Kampen om portalen

Helt så opsigtsvækkende, som den virker, er en sådan nedrivning nu ikke, for selv om vore gamle granitkirkers kvaderstensmure ser bundsolide ud, er de i virkeligheden noget vakkelvorne, og mange af dem har i århundredernes løb været sat om adskillige gange. I Tapdrup havde de lokale beboere i en snes år godt vidst, at muren var begyndt at hælde, og at der på et tidspunkt måtte ske noget for at undgå ubehagelige overraskelser. Nu - endelig - var man gået i gang, men pludselig standsedes arbejdet, og det netop, som man var nået til kirkens pryd og hovedattraktion, sydmurens sekssøjlede, men ganske vist nu tilmurede, portal. Hvad var der sket?

Landsbykirker med søjleportaler er ikke almindelige, men just i området øst og sydøst for Viborg finder vi en hel stribe af dem, alle romanske kvaderstenskirker. Kun fem af disse portaler (heriblandt Tapdrups) er imidlertid med seks søjler, og derudover findes i hele Jylland kun yderligere én, nemlig ved Rybjerg kirke i Salling, så der er altså tale om noget virkelig sjældent. Det har været et stort, omstændeligt og meget kostbart arbejde at bygge selve kirken, og opførelsen af portalen er kommet til som en yderligere belastning, men den var umagen værd, for stedet var af fundamental betydning, her gik jo grænsen mellem det verdslige og det hellige. Portalen var selve indgangen til Gudsriget, den kunne ikke gøres storslået nok. Sådan var i hvert fald den oprindelige tankegang, senere ændredes begreberne. I Tapdrup murede man den fornemme portal til og etablerede en ny, mere ordinær indgang gennem tårnets vestmur. (Fig. 2)

Der er ingen tvivl om, at inspirationen til portalbyggerierne er kommet fra domkirken i Viborg. Den er som bekendt i dag en kopi, den oprindelige kirke blev revet ned i 1864, men krypten står tilbage, og der kan man søge hen, hvis man vil se romanske søjler. Her er alle leddene, som de skal være: søjlebase, skaft, abakus, kapitæl og arkitrav. Men sådan er søjlerne i Tapdrup slet ikke, kun et par af dem kan siges at have baser, andre mangler egentlige kapitæler, og begynder man at måle efter, vil man opdage, at ingenting stemmer overens, for eksempel er søjleskafterne ikke lige høje og ikke lige tykke. Portalen er næsten så irregulær, som den kan blive. Om man så kan lide det uregelmæssige eller foretrækker det korrekte, bliver ens egen sag. Men at Tapdrup-portalen er unik, turde være klart. (Fig. 3, fig. 4, fig. 5, fig. 6)

Et sådant produkt daterer kunsthistorikerne til den allerseneste romanske tid, omkring år 1250. Måske er Tapdrup-portalen endda lidt yngre; ser man godt efter, finder man nemlig noget mærkeligt på en af søjlerne: her er i svagt relief hugget tre buer og under dem tre lodrette linjer, der øverst ender i en lille rund fordybning. Disse streger forestiller - ved vi fra anden side - naglerne, som blev brugt ved korsfæstelsen, men der er kun tre. På alle romanske krucifikser er Kristus afbildet med adskilte fødder og altså med fire nagler, to til hænderne og to til fødderne. Først hen mod år 1300 lagde man fødderne sammen, hvorved nagleantallet indskrænkedes til tre.

Vi vender tilbage til det sorte hul i kirkemuren. Siden 1891 havde man, fremgår det af kirkesynsprotokollen, været opmærksom på, at kirkens sydmure hældede, og at noget måtte gøres, men det blev udskudt år efter år og først alvor i 1909. Den 28. juni dette år holdtes der kirkesyn i Tapdrup, helt efter reglerne i loven fra 1861; det skulle foretages hver sommer af provsten sammen med to bygningskyndige mænd - i dette tilfælde af stiftsprovst Vilhelm Helweg-Larsen (som for øvrigt også var sognepræst i Tapdrup) og to håndværksmestre fra Viborg. De mangler, som ønskedes udbedret, og de fornyelser, man gerne så foretaget, skulle føres til protokols og en udskrift tilstilles biskoppen, hvem det påhvilede, hvis synets indstilling ikke blev fulgt, at indberette det til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsen (Kultusministeriet i daglig tale). Efter loven skulle kirkesynet »påse, at mangler afhjælpes, der truer kirkens bygning og dens øvrige tilbehør med forfald«, og det var præcis, hvad det drejede sig om, da de tre herrer troppede op - pr hestedroske tør vi antage - den sommerdag i 1909. Protokoltilførslen kom til at lyde sådan: »Inden 1. november dette år må foreligge for synet tegning og beskrivelse til ombygning af den sydlige mur af kirken (højkirken og koret). Der anbringes i den nye mur tre smedejernsvinduer med blyindfattede ruder. De gamle sten og kvadre anvendes i størst mulig mængde«.

Et byggeudvalg, som nu blev nedsat, rettede henvendelse til arkitekten Søren Vig- Nielsen i Viborg om at undersøge kirkens tilstand og udarbejde planer for en hovedistandsættelse. Vig-Nielsen, der var født i 1876, havde en tømrer- og snedkeruddannelse bag sig, før han læste til arkitekt; fra 1905 og helt frem til sin død i 1964 arbejdede han i Viborg, hvor han blev den arkitekt, som stærkest satte sit præg på byen. Hans undersøgelser viste, at den søndre korside ikke var så medtaget, som man havde troet, mens til gengæld skibets sydmur var meget brøstfældig og en del af tårnmuren også i temmelig ringe stand. (Fig. 7)

I januar 1910 afleverede arkitekten to forslag til kirkens restaurering; i begge indgik omsætning af korets sydmur, men ellers var de meget forskellige. Ifølge det ene skulle hele skibets sydmur, inklusive portalen, omsættes på nystøbt fundament, men i øvrigt blive, som den var. I nordmuren derimod ville man åbne to nye vinduer for at få ordentligt lys i skibet. Tårnet skulle naturligvis istandsættes. Det andet forslag var mere rigoristisk: nordmuren lodes denne gang urørt, men der skulle indsættes to vinduer i sydmuren og, hvad mere var, portalen skulle flyttes til den nuværende indgang i tårnets vestmur. Som begrundelse for dette forslag fremførte Vig-Nielsen, at »portalpartiet, der i sig selv er en pragt for kirken, men ikke anvendes efter sin oprindelige bestemmelse som indgang, da den var tilmuret, og det ikke nogensinde kan forventes, at den kunne finde anvendelse som indgang på denne plads, nu kunne både pryde tårnet og tillige benyttes efter sin oprindelige bestemmelse —«. Den nuværende indgang er, fortsætter arkitekten, meget smal og udført uden anvendelse af granit, så den afviger stærkt fra kirkens arkitektur. Den kan nu afløses af noget bedre.

Faktisk var der i Viborg stift et fortilfælde for en sådan portalflytning. I Serup kirke, en god snes kilometer syd for Tapdrup, havde man flyttet portalen om i tårnets vestside. Men der var en forskel: Serupflytningen omfattede hele portalen, i Tapdrup var tårnet så smalt, at et sæt søjler måtte udgå. Den sjældne sekssøjlede portal ville altså blive til en firesøjlet! Ikke desto mindre anbefalede arkitekten det radikale sidste-forslag, og med byggeudvalgets tilslutning blev det sendt til provstesynet. Herfra returneredes forslaget med enkelte bemærkninger og med tilladelse til at påbegynde arbejdet. Efter pinse, helt præcis onsdag den 25. maj, begyndte man med fuld kraft at tage de store kvadersten ned, og - det er værd at understrege - uden at arkitekten havde givet besked om at nummerere dem. (Fig. 8)

Og hermed er vi nået til vort andet spørgsmål, det om hvorfor arbejdet gik i stå. Måske har det undret læseren, at et lokalt kirkesynsudvalg helt på egen hånd traf afgørelse om en så indgribende bygningsændring, og denne undren er da heller ikke ganske grundløs. 1861-loven går ikke i detaljer, portalflytninger er ikke berørt, men under omtalen af kirketårnet nævnes, at ændringer af dettes udseende kræver ministeriets godkendelse, og alene det må vist siges at dække det foreliggende tilfælde. Det er oplagt, at man har handlet i strid med loven, da man uden videre gik i gang med restaureringen. Den egentlig ansvarlige var naturligvis stiftsprovsten, men der var langt fra Jylland til hovedstaden. Man kan gå ud fra, at det som videre skete, ikke var efter hans hoved.

Viborg havde på denne tid en bemærkelsesværdigt energisk og udadvendt leder af Landsarkivet, hans navn var Georg Saxild. Han sad i byrådet en årrække, var folketingskandidat for Det radikale Venstre, formand for en lang række foreninger og udvalg; fra 1907 sad han i bestyrelsen for Foreningen til gamle Bygningers Bevaring. Han blev betragtet - og betragtede utvivlsomt også sig selv - som en historiens tillidsmand i Viborg.

To dage efter, at nedtagningen af Tapdrup kirkes nordmur var gået i gang, fik Saxild besøg af den unge kunstmaler Mathilde Thalbitzer. Hun var barnefødt i sognet, og vi må forestille os, at hun har været på en cykeltur til Tapdrup i det fine forårsvejr den 27. maj, har set, hvad der var ved at ske med kirken og har forhørt sig hos lokale folk om baggrunden. (Her har vi altså personificeringen af den forskrækkede forbipasserende, vi omtalte i indledningen). Hun har derefter omgående vendt cyklen og er kørt lige ind til landsarkivaren, som hun har opfordret til at lægge sit lod i vægtskålen for at forhindre voldshandlingen mod kirkebygningen. Saxild var straks fyr og flamme, ikke så snart havde frøken Thalbitzer sagt farvel, før han i et brev til Nationalmuseet redegjorde for, hvad der var ved at ske. Det fremgår, at han havde ringe tiltro til arkitektens historiske sans. »Under begrebet istandsættelse kan der jo«, skriver han, »skjule sig adskillig ondskab, og en garanti for at der ikke foretages noget forkert med Tapdrup kirke yder S. Vig-Nielsen ikke. Han er - hans mange fortræffelige egenskaber ufortalt - en ikke altid lige heldig bygmester, og han har, efter mit skøn, ikke mere historisk begreb end katten«. Det hastværk, man havde haft, viste at det var meningen at arbejdet skulle tilendebringes så hurtigt som muligt, »en fuldbragt kendsgerning er jo uendelig veltalende i denne ufuldkomne verden«. Saxild var magister i filosofi.

I et nyt brev til Nationalmuseet, afsendt en uge senere, meddeler Saxild, »at arbejdet på Tapdrup kirke, efter hvad jeg har bragt i erfaring efter mit første brevs afsendelse, blev standset dagen efter, at det var blevet påbegyndt. Den ministerielle ordre er altså ved denne lejlighed blevet adlydt«. I første øjeblik er man tilbøjelig til at ræsonnere: frøken Thalbitzer fik altså med Saxilds hjælp reddet sin kirke! - men det ses hurtigt, at så enkelt er det ikke. Nedrivningsarbejdet blev påbegyndt den 25. maj, og når det blev standset dagen efter, har det allerede ligget stille, da frøken Thalbitzer den 27. aflagde sit besøg.

Man mærker sig Saxilds let ironiske bemærkning om en ministeriel ordre. Han må altså, da han skrev sit andet brev, have haft kendskab til, at en sådan forelå. Det gjorde der faktisk: i en skrivelse dateret 24. maj, altså dagen før nedrivningens påbegyndelse, bad Kultusministeriet biskoppen om oplysninger. Man havde fået meddelelse om, at det påtænktes i nær fremtid at foretage større istandsættelsesarbejder ved Tapdrup kirke, men uden at sagen havde været forelagt ministeriet. Ville biskoppen venligst drage omsorg for, at arbejdet ikke blev påbegyndt, før dette var sket! Det ser ret uskyldigt ud, men sagens rette sammenhæng, nemlig at nedrivningen var umiddelbart forestående, har man nu nok været klar over.

Men hvem var det så, der satte de centrale myndigheder på sporet? Før vi prøver at besvare det spørgsmål, vil vi følge sagens videre gang; den havde jo ret beset først lige taget sin begyndelse. I sit andet brev til Nationalmuseet advarer Saxild mod den taktik, der kan ventes anvendt fra lokal side for at tilsløre fadæsen. Man vil rimeligvis erklære kirken - eller en del af den - for yderligt brøstfældig og på den måde søge at trumfe ombygningen igennem. Det må museet være klar over og tage sine forholdsregler imod. Hvor meget Saxilds aktion har betydet, skal være usagt, men der kom i hvert fald skred i sagen. To nøglepersoner mødte op i Tapdrup for personligt at tage kirken i øjesyn, nemlig den kongelige bygningsinspektør Hack Kampmann og chefen for Nationalmuseets 2. afdeling Mouritz Mackeprang. Arkitekt Kampmann var en kendt skikkelse i Viborg, han havde allerede i 1891 bygget Landsarkivet, som blev hans gennembrudsværk, og senere flere andre huse, sidst Toldkammeret, den kønne bygning ved Banegårdspladsen, som så skammeligt blev nedrevet 1981. Kampmann var en mand med stor kunstnerisk sans og kunsthistorisk viden, og det faldt sig så heldigt, at omtalte Toldkammerbygning netop stod færdig og skulle indvies 11. juli 1910. Af hans rejsebog ses, at han benyttede lejligheden til et besøg ved Tapdrup kirke; en vogn frem og tilbage kostede den nette sum af syv kroner. Efter Toldkammerets indvielse var der middag for en snæver kreds på Preislers Hotel, og her var også Saxild med. Vi tør vist gå ud fra, der har stået Tapdrup på dagsordenen.

Mackeprang var historiker og museumsmand med stort kendskab til kirkebygninger, specielt landsbykirker. Han besøgte Tapdrup i juni, men nøjedes ikke med det, straks efter sendte han sin betroede medarbejder, arkitekten og arkæologen C. M, Smidt, til stedet med den opgave at opmåle, tegne og beskrive kirken. Smidts ophold i Tapdrup juli 1910 resulterede i en grundig rapport: tolv foliosider, en opmålingstegning og 16 fotografier. Under arbejdet blev han helt betaget af stridens genstand: »Den maleriske virkning af portalen er ikke ringere end i vore rigeste granitportaler — portalen gør den lille kirke langt mere anselig end andre kirker af tilsvarende størrelse -«. Den bibringer kirken »et element af stor skønhed«. Hans konklusion lyder: »Portalens flytning er da både arkitektonisk og historisk barbari. Det var påtænkt at flytte portalen hen på tårnets vestside, og så utroligt det end lyder, var det meningen at forandre den fra en 6-søjleportal til en 4-søjleportal«.

Kampmanns indstilling ligger desværre ikke i ministeriets arkiv, men vi kan se, den har været på linje med Mackeprangs. Denne er dateret 19. juli 1910 og handler mest om vinduerne, som museumsdirektøren ønskede fladbuede, ikke romansk rundbuede. På det punkt måtte han nu bøje sig, vinduerne blev »romanske«. Selve det centrale spørgsmål om portalens flytning berøres mærkeligt nok kun indirekte, det hedder til sidst, at »det betragtes som en selvfølge, at portalens søjler ikke ophugges, og at de opsættes i nøjagtig samme orden som nu«. En flytning, hvorved to søjler ville gå tabt, var med dette udelukket. I et supplerende brev til ministeriet fire dage senere præciserer Mackeprang sin stilling lidt nøjere. Han beskriver igen portalen og fastslår, at den er et så interessant og ejendommeligt fortidsminde, at flytning meget må frarådes, også selv om den kan foregå uden lemlæstelsen. At bortskære et søjlepar vil være pietetsløst og ødelægge den smukke konstruktion. (Fig. 9, fig. 10)

Hvorfor denne understregning af det allerede sagte? Jo, i dagene mellem de to skrivelser havde Mackeprang haft en samtale med kultusminister Jacob Appel; det fremgår af en notits på det yngste af brevene, en påtegning, der lidt kryptisk slutter: »med landbrugsminister Anders Nielsen inmente«. Dermed var Tapdrups portalsag bragt helt op på regeringsplan. Jacob Appel var kultusminister i Klaus Berntsens venstreministerium 1910-13, så sagen hørte under ham. Ulige mere spændende er bemærkningen om landbrugsministeren.

Anders Nielsen, den bekendte »første husmand i kongens råd«, var født 1862 i den ejendom på Tapdrup Mark, som i dag bærer navnet Ministergården. Han var en politisk begavelse af rang, sluttede sig til Venstre og blev i 1890 valgt til Folketinget i Løvel-kredsen. 1908 blev han landbrugsminister, og 1910 var han sammen med Klaus Berntsen og Niels Neergaard indstillet til statsministerposten, som imidlertid tilfaldt Berntsen. Selv blev han, som det er fremgået, igen landbrugsminister, men allerede 1914 døde han. Hjemmet i Tapdrup, som han havde overtaget efter faderen, beholdt han og bevarede således tilknytningen til sognet.

Den foran citerede bemærkning om Anders Nielsen kan dårligt fortolkes på anden måde, end at landbrugsministeren, der hjemmefra har været orienteret om portalsagen, er gået til sin kollega kultusministeren og har bedt ham sørge for portalens sikkerhed. Som man vil huske, var det et brev fra Kultusministeriet til biskoppen, der i maj satte nedbrydningen af Tapdrup-kirkens nordmur i stå - mon vi tager fejl, når vi også her fornemmer Anders Nielsens indgriben? I Tapdrup kirke findes i dag en sølv-mindekrans, skænket af sognets beboere som en tak til deres berømte bysbarn. Hvis vor formodning om hans rolle i portalsagen holder stik, er denne hyldest mere end fortjent.

Vi mangler endnu at følge portalsagen i Tapdrup til en lykkelig afslutning. Allerede den 25. juli gav kultusministeren grønt lys, restaureringsarbejdet kunne fortsættes, men det bemærkes udtrykkeligt, »at den påtænkte flytning af den gamle granitportal på kirkens sydside til indgangen på tårnets vestside ikke bør finde sted«. Endnu trak spørgsmålet om vinduernes form sagen lidt ud, men også det blev ordnet. I et brev til ministeriet desangående får stiftsprovst Helweg-Larsen lejlighed til »også på beboernes vegne at udtale en beklagelse over, at Nationalmuseet af arkæologiske grunde ikke har kunnet bifalde, at den gamle mandsdør blev flyttet til nordsiden (!), så at den igen kunne have fundet sin anvendelse til brug for menigheden sikkert i mange slægtled. Det kan nu befrygtes, at den nuværende indgangsdør i lang tid vil mispryde kirken samtidig med, at den gamle ærværdige indgang ligger ubenyttet hen som en historisk raritet«.

Det må tjene til provstens undskyldning, at han i 1864 som fjortenårig havde oplevet, at den gamle Viborg-domkirke med de sagkyndiges velsignelse bogstavelig talt blev jævnet med jorden, og at der på tomten opførtes en ny romansk mønsterkirke; sådan handlede man dengang, men i de forløbne 50 år var der sket en væsentlig ændring i opfattelsen af historiske bygningers værdi. Forargeligt er det derimod, at Helweg-Larsen uden videre tager beboerne til indtægt for et standpunkt, der står helt for hans egen regning. Endelig var stiftsprovsten vel heller ikke den rette til at beklage sig, han der som ansvarlig for kirkesynet havde begået en klar ulovlighed - som ministeriet havde undladt at påtale.

I mere end tre måneder måtte beboerne i Tapdrup stirre på det sorte hul i kirkemuren, så gik man i gang, og 23. november blev der holdt syn på det færdige arbejde. Naturligvis skulle der finde en højtidelig genindvielse sted, men det besluttedes at vente til kirkeårets første højtid, julen, som jo stundede til. Juleaftensgudstjeneste kendte man dengang, som de fleste steder på landet, endnu ikke til, men juledag 1910 stod stiftsprovst Helweg-Larsen igen for alteret i Tapdrup kirke. Mon ikke han på vejen om til kirkens tårnindgang har skævet lidt til den »historiske raritet« i sydmuren? Dér stod portalen med sine seks søjler i behold, dér står den endnu i dag, og den bliver stående. (Fig. 11, fig. 12)