Kapere

På Christian 4.’s tid talte man nu ikke om kapere, derimod om borgerkaptajner og fribyttere, men det betød stort set det samme, og fænomenet fungerede lige godt. Under såvel Kalmarkrigen som Torstenssonkrigen havde man fin orden i kaperiet, under Kejserkrigen derimod var det hele lidt mere svævende. Ifølge et åbent brev udstedt 24. november 1627 kunne nemlig enhver, som havde lyst, udruste skibe, der ville forhindre tilførsler til fjenden og afskibning fra områder, der var besat af ham, men kongens undersåtter, der ville salvere sig, måtte ikke antastes. Efter Wallensteins besættelse af Jylland med alt, hvad den førte med sig af plyndring og beskatning, var der adskillige, der ville salvere sig, og de var til nogen gene for kaperne.

Skønt de danske Vesterhavsøer kun var delvis besat, var det svært for kaperne at finde baser, men ikke desmindre påtog flere sig opgaven i håb om at spinde guld. Således kaperkaptajnen Thomas Lollik, der i august 1628 antraf skipperen Niels Michelsen på gale veje og førte ham til København for at få ham prisedømt. Michelsen havde for at unddrage sig krigen og dens genvordigheder slået sig ned på Fanø, men det var ikke Fanø-gods, han havde i lasten hin skæbnesvangre dag, men korn betemt for Holland, og det var iøvrigt hans – eller rettere hans bagmænds – agt, at skibet skulle tage varer med tilbage til Fanø, hvorfra de senere skulle føres til Ribe og sælges. Med på skibet var også noget garn og forskellige fødevarer, som Ribe-lægen Christen Bording ønskede afleveret til sin kone, der opholdt sig i Nederlandene – formodentlig sammen med ægteparrets søn, den da niårige Anders Bording, der senere blev en anerkendt digter og Danmarks første journalist (Fig. 1). Varerne fik de ikke megen glæde af, for ganske vist bestemte Admiralitetet – efter at have konfiskeret kornlasten – at Bordings gods kunne frigives, men det må have taget år og dag, før det igen kom i de rette hænder, og man kan forestille sig, hvordan en balle smør og tolv lispund kød har lugtet efter lagringen. Men kaperkaptajn Thomas Lollik fik dog altså i dette tilfælde noget ud af fangsten.