
Kanetur
Klimaet har ændret sig, strenge vintre er blevet sjældne, noget ældre mennesker husker fra deres barndom. Når sneen lagde sin hvide dyne over landskabet, kaldte sognets snefoged mandskab sammen. Der blev skovlet og kastet sne, til vejene var ryddet. Hestene kom til smeden og fik broddet skoene, så de kunne stå bedre fast, og kanerne blev taget frem; nogle blev hentet ned fra hanebånd, andre fra kroge og gemmer i lo og lade. De almindelige kaner var uden dikkedarer og kunne bruges til såvel arbejdskørsel som persontransport, men på herregårde og lignende steder havde man særlige herskabskaner: små fine personkøretøjer, oliemalede og undertiden med udskårne dekorationer. De fandtes i forskellige udgaver med ét eller to sæder, begge med plads til kusken bagpå. Kanefart er en af de eleganteste og mest romantiske former for transport. Man husker Blichers uforlignelige beskrivelse af en sådan køretur i »En landsbydegns dagbog«.
Af Ole Mortensøn

Hesten, der trak kanen, skulle være forsynet med kaneklokker, små ringlende indretninger, som i sjældne tilfælde kunne være af sølv. Det lød smukt, men klokkerne havde et praktisk formål, nemlig at bekendtgøre for andre vejfarende, at her kom en kane. Disse køretøjer var jo næsten lydløse og kunne være farlige for fodgængere. Kanen blev brugt, når man skulle til byen, til kirken eller på besøg, sjældent til længere rejser. Til en kane på Langelands Museum knytter sig historien om en usædvanlig lang kanetur.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Enevælde (1660 til 1848)
Udgave: Skalk 2004:1
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Lejrehallen

Fra dybet

Ske

Og se, der var runer på den!

