Kammageren

Vikingerne har sejlet i medvind de seneste år. Store udstillinger og talrige bogudgivelser har beskrevet dem og deres verden, men det er ikke de sædvanlige hornede ufredsmænd, vi er blevet præsenteret for, mere handelsmanden, byplanlæggeren og håndværkeren. Gennem 60’erne og 70’ernes store byudgravninger har vi erhvervet et omfattende materiale til belysning af datidens byer og markedspladser og dermed mulighed for at se perioden i et nyt eller måske snarere et videre perspektiv. Helt uden grund var det jo næppe, når råbet »Herre fri os fra de vilde normanner« lød rundt om i Europas kirker, men vikingerne havde også en anden og mere fredelig side; de drev en omfattende handel og forstod at bruge deres hænder. Blandt de af tidens håndværk, vi kender bedst fra fundene, er kammageriet. Det kan lyde lidt specielt, men lad os med udgangspunkt i Ribe se nærmere på det.

Af Kristina Ambrosiani

Billede

Vikingetidens byer var få og størrelsen ikke imponerende, men Ribe hørte til de betydeligste i datidens Danmark. Hvor det ældste Ribe lå, var længe en gåde, men den blev da omsider løst, og læserne har allerede haft lejlighed til at stifte bekendtskab med nogle af resultaterne fra den arkæologiske virksomhed i byens fugtige undergrund (se Skalk 1974:2). Overalt, hvor der blev gravet, stødte man på kammagerens karakteristiske spor, og det er et træk, denne lokalitet har fælles med andre af tidens byer og markedspladser, som vi kender gennem udgravninger.

Materialet var hjortetak; i alt blev der fundet omkring 3000 stykker af dette stof: råvarer, halvfabrikata og affald. Kronhjortens horn kunne bruges til fremstilling af mange ting, således knivskafter og spillebrikker, som er fundet i hel- og halvfærdige eksemplarer, men kammene udgør langt hovedparten. En vikingekam var sammensat af flere stykker, som alle blev skåret ud af takkens ydre, faste del – den indre, svampede var ikke anvendelig. Et antal planslebne tandplader blev lagt mellem to langsgående skinner og samlet med jern- eller bronzenitter. De øvre, udragende dele blev derefter skåret væk og tænderne savet ud. Skinnerne, der fungerede som håndtag, var ofte smukt ornamenterede. Af alle disse enkeltdele er der i Ribe fundet talrige stumper og stykker, men dertil kommer afsavede takspidser, bortskårne svampede dele, »rosenkranse« og litervis af spåner.

Rosenkransene fortæller, at man fortrinsvis anvendte hjortenes fældede takker til produktionen, det vil sige, at man skaffede materialet ved systematisk indsamling i de områder, hvor dyrene færdedes i fældningstiden (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3). Hver mellemstor tak rakte til tre-fire kamme, men af det tiloversblevne har yderligere kunnet fremstilles en del spillebrikker, skafter og andet lignende. Ved at tælle de kasserede rosenkranse får man tallet på takker, som er medgået, og kan derudfra nogenlunde beregne antallet af fremstillede kamme: ca 300 – og her må man huske, at de udgravninger, som endnu er foretaget, kun omfatter en ringe del af den oprindelige by. Den største affaldskoncentration, som blev påvist, må efter antallet af rosenkranse repræsentere ca 30 kamme, åbenbart en samlet produktion. Hvor lang tids arbejde ligger der mon bag den?

Periode: Jernalder (500 til 749), Vikingetid (750 til 1049)

Udgave: Skalk 1984:3

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.