
Ka’ De li’ østers?
Gader og stræder lå øde, da dramatikeren Leif Panduros TV-serie af dette navn tryllebandt landets seere i 1967. Få kan måske i dag huske, hvem det egentlig var, spørgsmålet blev rettet til, men i Ertebølletiden, jægerstenalderens slutafsnit, kunne man i hvert fald meget godt lide østers. Det er den eneste mulige forklaring på de enorme dynger af østersskaller, som er så karakteristiske for perioden.
Af Søren H. Andersen og Esben Kannegaard

Stenalderens køkkenmøddinger indeholder uden overdrivelse millionvis af bløddyrskaller. De er fortrinsvis af østers, men også af hjerte- og blåmusling foruden af strandsnegl. Mens der lige siden udgravningen af Ertebølledyngen har været enighed om, at hjertemuslingerne blev tilberedt ved at blive lagt i hobevis på gløder, så har der ikke været den samme opmærksomhed omkring tilberedningen af østers, som både er meget større og har kraftigere lukkede skaller.
Hvordan bar stenalderfolket sig egentlig ad med at spise østers? For at få fat i dyrenes velsmagende indre er det nødvendigt at få dem åbnet, og det er besværligt. En frisk østers er nemlig så hårdt tillukket, at det ved simpel håndkraft er umuligt at vride skallerne fra hinanden. Køkkenmøddingfundene viser imidlertid, at østersskallerne aldrig findes hverken »parrede« eller knuste af mennesker, så i stenalderen har man været i stand til at få fat i dyrets velsmagende bløddele på en sådan måde, at skallerne ikke bærer spor af vold fra åbningen. At hovedmassen af skaldyrene virkelig har været føde, fremgår blandt andet af, at man altid har foretrukket de store, gamle individer med det største fødeindhold.
I Danmark er der drevet køkkenmøddingforskning i ca. 160 år, idet den unge arkæolog J.J.A. Worsaae i 1850 kunne fastslå, at skalaflejringerne var menneskeskabte og ikke naturens værk – og kort derefter kunne vise, at i hvert fald nogle af lagene stammede fra en tid ældre end de store stengraves tid. På intet tidspunkt har man for alvor gjort sig overvejelser over løsningen af dette praktiske spørgsmål; dog havde Worsaae den opfattelse, at flinteflækkerne havde været brugt som østersknive. Men bortset fra det har ingen fremsat forslag til hvordan og evt. med hvilke hjælpemidler, man har spist østers.
I kogebøgerne nu om dage er der udførlige anvisninger på, hvorledes man skal åbne dyrene med en (østers-)kniv af stål, og som har et kort og bredt blad. At østersåbning stadig betragtes som vanskelig, fremgår af, at der hvert år afholdes både danske og internationale mesterskaber i østersåbning. Det gælder her om at åbne og anrette flest østers på kortest mulig tid!
I køkkenmøddingerne findes der imidlertid ikke redskaber, som har kunnet bruges til det formål, for et sådant skulle i givet fald være tyndt (smalt) og samtidig være af et både stærkt og bøjeligt materiale. Østersskallerne i køkkenmøddingerne er hele, og kanterne viser hverken spor af vold eller brug af redskaber. Derimod er der af og til skaller, som viser svage spor af ild på ydersiden – det gælder især de flade (over-)skaller.
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Periode: Jægerstenalder (13000 til 3901), Yngre jægerstenalder (9000 til 3901)
Udgave: Skalk 2013:6
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Gældebro

Bjørnbak

Memelia og Servatius

Uhyre i Århus

