
Kalken fra Tranquebar
I en kirke i Tranquebar findes en lille sølvkalk med en spændende fortælling. Kalken har nemlig et gådefuldt, indgraveret våbenskjold, der måske kan afsløre, hvem der skænkede kalken til kirken.
Af professor emeritus P.S. Ramanujam, Danmarks Tekniske Universitet

Under Christian 4. var der en betydelig interesse for krydderier og tekstiler fra Østen. I 1618 blev den første danske ekspedition bestående af fire skibe sendt til Ceylon (nu Sri Lanka) under ledelse af den blot 24-årige adelsmand Ove Giedde (1594-1660). Ove Giedde formåede ikke at etablere en handelspost på Ceylon. I stedet modtog han byen Tranquebar, på østkysten af Sydindien, som gave fra fyrsten af Tanjore, som byen tilhørte.
Fra 1620 til 1845 fungerede byen som hovedkvarter for de danske besiddelser i Indien, der bl.a. også talte en handelsstation ved Serampore, under navnet Frederiksnagore, ikke langt fra Kolkata i det nordøstlige Indien. I dag er Tranquebar en lille fiskerby, der dækker mindre end en kvadratkilometer.
Den ældste danske bygning i byen er fortet Dansborg, der blev påbegyndt af Ove Giedde i 1620, og på hjørnet af Kongensgade og Dronningensgade står Zions kirke fra 1701. En luthersk mission blev grundlagt i byen i 1706, og på Frederik 4.s fødselsdag i 1718 blev Ny Jerusalemskirken indviet (fig. 2).
Udgave: Skalk 2025:3 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.
