Kapitelsalen

Efter morgenmessen i kirken gik brødrene i procession til kapitelsalen. Her var der siddepladser i form af en murbænk rummet rundt, men til abbeden var indrettet et særligt højsæde, hvorfra han ledede mødet. Efter fælles bøn fulgte den nævnte kapiteloplæsning, og på bestemte festdage holdt abbeden eller en betroet munk en prædiken, hvortil også novicer og lægbrødre, der ellers ikke måtte betræde kapitelsalen, havde adgang. Når prædikenen var forbi, udvandrede disse, og abbeden udtalte derefter ordene: Loquamur de Ordine nostro (Lad os tale om vor ordens sager). Fra det øjeblik var alle bundet af bestemmelsen om, at intet, der behandledes i kapitlet, måtte komme til omverdenens kundskab. (Fig. 1, fig. 2)

Aktuelle sager blev nu taget op i kapitlet, hvor man efter anciennitet kunne få ordet, og hvor abbeden, der var valgt ved almindelig afstemning og i princippet på livstid, tog den endelige bestemmelse ud fra de udsagn og argumenter, der var fremført under sagsbehandlingen. Havde nogen overtrådt regler og lovbud, holdtes straffekapitel. En meget almindelig straf var vand og brød om fredagen i et nærmere bestemt tidsrum samt afbigt over for kapitlet. Formentlig mindre hyppig var rotting over rygstykkerne, hvortil der lå en hasselkæp parat i salen. Straffene var ikke specielt rigoristiske. Vand og brød en enkelt eller flere dage lyder ikke særlig afskrækkende, men i betragtning af, at munkene levede på et minimum af kalorier, kunne det være slemt nok. For virkelig grove forsyndelser var straffen hel eller delvis udelukkelse fra munkenes daglige fællesskab. Skønt cistercienserne praktiserede at være »ensomme, men aldrig alene«, var denne sjælefrysende ensomhed meget frygtet.

Under 1920’erne og 1930’ernes store udgravninger i Øm Klosters område nåede man i 1936 til kapitelsalen, hvor man ved grundkøb fik mulighed for at frilægge tre fjerdedele af ruinrummet; den sidste fjerdedel dækkedes af en landsbygade. Først mange år senere blev vejføringen ændret, og 1975 kunne man afdække resten af østfløjen og dermed det manglende stykke sal. (Fig. 3, fig. 4)

Det har været et velproportioneret rum. Ud over murenes kampestensfundamenter med overliggende afretningslag fandtes fundamenter til fire søjler, som har båret loftets i alt ni hvælvinger. Af den sydøstre søjle fandtes tillige en smukt tilhugget søjlebase af granit, og to helt tilsvarende er dukket op andetsteds, løsrevet fra deres sammenhæng; de er nu anbragt i kapitelsalens ruin. Også søjleskafternes tilhugne granitcylindre er repræsenteret; et stykke har gennem mange år tilhørt en mand i nabolaget, han havde lovet, at klostermuseet skulle betænkes med det, når han engang døde, men tiden gik, og manden lå for længst under mulde, da hans nu aldrende børn kom i tanker om løftet og indfriede det. Måske eksisterer der endnu et stykke søjleskaft fra kapitelsalen. Da Øm Kloster i 1560’erne efter Frederik 2.s ordre blev nedbrudt, fragtedes materialerne ad søvejen til Skanderborg, hvis gamle middelalderfæstning ved deres hjælp blev erstattet med et moderne renæssanceslot, det af hvilket nu kun slotskirken står tilbage. En gravsten ved denne kirke kan muligvis være et stykke søjle fra Øm-klostret. Den er en smule slankere end det ovennævnte søjlestykke, men kan have passet til den fjerde, nu forsvundne søjlebase.

Midt i rummet ligger en stor, næsten cirkelrund, på oversiden flad granitsten. Den har været tolket som kapitelsalens straffesten, hvor anklagede syndere har måttet knæle under rettergangen. Men stenens overflade ligger ikke i det oprindelige gulvniveau. En rimeligere forklaring kunne være, at man oprindelig har tænkt sig en hvælvingskonstruktion med en enkelt muret pille midt i rummet, men at dette er blevet opgivet til fordel for det firsøjlede system. Om så er, må det være sket på et tidligt tidspunkt. Der ses ingen spor af ombygning. (Fig. 5)

Ifølge en statut i 1180 fra cistercienserordenens højeste myndighed, generalkapitlet i Citeaux, var kapitelsalen det rettelige begravelsessted for klostrets egne, i embedet afdøde abbeder. I Øm Klosters kapitelsal blev fundet tre grave, som altså må indeholde de jordiske rester af klosterforstandere, men da det er utænkeligt, at der i klostrets næsten 400-årige levetid kun skulle have været tre abbeder, der døde i embedsperioden, må vi gå ud fra, reglen kun er blevet overholdt i klostrets første tid, hvad så grunden kan have været. Nu er der det særlige, ja helt enestående, ved Øm, at vi, takket være en bevaret klosterkrønike, kender en hel del til stedets ældste historie og navne på samtlige abbeder fra grundlæggelsen i 1172 til et stykke op i 1300- årene, hvilket åbner mulighed for at identificere gravenes indehavere. Det fremgår, at fire af de i krøniken nævnte klosterforstandere er døde i embedsperioden, men af disse kan vi se bort fra den ene, nemlig abbed Magnus, som udåndede 1235 og blev begravet i klostrets ældre kapitelsal, som vi ikke ved, hvor lå; den udgravede var på det tidspunkt endnu uopført. Tilbage er altså tre, nemlig abbederne Mikkel, Conrad og Jens Horsens, hvilket svarer til antallet af fundne grave.

Om abbed Mikkel fortæller klosterkrøniken, at »han var en overmåde forstandig mand, forsynlig i al sin færd —. Ikke alene var han snild som en slange over for verdslig magts glans og slette menneskers ondskab, men han bevarede tillige duens enfold over for sine undergivne og kærlighedens glød mod dem, der lød under ham —. I hans værdigheds ellevte år, år 1246 efter at Herren blev kød, i den sjette time om fredagen, dagen før den Hellige Marias fødselsdag (6. september) gik han lykkelig bort fra denne syndige verden for at herske sammen med Herren. — Ham tilfaldt da også den første grav i det nye forsamlingshus, som endnu ikke var opført, men kun grundstenen dertil var lagt. Hans jordefærd holdtes af hr Gunner, bisp af Viborg —« (Jørgen Olriks oversættelse). (Fig. 6)

Blandt de tre i salen fundne grave påkalder én sig opmærksomhed. Den ligger i rummets sydøsthjørne og er omhyggeligt muret af røde munkesten i en form, som næppe kan være yngre end ca 1300. Bemærkelsesværdigt er det, at fundamentet til en af salens søjler er ført lidt ind over gravens murværk og altså må være lagt efter at begravelsen fandt sted. Der kan ikke være rimelig tvivl om, at det forholdsvis velbevarede skelet af en ældre mand, som fandtes i graven, er abbed Mikkels.

Abbederne Conrad og Jens Horsens er knap så fyldigt omtalt i krønikens fortegnelse; den første må være død i 1270’erne, den anden ca 1280. Om Conrad, der var født i Ribe, siges, at han var en gavmild og ødsel mand med et velvilligt sindelag, der gjorde, at han stod på god fod med sit munkekonvent (man aner, at måske ikke alle abbeder var lige omgængelige). Han var klostrets 19. abbed, fratrådte til fordel for Jens Horsens, men blev senere genvalgt for endnu en periode, så han også blev den 21. Conrads anden embedsperiode varede kun syv måneder, så døde han og »blev under hædersbevisninger begravet i den nye kapitelsal. Gid hans sjæl må hvile i den evige fred. Amen«. Om Jens Horsens, som altså var den 20. abbed, siges det, at han styrede klostret »i samråd med andre, således at det ved Guds nåde kun plagedes og tyngedes af få stridigheder«. Hr Jens blev også nr 23 og 26 i abbedrækken, eftersom han regerede i tre perioder. »Han døde, mens han var abbed«, siges det, derimod forlyder der intet om, at han blev begravet i kapitelsalen, men det er vel sandsynligt. (Fig. 7)

De to resterende grave i nævnte sal var helt anderledes end abbed Mikkels. I ingen af dem blev der påvist nogen form for kiste, og begge var lidt for korte til de døde; det kunne tyde på en vis ulyst hos graverne til at opbryde mere af murstensgulvet end højst nødvendigt. Begge skeletter var dårligt bevaret, men det sås, at det enes højrearm engang har været brækket. Ved det andet fandtes forskellige småting: rester af hvidt vadmelsklæde, noget af et læderbælte og stumper af lædersko med messingspænder. At den ene af de afdøde er abbed Conrad, kan der efter krønikens oplysning ikke være tvivl om, og Jens Horsens er et godt bud på den anden, men hvem, der er hvem, er det ikke muligt at afgøre. De to ret medtagne kranier befinder sig nu i klostermuseets udstilling. Noget kønt syn frembyder de ikke, men de har engang tilhørt mænd af betydning i det danske middelaldersamfund.

Øm Klosters kapitelsal ligger i dag afdækket med fundamenter og murrester i museets ruinpark, og her ses abbed Mikkels grav overbygget med en beskyttende montre. Klostrene var lukkede verdener, det er kun lidt, vi ved, om hvad der tildrog sig bag murene, men netop Øm Kloster er, takket være krønike og udgravninger, en lykkelig undtagelse. (Fig. 8)