Kejserindens livret
Sidste efterår kunne man på Koldinghus beundre en enestående samling kostbart porcelæn fra Eremitagemuseet i Skt Petersborg. De besøgende blev hensat til kejserinde Katharina 2.s fornemme taffel i selskab med yndlinge og potentater. Et sandt pragtskue af 1700-tallets fornemste porcelæner. (Fig. 1.)
Af Lars N. Henningsen
Fig. 1. Bordopdækning med Katharina 2.s porcelæn.
Det var en æstetisk nydelse, men de forfinede sager fremstod isoleret som kunstværker. Kun dunkelt kunne man ane den reelle verden, som omgav dem i samtiden, og man måtte stort set gætte sig til måltidernes indhold. At dele af porcelænet nok har spillet en rolle som brikker i det diplomatiske spil mellem Danmark og Rusland, har vel kun stået de færreste klart.
Faktisk blev der ofte serveret gode spiser fra Slesvig eller Sønderjylland på de fine tallerkener. Vinterpaladsets taffel modtog delikatesser fra det fjerne Danmark. Det er den historie, som her skal sættes på menuen.
Det stod ikke skrevet over Katharinas vugge, at hun en dag skulle blive eneherskerinde over alle russere. Hun var født den 2. maj 1729 i forholdsvis beskedne kår som datter af fyrsten i det lille tyske fyrstendømme Anhalt-Zerbst. I 1745 ægtede hun den russiske tronfølger Peter, og dermed åbnedes store muligheder. Også ægtefællen var af ret beskeden byrd, født som hertug af Holsten-Gottorp. Men hans moder var datter af zar Peter den Store, og dette blev baggrund for valget af ham til den magtfulde post. Peter glemte aldrig, at faderen i 1720 havde måttet overgive sin del af Slesvig til den danske konge. Derfor var et opgør med Danmark hans første mål, da han i 1762 besteg zartronen. Heldigvis for Danmark kom det imidlertid til en paladsrevolution. Peter blev afsat, snart efter myrdet, og hustruen Katharina overtog tronen. Det blev indledningen til en storhedstid for det russiske rige.
Katharina var ikke belastet af samme nedarvede had til Danmark som ægtemanden, og der blev hurtigt indledt forhandlinger. I 1773 mundede de ud i en aftale, hvorefter hun på sin søn Pauls vegne anerkendte Danmarks lovlige besiddelse af Slesvig og overlod de gottorpske dele af Holsten til den danske konge. Disse aftaler betød for Danmark løsningen på det alvorligste udenrigspolitiske problem i hele 1700-tallet.
De vigtige forhandlinger strakte sig over årene 1762-73 og blev for en stor del ført af den holstenske embedsmand Caspar von Saldem. Han indtog en mærkelig dobbeltrolle. I 1761 var han rejst til Petersborg og havde fået en fremskudt post ved zarhoffet. Samtidig knyttede han med hjælp fra sin gode ven, købmand Fr. W. Otte i Ekernførde, kontakt til den danske udenrigstjeneste. I de følgende år optrådte von Saldern som agent for begge parter - både Danmark og Rusland. Med smidighed - og godt hjulpet af kontante erkendtligheder - blev der banet vej henimod den endelige af tale, så Danmark fik sikret freden både mod syd og øst.
Mange midler blev taget i anvendelse for at skabe den rette stemning hos den mægtige zarina og blandt hendes omgivelser. De omtalte erkendtligheder, guldtobaksdåser og andre kostbarheder, var vigtige. Bestikkelser til zarhoffet var gennem årtier en af de største poster på det danske »udenrigsministeriums« budget. Men også mindre opmærksomheder kunne gøre et godt indtryk. Intet var bedre end at overraske med sjældne delikatesser til festtaflet ved kejserindens fødselsdag den 2. maj. Allerbedst var det at bringe østers - fra østersbankerne på Slesvigs vestkyst. (Fig. 2)
Fig. 2. ØSTERS
Østersen er en havmusling, den ynder lunt vand af stor saltholdighed og sidder kittet til sit underlag, ude af stand til at flytte sig fra det sted, larven har valgt. Nordgrænsen for dens geografiske udbredelse ligger i dag omkring Danmark, men i fortidsperioder med mildere klima nåede den højere op i Skandinavien, og østersmængden i vore farvande var derfor langt større end nu, hvad jægerstenalderens »køkkenmøddinger« bevidner. Også senere i oldtiden stod der østers på spisesedlen, men andre muslingearter gjorde den rangen stridig.
De bedste fangstpladser lå en overgang i det sydvestjyske vadehavsområde. Frederik 2. holdt af østers, og for at tilfredsstille denne sin lidenskab gjorde han fangsten af dem til et regale, en kongelig rettighed, som dog måtte deles med de gottorpske hertuger. Med tiden blev det en god forretning. Tønder med »Flensborgøsters« (levende, emballeret i tang) forsendtes vidt og bredt, men i 1800-årene svandt bestanden mærkbart.
Også andre steder i riget, således i Ålbækbugten nord for Frederikshavn, skrabedes der østers, men først Aggertangens gennembrydning 1825 skabte basis for noget større. Med det salte vands indtrængen i Limfjorden opstod egnede forhold for østersavl, hvad foretagsomme folk hurtigt fandt ud af og udnyttede. Men ak - den gamle bestemmelse fra Frederik 2.s tid blev fundet frem og støvet af, hvorefter staten scorede gevinsten. Den er dog med årene blevet af ret beskeden størrelse.
Lige fra 1500-årene og frem til midt i 1800-tallet kom de bedste danske østers fra banker på Jyllands vestkyst mellem Ribe og Husum, det vil sige fra Fanø i nord til Sild, Amrum og Pelworm i syd. De fleste østersbanker tilhørte kongen eller staten, og udnyttelsen af dem blev bortforpagt« mod en betydelig årlig afgift. Fiskeriet foregik især i månederne fra september til april. De sarte skaldyr blev landet i Højer eller Husum og herfra transporteret over land til Haderslev, Aabenraa, Flensborg eller Sønderborg, hvorfra de blev sendt til København og Østersølandene. Hoffet i København modtog årligt en fast leverance, et såkaldt »deputat« på 112 tønder, og også greven på Schackenborg fik et antal tønder. Hamborg og Bremen aftog en del, men særlig mange østers gik hvert år til Petersborg.
Det var kostbare og sjældne spiser - og transporten voldte ofte store vanskeligheder. Østers fordærves hurtigt, og mødte sejlskibene modvind, var tøndernes indhold ofte uspiseligt, når det nåede frem til de lækkersultne kunder. Slesvigske østers af første kvalitet var derfor en højt skattet delikatesse ved zarhoffet i Petersborg. Her indgik østers i menuerne ved de prunkende tafler, ofte i mærkelige sammensætninger - for eksempel »bekkasiner med østers«. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5)
Fig. 3. Katharina 2. (1729-1796) var en højt begavet og meget viljestærk dame, der styrede sit rige dygtigt, men uden nævneværdige moralske skrupler. - Gravure af V. Dickenson, 1773.
Fig. 4. Festmiddag i anledning af Katharina 2.s kroning 1762. - Gravure efter samtidig tegning.
Fig. 5. Kort over Vadehavet mellem Rømø og den jyske vestkyst. Sejlløb og ebbeveje er angivet, samt østersbankerne, der er vist med gult. - Fra Schackenborgs godsarkiv, nu i Landsarkivet for Sønderjylland.
Kejserinde Katharina satte stor pris på disse skaldyr. En rettidig levering af gode og friske østers vakte altid velvillig opmærksomhed, og for von Saldern blev det en vigtig opgave at skaffe dem frem. Heldigvis havde han forbindelser. Den omtalte gode ven købmand Otte i Ekernførde havde mange skibe i søen. Han handlede med alt fra vin til sydfrugter, og han kunne let skaffe østers fra Slesvigs vestkyst. Ofte fik han derfor bud fra Petersborg om at levere østers og andre lækkerier til taflerne.
En række breve mellem von Saldern og købmanden i Ekernførde giver et levende begreb om leveringerne af festspiser fra Slesvig til zarhoffet. De havde også en betydning i det diplomatiske spil: med overraskelser på taflets bord kunne man vinde Katharinas velvilje og derved give forhandlingerne et skub i den rigtige retning. Lad os lytte til et par af de mange »østersbreve«. I vinteren 1763-64 opholdt von Saldern sig ved hoffet i Petersborg, og en dag lod kejserinden vide, at hun gerne så østers på bordet til sin fødselsdag. Den 6. februar 1764 afgav han så sin bestilling til Ekernførde: »Kejserinden har pålagt mig at skaffe østers, efter devisen »koste hvad det koste vil«. Sørg for at skaffe 50 til 60 tønder gode Højer-østers hertil eller i det mindste til Reval — Spar ingen penge, ingen præmier. Sørg for, at disse østers ikke er for længe undervejs fra Højer til Flensborg —«.
Fødselsdagen var som sagt 2. maj, så bestillingen blev afgivet i god tid, men længe inden dagen oprandt, blev der brug for skaldyr i Petersborg, og et nyt brev afgik: »Kejserinden har atter nævnt østers for mig. Sørg for, at der — ankommer et skib med 20-25 tønder østers i Reval. Se til, at der ikke tages noget hensyn til omkostningerne ved denne forretning, og giv skipperen en særskilt belønning på 50-100 rigsdaler ud over fragten. — For himlens skyld, kære ven, lad mig ikke i stikken med disse østers«. En uge senere fandt han det nødvendigt at forklare sig nærmere. »De må begribe, at en personlig nåde, et venligt ansigtsudtryk og en rettidigt anbragt bemærkning i høj grad afhænger af disse østers. Verden styres af småting«. Den 9. marts sendte von Saldern en ny påmindelse, men 30. marts jublede han: »Østerserne er her! Og de har vundet største bifald«. (Fig. 6)
Fig. 6. Østersens vej fra bankerne i Vadehavet, over Flensborg og Reval til Katharina 2.s bord. At rejsens sidste del - i hvert fald ofte - foregik over land, må skyldes isdannelser i Finske Bugt. Østerstransporterne fandt jo sted i vinterhalvåret.
Næste akt var kejserindens fødselsdag den 2. maj. Den 6. april skrev von Saldern: »Gid der på kejserindens fødselsdag måtte være friske og gode østers. Thi hun tager kun en østers i sin mund, når den endnu svømmer i alt sit vand og er ganske frisk. For de andre gør det ingen forskel, om østerserne har en lille tanke«.
På den måde fik storkøbmanden i Ekernførde mange kommissioner at udføre for vennen i Petersborg. Han skulle skaffe citroner, kastanjer, fint ævredsmør og friskskudte råbukke. Også gode æbler var nødvendige, for »de er meget sjældne her og for sundheden så meget vigtigere, da man her opædes af gigt og skørbug«. En af de sidste dage i 1764 lød ordren atter på østers, 24 tønder: »Jeg ønsker, at det lykkes for mig, thi alle tænkelige kneb og intriger må benyttes«. Som sædvanlig måtte skipperen have en gulerod: »De kan love skipperen en præmie på 30 rubler pr dag, hvis han kan levere østerserne i den baltiske havn på 10 dage - og et fradrag på 5 rubler for hver dag, han bruger derudover«.
Sådan gik transport efter transport af gode levnedsmidler og luksusvarer fra Slesvig til Petersborg. Det store Ruslands hovedstad var hovedaftager af østers fra bankerne på Slesvigs vestkyst, og måske var de med til at smøre det diplomatiske maskineri, indtil der til sidst var sikret fred og ro på Danmarks syd- og østfront. Derved blev baggrunden skabt for den florissante tid.
Noget af det fine »holstenske« smør og nogle af æblerne og kolonialvarerne og de friske østers har utvivlsomt fundet plads på det kostbare porcelæn, som omtaltes i indledningen til denne artikel. (Fig. 7)
Fig. 7. Ingen billedtekst.
