Kirkeloftet

Der er ingen grund til at tvivle om, at det er kongen selv, der har fået den geniale og helt utraditionelle tanke at tilgodese alle tre ønsker ved, lige over for Regensen, at opføre et mægtigt bygningsværk, en kombination af observatorium, bibliotek og kirke; naturligt nok fik den navnet Trinitatis, treenighed. På toppen af »det ronde Taarn«, der stod færdigt 1642, indrettedes observatoriet, hvortil man kom ad den bekendte sneglegang, der var konstrueret, så at man både kunne ride og køre i den, hvad jo Peter den Store demonstrerede, da han besøgte København 1716. Over kirkens høje hvælvinger og med indgang fra sneglegangen indbyggede man en sal til Universitetsbiblioteket, større end for eksempel Kronborgs riddersal. Når lyset strømmede ind ad salens 15 vinduer, højt hævet over byens lave tage, må den med det gule loft og de røde loftsbjælker – de oldenborgske farver – have virket overmåde imponerende. Bogsamlingen blev anbragt i store skabe langs ydervæggene, og i øvrigt var salen udstyret med malerier, et »sejerværk« (et stort standur) og et enormt »boghjul«, en sindrig maskine, ved hvis hjælp den læsende uden at flytte sig kunne arbejde med mange opslåede bøger på en gang.

Christian 4. fulgte hele byggearbejdet på nærmeste hold og gik så langt ned i detaljen, at han personligt gav besked om, hvor på Sjælland og hvornår man skulle skove træerne til bibliotekets borde og bænke. Trist at han ikke oplevede salens festlige indvielse 1657. Biblioteket blev betragtet med megen ærefrygt og stolthed, også fordi det fungerede som landets nationalbibliotek. I det alenlange reglement, som blev læst op ved indvielsen, hedder det blandt andet, at »al usømmelig larm, skænden, smælden, banden, skændig sværgen, mened, løgne, ringeagtsytringer, spottegloser, fornærmelser, udfordrende gebærder, råben, grinen og smækken med tungen« er strengt forbudt!

22. oktober 1728 – kun trekvart århundrede efter opførelsen – lå den prægtige treenighedsbygning som en rygende ruin sammen med det meste af København. Observatoriet var ødelagt, kirken og bibliotekssalen udbrændt. Ingen bøger eller håndskrifter var blevet reddet. Borte for bestandig var de kongelige historiografers arkiver, middelaldermanuskripter, Peder Resens helt enestående samling af ældre dansk litteratur, sejerværket, boghjulet og de fine jernsøjler. En forståelig modløshed bredte sig, og man talte om ikke at genopbygge bogsalen. Men kongen forlangte respekt for sin forfaders plan, og til trods for mangel på arbejdskraft og byggematerialer lykkedes det ret hurtigt at få salen under tag, ligesom der takket være pengegaver og bogdonationer – blandt andet den berømte og omstridte samling af oldnorsk-islandske håndskrifter – blev lagt grunden til et nyt bibliotek. I 1770’erne var samlingerne vokset så meget, at det blev nødvendigt at fylde det åbne gulvareal med 1 store korsformede reoler. Ved samme lejlighed indrettedes et læseværelse med bibliotekets første kakkelovn. Byens storbrand i 1795 og englændernes bombardement 1807 skånede biblioteket. En bombe gik ganske vist gennem taget, men den ødelagde kun en enkelt bog. Dens titel var: »Om fredens bevarelse«.

1807 blev dog alligevel et mærkeår i bogsalens historie. Bibliotekaren, litteraten Rasmus Nyerup, dyrkede ligesom mange andre dengang de forhistoriske tider og sendte en anmodning til alle landets præster om at indsende, hvad der i tidens løb var fundet af oldsager i sognet og nu lå rundt om i gårdene (Fig. 2). Opfordringen blev godt modtaget, og det strømmede ind med store og små minder fra oldtiden. En del af bogsalen måtte frigøres for at give plads, idet dog de indkomne runesten blev anbragt i sneglegangen eller på kirkepladsen. Denne spæde begyndelse til det nuværende Nationalmuseum blev et veritabelt tilløbsstykke, og – som det hed – også »håndværkssvende og børn« strømmede til for at deltage i de omvisninger, den senere så berømte museumsmand C. J. Thomsen stod for. Men museumsvirksomheden gik ud over biblioteksfunktionerne, og det var med et lettelsens suk, man i 1832 så samlingen blive flyttet til Christiansborg. Herfra gik den 1867 videre til Prinsens Palæ, hvor den stadig befinder sig.