Kejserens fald

I Haderslev havde man dog et halvt år tidligere taget festlighederne på forskud. Som et led i fredsaftalen måtte det tyske militær rømme de nordlige dele af Sønderjylland allerede den 19. januar. Krigens sejrherrer ville sikre sig, at den forestående afstemning kunne foregå i en neutral atmosfære, og forvaltningen blev derfor midlertidigt overtaget af en international kommission, som med sig havde en styrke, sammensat af franske og engelske tropper.

En afdeling franske alpejægere var udset til at sørge for ro og orden i Haderslev. Ved middagstid den 20. januar skulle de ankomme med særtog til banegården, og hele byen var på den anden ende for at forberede modtagelsen. I al hast havde man fået fat på nogle afkvistede granstammer og rejst dem som flagstænger i gaderne. Hele byen var klædt i rødt og hvidt. Gamle mølædte flag, der havde ligget i skuffen siden krigen 1864, sås side om side med nye, der skyndsomst var flikket sammen til lejligheden. Det hele var opstået rent spontant. Intet var planlagt, og ingen havde givet tilladelse.

På byens torv blev der truffet særlige forberedelser. Her stod en over to meter høj statue af det tyske kejserriges grundlægger, Wilhelm 1., og tronede på sin sokkel. Som symbol på det tyske og dermed på undertrykkelsen af danskheden måtte han naturligvis gemmes af vejen, så kejseren fik i en fart en sæk over hovedet og noget sejldug om kroppen. Måske ønskede man også at skåne franskmændene for synet af den person, som i 1871 havde frataget dem Alsace-Lorraine, og som havde udråbt det nye tyske kejserrige i spejlsalen i selveste Versailles. Jo, franskmændene fik en formidabel velkomst; en velkomst, der stod i skærende kontrast til den ubemærkede afrejse, som dagen i forvejen var blevet de tyske krigsmænd til del.

De franske soldater faldt godt til i byen, som de først rømmede i maj, da de danske jens’er havde holdt deres indtog. Men alt dette vil vi forlade til fordel for denne artikels hovedperson, Wilhelm 1. på torvet i Haderslev.

Kejserstatuen har sin egen historie med alle de elementer, som nationale modsætninger i et grænseområde kan give. Den var blevet rejst i 1890 på initiativ af Haderslevs tyske borgerskab. To år forinden var den gamle monark død, og nu sad sønnesønnen Wilhelm 2. på tronen. Monumenter og kejserforherligelse i det hele taget var lige noget, der passede den unge Wilhelm. »I al evighed findes der kun én rigtig kejser i verden, og det er den tyske«, skrev han selvbevidst, men da havde han også lige skilt sig af med sin magtfulde kansler, Otto von Bismarck. (Fig. 2)