Kilde og kors

Mellem strandens sten springer et lille kildevæld, som er lavet til en brønd ved omsætning med en hul egestamme, ca 80 cm i tværmål ved overkanten, som kun rager lidt op over strandens overflade. Alt efter havets skiftende luner er den omgivet af store rullesten eller af finere grus, og det hænder med mellemrum, at stammen en tid er helt dækket af kystens aflejringer. Brønden ligger en halv snes meter fra den normale strandkant og fem meter fra en lav skrænt, som kan følges over en længere strækning i både nordlig og sydlig retning. Kysten er tydeligvis under langsom, men vedvarende nedbrydning. Ovenfor skrænten er terrænet græsklædt.

Brøndens mærkelige placering kan have været en medvirkende årsag til en række sagn, der har spundet sig om den. Et af dem – nedtegnet sidst i 1800-årene af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen – lyder kort genfortalt således:

Til Samsø kom engang en hellig mand, og han var den første, der forkyndte kristendommen for de på den tid hedenske øboere. Han fik samlet en del tilhørere og kom så vidt, at han fik rejst et kors på en høj øst for landsbyen Pillemark; den blev siden kaldt Korshøj. Hedningene indvilgede også i at lade sig døbe, og det foregik nede ved kilden, men bagefter sagde de, at da han nu havde døbt dem i fersk vand, så ville de til gengæld døbe ham i salt vand, og det gjorde de så grundigt, at han døde af det. Liget lagde de på stranden med et kors på brystet, det han altid førte med sig. Korset kom siden til Onsbjerg kirke.

En anden version af sagnet lader den hellige mand komme sejlende til øen på en stor sten, der ligger i strandkanten noget syd for kilden. Korset, som optræder i historien, er virkeligt nok, det opbevaredes i Onsbjerg kirke, hvor det 1596 blev opsat på en mindetavle med en skriftlig gengivelse af sagnet, dog i en lidt anden form end den, vi netop har hørt: Korset var bundet til et dødt menneske, der drev i land ved llsemade (navnet på den lokalitet, hvor kilden ligger). Da man ville køre liget til kirkegården, kunne fire heste ikke trække det, hverken til Tranebjerg eller Kolby kirke. Først da man vendte vognen mod Onsbjerg, lod det sig gøre, så her fik den døde sin grav og korset sin fremtidige plads; kirken blev fra den tid kaldt Helligkors kirke. Tavlen findes stadig i kirken, men korset er af sikkerhedsgrunde erstattet med en kopi.

Det er et krucifiks, der er tale om, altså et kors med påsiddende Kristusfigur; begge er forgyldte. Både figurens fastgørelsesmåde og det forhold, at den dækker over et rundt billedfelt på korsets midte, viser, at de to dele ikke oprindelig var tænkt samhørende. De synes dog at være fra samme tid, ca år 1200, men mens korset utvivlsomt er et dansk arbejde, kan Kristusfiguren være af sydvesteuropæisk oprindelse. Korsets nedre ende har et gammelt brud, der kunne tyde på, at det har været fæstnet på en stage, med andre ord, at det har været et processionskors. Detaljen passer godt med en mundtlig overlevering, optegnet 1897, om at man gik i procession fra kirken til kilden med det ilanddrevne krucifiks. Sin plads på mindetavlen fik det som nævnt 1596, og det må være sket i forbindelse med en større forandring af kirkens indre. Også altertavlen bærer årstallet 1596. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3, fig. 4)