Kampen om bronzen

Om arten af det samfund, som beherskede landet i denne lange tid, har forskerne ikke været helt enige. Nogle talte om en aristokratisk overklasse, der organiserede handelstogter, hvor ravet – Nordens guld – udveksledes med bronze og guld sydfra, mens andre har ment at se et jævnt bondesamfund uden særlige standsforskelle. Den første opfattelse har dog nok haft de fleste tilhængere, og ikke mindst de senere års undersøgelser har fået vægtskålen til at synke i dens favør. Storhøje er som nævnt almindelige i denne tid, men det er ikke des mindre klart, at de her begravede kun kan være et ganske lille udsnit af datidens samlede befolkning. Det har krævet mange undergivnes medvirken at rejse et sådant mindesmærke, og eftersom højene er bygget af muld, der må være fremskaffet ved at skrælle overjorden af måske 3-5 ha omliggende land, kan man vanskeligt forestille sig, arbejdet var særligt populært; det var jo selve livsgrundlaget, man på denne måde tog fra befolkningen. Rigdom og ødselhed kommer også til udtryk i de eksklusivt og fornemt forarbejdede gravgaver. Et billede tegner sig af et samfund med en magtfuld overklasse og de deraf følgende problemer: krig og skærmydsler mellem over- og underordnede grupper og vel ikke mindst mellem sideordnede. Og måske ikke al for megen stabilitet i egne rækker. Om bronzens betydning i dette spil er der næppe tvivl, den har været magthavernes bedste kort, om end ikke noget særlig pålideligt. Krigshandlinger gavnede sjældent forsyningerne, mangel på byttevarer kunne opstå, og ikke alle ekspeditioner over Østersøen eller ned langs den jyske hærvej forløb vel lige vellykket. I en af vore berømte egekistegrave, fra Borum Eshøj ved Århus, blev fundet liget af en ung mand med en prægtig sværdskede, men intet sværd. Det var erstattet med en ussel lille dolk.

Vi vil prøve at trænge lidt dybere ind i disse forhold ad en hidtil lidet benyttet vej, nemlig ved at studere bronzens brugsspor. Dem er der mange af – det var bestemt ikke fabriksnye våben og smykker, der blev lagt i gravene eller ofret i moser. Det kostbare metal var ikke noget, man sløsede med. De forholdsvis få grave, der indeholder helt nye og ubrugte stykker, er normalt også de allerrigeste. Her hviler sandsynligvis de høvdinge, som stod for importen og kontrollerede varernes fordeling indenlands (fig. 1).