Kærlighedsknuder

En middelalderlig fingerring – for nu at begrænse emnet – var ikke blot til pryd, den blev almindeligvis båret af en ganske bestemt årsag. Det kunne være en kærlighedsgave, en trolovelses- eller fæstering, en bispe- eller nonnering, en religiøs amulet- eller pilgrimsring, eller det kunne være en signetring. Af udseendet kan vi ofte aflæse ringens formål. Symbolik spillede i middelalderen en meget stor rolle. Fra kalkmalerier og skulpturer er vi bekendt med, at kunstnerne gjorde brug af billed- og tegnsprog, som den kreds af mennesker, de henvendte sig til, var fortrolig med. I dag kan middelalderlige symboler volde os hovedbrud, ikke alene når det gælder egentlige kunstværker, men også når der er tale om brugskunst som fingerringe og andre smykker. Kristus-, Maria- og helgenbilleder, hjerter og sammenknyttede hænder viser klart, at en religiøs eller følelsesmæssig hensigt ligger bag. Andre udsmykninger synes at være rent ornamentale, hvad dog sjældent er tilfældet. De er blot ikke så umiddelbare at fortolke. Dette gælder for de knuder, der binder de i det følgende omtalte fingerringe sammen.

To guldfingerringe blev for at par år siden næsten samtidigt indleveret til Nationalmuseet. De er dog fundet langt fra hinanden, og aldersmæssigt er der nok også stor afstand imellem dem, men de har det til fælles, at de er konstrueret på samme måde: begge har to yderskinner, hvorimellem der løber en midterstreng beviklet med en tynd guldsnor. Disse beviklinger er arrangeret i fire knudelignende partier, og imellem dem er ringenes hovedornamenter symmetrisk anbragt. (Fig. 2)