Kæmpekongen

Kongesøjlen danner midtpunkt i det såkaldte Helligtrekongers Kapel, en tilbygning til kirken, som bemeldte Christian 1. foranstaltede, og hvor han hviler sammen med sin dronning, men helt skjult under det flade gulv, uden de pragtgravmæler, som hans efterfølgere flottede sig med. Det pudsige indfald med højderegistreringen kunne være hans eget, men er det, som vi straks skal se, næppe. Hans mærke omtales første gang år 1600, det stod da endnu alene, og således forblev det i lang tid, helt til 1716, hvor ingen ringere end den russiske zar Peter den Store leverede mål til mærke nr to under sit ikke alt for vellykkede besøg hos Frederik 4. (se Skalk 1977:6). Christian 7.s højdemål er vistnok en senere tilføjelse, men i begyndelsen af 1800-årene sætter Frederik 6. sit tegn på søjlen, og det samme har alle senere danske regenter gjort foruden en del prinser og flere udenlandske notabiliteter såsom prinsen af Wales (den senere hertug af Windsor) og kong Chulalong-korn af Siam. Målene varierer naturligvis meget, mindst synes Christian 7. at have været (164 cm), størst manden, det hele begyndte med, Christian 1. Med sine 219 cm ligger han klart i spidsen, og til målet skal måske endda lægges endnu nogle centimeter. Det nævnes 1749, at gulvet »for nogle år siden er blevet forhøjet«.

Christian 1. og hans dronning var som sagt begravet under gulvet i det kapel, han selv havde ladet opføre, men ingen vidste rigtig, hvor de lå. »De gamle forsikre énstemmigt«, hedder det i en beretning fra 1832, »at de er begravede i dette kapel, men da man ej fandt dem, hverken over eller under jorden, så faldt man på den tåbelige tanke, de måtte ligge under den store pille, og siden endog på den endnu tåbeligere, at de stode i pillen selv«. Det burde man ellers have vidst besked med, for gravene var faktisk fundet og åbnet tidligere. Det gik sådan til: 1571 døde enkedronning Dorothea på Sønderborg Slot. Hun blev stedt til hvile i slotskapellet dér, men ti år senere, i 1581, lod hendes søn, Frederik 2., liget føre til Roskilde for at begrave det i Helligtrekongerskapellet. Under arbejdet i kirken stødte man – ret tæt ved centralsøjlen, men altså ikke under den – på Christian 1. og hans dronnings gravkamre, små tøndehvælvede rum, hvor kisterne var ophængt i jernkæder. På kongens kiste lå et sværd, som lensmanden Lave Beck straks lod sende til Frederik 2. Denne svarede i et endnu bevaret brev: »Vid at, eftersom du haver ladet give os tilkende, at du efter vor befaling haver optaget højbårne fyrstes, højlovlig, evig ihukommelse, Konning Christian den Førstes grav dér udi Roskild, og at hans ligkiste endnu er hel, holden og ufordærvet, da, efterdi Vi gerne ville vide højbemeldte herres længelse, hvor høj og lang han haver været, bede vi dig og ville, at du hans ligkiste behændelig lader optage, og at du siden forskaffer os et vist mål derpå, hvor lang højbemeldte herres lig egentlig er, og at du kisten derefter igen lader tilslå. Vi sender dig det sværd, som du os haver tilskikket at besigte, som haver ligget på højbemeldte herres ligkiste, at du det derefter igen på kisten lader indlægge«.

Vi ved ikke, hvad lensmanden svarede, og om kongen fik sit mål, men sværdet blev i hvert fald lagt på kisten igen, dér lå det, da graven i 1840’erne for anden gang blev besøgt. Ved den lejlighed blev også kisten åbnet og skelettet målt; det var forholdsvis let, da »låget til dels var nedsunket«. Og selv om målingen nok ikke var særlig nøjagtig, så afviger resultatet, 72 tommer (188 cm), dog klart fra søjlemålet. Christian 1. har været en høj mand, men ikke højere end mange nu til dags. (Fig. 3)