Jylland som er så stort

Bogtrykkerkunstens opfindelse i midten af 1400-årene satte gang i papirproduktionen, først og fremmest i Tyskland, som længe forsynede også det danske marked. Den første, som herhjemme gav sig i kast med den vanskelige opgave at fremstille papir, var den skånske adelsmand Sten Bille, men andre fulgte hurtigt efter, således Tyge Brahe, og kongerne Frederik 2. og Christian 4. viste sagen stor opmærksomhed (se Skalk 1981:3). Mange var interesserede, men forsøgene løb som regel ud i sandet, så antallet af danske papirfabrikker forblev utilstrækkeligt til at dække landets behov. Især i Jylland kneb det. En papirmølle ved Århus, anlagt 1635, virkede kun en snes år, og der gik det meste af et århundrede, før den fik en effektiv efterfølger, nemlig den omtalte fabrik ved Engelsholm, der til gengæld udviklede sig til et ganske stort foretagende. Det er på denne baggrund, forsøget i Lem får interesse. Lad os se, hvordan det gik den lille fabrik på heden.

Peder Christensen hed ideens ophavsmand, men lokalt lød han navnet Pæ Møl. Han var fæster på Nymølle, en af sognets vandmøller, men må have klaret sig godt, for 1795 købte han møllen og blev derved i stand til at realisere sine fabriksplaner (Fig. 1). At omdanne en almindelig kornmølle til papirfabrik, var naturligvis ikke så lige en sag, dertil behøvedes faglig assistance, og den var næsten kun at få fra Tyskland. Hvordan han kom i forbindelse med papirmagersvend Friderich Carl Steiner, ved vi ikke, men måske har det været med Engelsholm som mellemled. Det skulle vise sig at være et uheldigt valg.