Kammergrav

(Fig. 1)

Ved trosskiftet forsvandt de rige udstyr fra gravene – den slags var der ingen brug for i de kristnes himmel – men de som stædigt holdt ved asatroen, udfoldede til gengæld, næsten som på trods, en gravpragt, der ikke var set magen til. Forudsætningen for sådanne udskejelser var dog naturligvis, at man hørte til overklassen og var tilstrækkeligt bemidlet, men for det sidste gav de indbringende togter over havene et godt grundlag. Af gravformer var der en sand mangfoldighed i denne tid, og klasseforskellene kom klart til udtryk. Den almindelige trækiste var mange for snæver, derfor udvidede man den til en hel lille underjordisk stue, et gravkammer, hvor der var plads til herlighederne: våben, ridetøj, smykker, vævede tøjer, madvarer, og hvad andet den døde kunne få brug for. Kendtest er kammeret i den nordlige Jellinghøj, hårdhændet udgravet i 1820, men tilsvarende, omend mindre, er fundet i andre egne af landet. Et af dem – vel det, der kommer Jelling nærmest – skal omtales i det følgende. Det blev opdaget for over hundrede år siden, og atter var uheldet ude, men takket være to mænds indsats har vi alligevel en betydelig viden om det.

Af Redaktionen

Billede

Bjerringhøj i Mammen sogn øst for Viborg var endnu forholdsvis intakt, da dens ejer i 1868 fik brug for jorden til opfyldning andetsteds og under sløjfningen stødte på det træbyggede kammer. Det blev ilde medtaget, men lykkeligvis nåede rygtet om fundet frem til en oldsagsinteresseret mand, adjunkt Arthur Feddersen i Viborg, som opsøgte stedet og en uges tid senere sammen med en anden fremragende amatør, arkitekten Frederik Uldall, foretog en eftergravning. Om resultatet af denne og de rige fund kan der læses i Årbøger for nordisk Oldkyndighed, årgang 1869.

Højen har været af middelstørrelse, og graven lå midt under den, dog ikke, som man skulle vente, på markfladen, men dybt nedgravet i undergrunden. Kammeret, der var bygget som et hus omkring lodret nedrammede stolper, havde bræddegulv og et trædække, hvor alle revner og sprækker var omhyggeligt tætnet med uldtotter. Det var godt tre meter langt, omkring to bredt og under en halv meter højt, altså yderst lavloftet, men det skulle jo også bruges af en liggende person. Af denne havde de ivrige findere kun levnet nogle få knogler, men sammenpressede kager af dun fra puder, endnu med aftryk af kroppen, viser, at han har hvilet blødt. Han? Ja gravgodset godtgør med al tydelighed, at der er tale om en mand. I det, som må antages at være fodenden, / har ligget to jernøkser, den ene i ret simpel, den anden det afbildede pragtstykke med slyngede ornamenter (et dragedyr af lighed med Jellingstenens) i sølvindlægning og nakkestriber af guld. Meget af udstyret må man i øvrigt gætte sig til ud fra sørgelige rester. Nogle jernstumper er vel fra våben, mens læderstykker kan have hørt til bælte eller gehæng. Beslag af forskellig art, undertiden sømmet på træ, giver anledning til overvejelser, men fortæller i hvert fald med deres sølvindlægninger og ornamenter om stor rigdom. En dynge hasselnødder må opfattes som lidt mundgodt, men ellers var fortæringen anbragt oven på graven, hvor dog kun beholderne stod tilbage: en stor bronzekedel og to træbøtter med staver af eg. Et par træskiver, spisebrikker vel, hørte med til opdækningen. (Fig. 2)

Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)

Udgave: Skalk 1983:2

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.