværdigheder.

For nylig har man i salen fejret mindet om Christian 4.s tronbestigelse med en udstilling, og den blev tillige en hyldest til den konge, der genialt skabte et af Danmarks mest særprægede og populære bygningsværker. Det rummer, som den latinske indskrift ved indgangen til tårnet siger, en treenighed: et helligt tempel, en ærværdig musernes bolig og et astronomisk udsigtssted (Fig. 3).

Billede

Fig. 3: C. J. Thomsen, den første leder af Museet for nordiske Oldsager.