Kildens kraft

Blandt de troens vildskud, som reformatorerne af 1536 så det som deres opgave at luge bort, var kildedyrkelsen, men det mislykkedes totalt; forestillingen om kildevandets undergørende kraft var gammel og indgroet, og hvad skulle menigmand ellers gøre ved sine gebrækkeligheder, når åreladning, og hvad man ellers havde af universalmidler, forblev virkningsløse. Det helgennavn, som i middelalderen havde gjort mange af kilderne respektable, blev ofte hængende, ja kan være bevaret til vor tid. Naturligvis gik der forretning i overtroen: ved de største af valfartsstederne afholdtes kildemarkeder omkring de datoer, hvor vandet antoges at have størst kraft. Det gælder således kilden ved Frørup syd for Nyborg, den kendteste af de fynske helligkilder og den, som her skal omtales.

Af Harald Andersen

Frørups helligkilde ligger én kilometer sydvest for landsbyen; den kaldes Rise eller Regisse Kilde, men hvem den navngivende person er, vides ikke; en helgeninde af det navn kendes ikke andetstedsfra. Om kildens oprindelse fortæller en lang række sagn: den skal, siges det, være udsprunget der, hvor en ung kvinde (nogle mener hendes to børn) engang er blevet myrdet, men de nærmere omstændigheder er der ikke enighed om. På stedet har ligget et kapel, der må være nedbrudt kort efter Reformationen; det omtales 1589, og i præsten Bendix Hansens indberetning fra 1623 fortælles, at der her blev holdt messe én gang årligt på Bodelsdag (17. juni). »Udi samme Regisse Kapel stod Regissa hendes billede og efterlignelse med hånden under kinden ligesom en bedrøvet, veklagende og grædende kvinde«.

Bendix Hansen fortæller også, at der hen til kilden fører en gangsti, »og der findes mange kæppe, krykker og adskillige palter, lumper og klude«, åbenbart ting, de af kilden helbredte har efterladt på stedet. H. C. Andersen, der som barn selv har besøgt kilden, fortæller i romanen »Kun en spillemand« om et sådant besøg natten før Skt Hans aften. »Ved solnedgang vaskes de i vandet, og et leje tilberedes til natten. I morgenstunden bryder de op, de svageste føres hjem, de derimod, hvis sygdom tillader det, bliver og tager del i markedslystigheden«. Kilden selv »overskygges af nogle temmelig høje træer, på hvilke almuen endnu den dag i dag efter katolsk skik hænger sit offer, som består i nogle lys«. (Fig. 1)

Udgave: Skalk 1998:4 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.