Kina-kopper

Fra Asiatisk Kompagni i København sendtes store fregatter på årelange, barske togter til Ostindien og især Kina. Blandt varerne, de bragte med tilbage, var ting, vi ikke tidligere havde kendt ret meget til: te først og fremmest, men også dyre blanke silkestoffer, lakerede møbler og andet lakarbejde, som europæiske kunsthåndværkere forgæves søgte at efterligne, og så naturligvis porcelæn – mængder af hårdt klingert porcelæn, der efter hjemkomsten til København for en stor del solgtes videre ud i Nordeuropa gennem østersøhandelen. Eksempelvis havde »Kongen af Danmark« 1772 som returladning stuvet sikkert og solidt i trækasser nederst i lasten 70.082 par kaffekopper og 89.725 par tekopper. Det var noget, der trak virkelig gode penge hjem til Kompagniet og ejerne af de store københavnske handelshuse, der formidlede videresalget.

Om kinahandelen har der tidligere været skrevet her i bladet (1975:5), så vi kan begrænse os til det for vort emne vigtige porcelæn. Hovedparten blev hjembragt af Kompagniet, men derudover havde de enkelte besætningsmedlemmer på kinafarerne lov at foretage private indkøb – hvor omfattende afhang af den enkeltes placering på bemandingslisten – og dermed muligheden for at skaffe sig et ikke uvæsentligt supplement til den faste hyre. Størsteparten af dette såkaldte »føringsgods« blev indkøbt på bestilling – først og fremmest af det velhavende københavnske borgerskab, men også af adelen, ja sågar af kongehuset. Det var fornemt at spise på familieporcelæn, med slægtsvåben, hvis man havde et sådant, men ellers med tidens yndede spejlmonogrammer omgivet af skibe, bygninger, våben, blomster og andet til symbolisering af ejerens stilling i samfundet. Og da man samtidig sværmede for det kinesiske, var det nærliggende at udstyre en kinarejsende med de fornødne fortegninger og instruktioner og formedelst en passende betaling få ham til at ordne sig med en af anløbshavnen Kantons talrige porcelænsmalere.

Der kan siges en del pænt om føringsgodset, af samlere vurderes det højt, men ellers må dette modelune fra 1700-årene nok nærmest sættes på snurrighedens konto. Selv om flertallet af de kinesiske malere var dygtige, så var der dog også mindre duelige mellem, og dertil kom vanskeligheden med at fatte og følge de fremmede fortegninger; det skete, at skriftlige instruktioner om farver og lignende blev malet med på porcelænet. Den hjemlige begejstring for kineserierne blev da heller ikke delt af alle. Der klages over, at de »keder køberens øje«, og en indkøber taler direkte om »kinesernes slette smag og tegning«.

Den omtalte kedsommelighed i motivvalget skyldes nu næppe alene kineserne, snarere at de europæiske bestillere har lånt flittigt af hinanden. En halv snes stel, hvis spredte enkeltdele nu kan findes på en lang række danske og svenske museer foruden på British Museum og Metropolitan-museet i New York, har således som hovedmotiv en kronet dobbeltkartouche med spejlmonogrammer i de ovale felter. Bogstavkombinationerne skifter, så det er tydeligt, der er tale om flere ejere, og så meget kan siges, at de i hvert fald ikke alle var af kongeligt eller blot adeligt blod. I et tilfælde er kronen dog velmotiveret, her udfyldes den ene oval nemlig af dronning Juliane Maries portræt, den anden af hendes spejlmonogram; Juliane Marie var Frederik 5.s gemalinde. Det forekommer ikke usandsynligt, at vi her står ved det oprindelige stel, som har vundet behag og er blevet kopieret – med krone og det hele. Af efterligningerne har et par kunnet identificeres som tilhørende borgerlige københavnske slægter, og en enkelt har fundet hjemsted i Sverige. Resten er, trods de fine monogrammer, anonyme.

Lad os se lidt nærmere på Esbjerg-koppen, der, som læseren forlængst har gættet, hører til »Juliane Marie-gruppen« (Fig. 1). Dens blanding af rokoko og kineseri kan virke pudsig – det kinesiske kommer især til udtryk i de to figurer, Neptun og Venus, der med henholdsvis en delfin og en samling navigationsinstrumenter ved fødderne flankerer den af overflødighedshorn opbyggede dobbeltkartouche. Spejlmonogrammerne i ovalfelterne skal sandsynligvis læses C L og K L; det omvendte, L C og L K, er dog også muligt, men mindre sandsynligt. Kartouchen optager den ene side af koppen, på den anden ses to fregatter med henholdsvis engelsk handelsflag og dansk splitflag, det sidste henfører skibet enten til den danske orlogsflåde eller til Asiatisk Kompagni. Inden i koppen, langs randen, er anbragt tre billedmotiver: et par korslagte sabler og Venus i to udgaver. På underkoppen er det hele gentaget, her med kartouchen anbragt centralt i bunden (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4).