Karl den Store i Danmark

28. januar 814 døde kejser Karl den Store i Aachen. I knapt et halvt århundrede havde han regeret datidens supermagt Franker­riget, først som konge og fra 800 tillige som kejser. Riget omfattede hele det nuværende Frankrig, Belgien, Luxemborg, Holland, Schweiz, Østrig, Slovenien samt dele af Tyskland, Italien, Spanien, Kroatien og Ungarn. Overalt i Europa fejres i år 1200-året for Karls død med udstillinger, konferencer og andre arrangementer.

Af Jens Christian Moesgaard

Billede

Karl herskede aldrig over Danmark, men der var ikke desto mindre mange kontakter. I Karls regeringstid blev Frankerriget kraftigt udvidet. Mod nordøst blev det hidtidige frie og hedenske Saksen tvangskristnet og indlemmet i riget. Herved blev Franker­riget nabo til Danmark. De spredte skriftlige kilder tyder på, at der allerede da fandtes en egentlig dansk kongemagt. Den ser ud til at have haft overhøjhed over hele det nuværende Danmark (undtagen Bornholm), Sydslesvig, Skåne, Halland, Bohuslän samt Oslo Fjord-området. Det var altså en magt, man måtte regne med, og naboskabet var da heller ikke problemfrit. Den danske kong Sigfred støttede ofte sakserne i deres kamp og senere oprør mod frankerne, og hans efterfølger Godfred førte en ekspansionistisk politik. De frankiske rigsannaler beretter om gentagne skærmydsler, diplomatiske delegationer og møder parterne imellem.

Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)

Udgave: Skalk 2014:5

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.