Kedelgrave

I 1877, altså for mere end 100 år siden, pløjede gårdmand Hans Rasmussen sin mark ved Langå på Sydøstfyn og ramte derved en stor flad sten. Han fik den væltet op og fandt under den et stort bronzekar med jernrand. Det var brugt som gravurne og indeholdt foruden brændte ben et meget rigt, men af ilden noget beskadiget udstyr, således en bronzespand og endnu et bronzekar, to snoede guldfingerringe, stykker af fire sværd, en eller to skjoldbuler, en lansespids og skår af tre lerkar. Dertil nogle mere ubestemmelige genstande: dele af bronzebeslag, bolte, stænger, kramper og jernbånd. (Fig. 1, fig. 2)

Den kendte arkæolog, kammerherre F. Sehested til Broholm, hørte om fundet. Han kom til stede og foretog en mindre efterundersøgelse, hvorved fandtes enkelte andre anlæg, som han mente måtte være grave (hvad de dog vistnok ikke var). Manuskriptet til en stor bog om Broholmegnens fortid lå netop færdig fra Sehesteds hånd, men han nåede at få nogle sider med om Langåfundet. De omtalte sager af gådefuld art vovede han at tolke som dele af en vogn. Sehested var naturligvis klar over, at graven var fra jernalderen, men nogen nærmere datering kunne han ikke give, og selv datidens fagfolk har haft besvær med at få den anbragt. I dag er der ingen tvivl: de mange genstande, især våbnene, henviser fundet til keltisk jernalders senere del, tiden op mod Kristi fødsel. (Fig. 3)

Ifølge familietraditionen på gården (den er stadig i samme slægts eje) skal Hans Rasmussen efter fundet have lagt lidt ekstra kraft i pløjningen; der kunne jo komme mere, og det gjorde der faktisk året efter. Det nye fund stod ikke mål med det gamle, resterne fra ligbålet var her lagt i en simpel grube, men nogle bronzeklumper og en spiralfingerring af guld pyntede på resultatet og har senere bidraget til fundets tidsfæstelse: romersk jernalder; det er altså noget yngre end den først fundne grav. Nu gik der nogle år, men 1886 stødte Hans Rasmussen igen på grave, hele tre endda, hvoraf de to var kedelgrave som den først fundne, det vil sige brandgrave, hvor et metalkar fungerer som urne. Navnlig en af kedlerne var interessant, fordi den havde hankebeslag med ansigtsmasker, ikke menneskeansigter, men såkaldte Silen-hoveder; Silen er en braknæset ældre tyksak - et naturvæsen fra den græske mytologi, som optræder i Dionysos’ følge sammen med satyrer og andre skikkelser fra gudernes lavere rangklasser. Karret er efter formen at dømme fremstillet i Italien, antagelig i 400- årene før Kristus, men i det lå to genstande, nemlig en kniv med krumt håndtag og et enægget sværd, som må være omkring 300 år yngre. Kedlen med Silen-hovederne var altså en antikvitet, da den kort før Kristi fødsel kom i jorden med sin ejer. At Silengraven og vogngraven er jævngamle, kan ikke undre, selve gravformen binder dem sammen. Samtlige pladsens kedelgrave synes at udgøre en sluttet gruppe, anlagt inden for et kortere åremål.

Sehested var død, da disse fund blev gjort, men karret med Silen-hovederne og de andre sager nåede dog frem til Nationalmuseet omend ikke ad den lige vej, men via en opkøber og en antikvitetshandler. Her fattede arkæologen Henry Petersen interesse for dem, han havde kort forinden udgravet pragtvognene i Dejbjerg, Vestjylland, men var i tvivl om disses alder. Nu kom Langå ham til hjælp, ligheden mellem de dér fundne vogndele og de tilsvarende fra den ene Dejbjergvogn var så slående, at der ikke kunne være tvivl om samtidigheden; de vestjyske vogne måtte som den fynske være fra 1. århundrede før Kristi fødsel. Også for Langå fik denne erkendelse betydning, en del af kedelgravens mere ubestemmelige vogndele kunne nu, på grundlag af erfaringerne fra Dejbjerg, billedligt talt sættes på plads i køretøjet.

Henry Petersen gik så vidt, at han selv foretog udgravninger på Langåpladsen. Han håbede på flere vognfund, men hvad det angår, blev han skuffet. Resultatløs blev undersøgelsen dog ikke, der fremkom endnu et par kedelgrave, men med få ledsagende genstande, og et par ældre grave, den ene - har det senere vist sig - helt tilbage fra yngre bronzealder. Nogle anlæg, som Henry Petersen ligeledes tolkede som grave, må man i dag se lidt anderledes på. (Fig. 4)

Langå ligger i Gudme herred, og dette områdes fortid har som bekendt inden for de senere år været genstand for meget indgående undersøgelser. 1992 kom turen til Langågravpladsen. Der blev anlagt et antal søgegrøfter, og arbejdet bar straks frugt, en stor mørk plet, 2 m i tværmål, kom til syne. Den viste sig, ikke overraskende, at være en grube, 25 cm dyb, med trækul og brændte ben samt forskelligt gravgods: forbrændte skår af to lerkar, en jernkniv med skedebeslag samt bronze- og jernblik fra en kedel, som er nedlagt i ødelagt stand; her var der altså ikke tale om nogen kedelgrav. Begravelsen må efter lerkarformene at dømme have fundet sted omkring vor tidsregnings begyndelse. Flere grave blev det ikke til i denne omgang, men mange ildsteder, stolpehuller og gruber viste, at der i yngre bronzealder har været boplads på stedet. Det var et uventet resultat, der samtidig gav forklaringen på nogle af de tidligere fund.

Af de 10 grave, som foreløbig er afdækket på Langåpladsen, er halvdelen kedelgrave fra tiden kort før Kristi fødsel, mens de øvrige fordeler sig nogenlunde jævnt til begge sider: fra yngre bronzealder til et stykke ind i romertiden, et tidsrum på hen ved et årtusinde. Det er en meget lang periode, som giver formodning om, at pladsen er eller har været større end man umiddelbart får indtryk af. Beklageligvis blev den nu nedlagte Svendborg-Nyborgbane ved sin anlæggelse i 1890’erne ført midt gennem stedet, men udgravningen 1992 viste jo med sikkerhed, at mulighederne ikke er udtømt.

Kedelgravene i Langå hører til de allerrigeste, som kendes fra keltisk jernalder; kun ganske enkelte i andre egne af landet kommer op på siden af dem. Mærkeligt at finde dem netop i det område, der nogle hundrede år senere udviklede sig til den magtfulde Gudmebygd. Eller er det måske ikke nogen tilfældighed.