Juletræet med sin pynt

Juletræet kom hurtigt på mode i hovedstaden, hvor alle, der »var noget«, kendte hinanden. Studenterne, der fra hele riget søgte til universitetet, hvorfra de igen efter endt eksamen spredtes ud i embederne, tog det med sig til præstegårdene, hvor det genopvakte minderne fra studietiden.

1822 blev det første jyske juletræ tændt i Kolding. To studenter, sønner af byens danske skolelærer, skulle hjem til jul og for første gang se en ny lillesøster. For at glæde hende anskaffede de et juletræ. Det fortælles, at da træet tændtes juleaften, blev der formelig opløb i gaden uden for lærerhjemmet, for det strålende lysskær fik folk til at tro, at der var ildløs.

På landet var juletræets udbredelse de første mange år begrænset til herregårde og præstegårde. Elith Reumerts populære komedie »Jul i Nødebo Præstegård«, bearbejdet efter Henrik Scharlings roman fra 1862, afspejler nøje de virkelige forhold. (Fig. 1)

I byerne sås juletræet længe kun hos embedsstanden og i velhaverhjem, og først i løbet af de sidste årtier af 1800-årene kom en større del af befolkningen i by og på land med. (Fig. 2)

Juletræer skal pyntes, og fra begyndelsen var lysene vigtigst. Ellers var hovedparten af sagerne spiselige: kagefigurer, røde æbler, kranse af tørrede figner, forgyldte nødder og meget mere. »Først skal træet vises, siden skal det spises«, som der står i julesangen over dem alle, Peter Fabers »Højt fra træets grønne top«, fra 1848. Sangens træ er desuden forsynet med ophængte gaver: »Peter har den gren så kær, hvorpå trommen hænger«. En mere detaljeret beskrivelse findes i Johan Krohns klassiker »Peters jul« fra 1866, og i 1870-udgaven viser broderen Pietros tegninger, hvordan denne Peters juletræ så ud. Her er naturligvis lys og gaver, men også små menneske- og dyrefigurer, bl.a. en chokoladefrø. Her er kræmmerhuse med godter, friske og tørrede frugter, kage- og sukkerfigurer. På toppen lyser stjernen, og flag var der også på træet - de var kommet til med den nationale rørelse under Treårskrigen 1848-50. Fra billeder og beretninger kender vi spindelvævstynde net, klippet af guldpapir, og fra Tyskland kom skikken at flette julehjerter, der kunne fyldes med pebernødder og rosiner. Hertil kom papirklip, hvoraf H.C. Andersens kunstfærdige figurer er de mest kendte. Ark med påtrykte kræmmerhuse, englebørn og besynderlige småting, der kunne klippes ud, klistres sammen og forsynes med hanke, kunne købes overalt fra 1880’erne.

Juletræspynt af glas optræder for første gang i Danmark omtrent på samme tid. Mogens Lorentzen (født 1892) beskriver i sangen »Juletræet med sin pynt« sin egen barndoms juletræ, hvorpå der hang »kurve, kugler, fugle, flag - op og ned og for og bag«. Der er næppe tvivl om, at kuglerne, og formentlig også fuglene, var af glas.

Herlighederne var kommet langvejsfra, nærmere bestemt fra en lille by i det tyske landskab Thüringen, hvor man omkring midten af forrige århundrede begyndte at fremstille julepynt af glas, som vi stadig kender det i dag. Området havde da allerede længe været et center for glasproduktion. I 1590’erne oprettede Hans Greiner og Christoff Müller et glasværk midt i det udstrakte skovområde Thüringer Wald, og i 1597 opnåede de vidtrækkende privilegier for deres glasovne, der lå ved den lille flod Lauscha. Hermed sikrede de to mænd dette industriområde flere hundrede år frem i tiden, for aftalen indebar, at glasmestrene til alle tider havde adgang til de store mængder træ, der var nødvendige for at holde ovnene i gang. En anden uundværlig råvare, kvartssandet, fandtes på stedet i rigelige mængder. (Fig. 3, fig. 4)

Glasværket blev en succes, og efterhånden opstod der omkring det en lille by, der fik navn efter floden, Lauscha. Befolkningen voksede hastigt, og i 1700-tallet var der ikke længere arbejde nok til alle. Skovene rundt om på egnens skiferbjerge var endt i ovnene, og hen mod århundredets slutning blev der mangel på brændsel. Det var tvingende nødvendigt at tilpasse arbejdsformen til den nye situation, og redningen blev små værksteder, hvor den enkelte glaspuster arbejdede i sit eget hjem ved en lille olielampe. På glasværket gik man over til overvejende at fremstille glasrør og -stave, der blev solgt som halvfabrikata til indehaverne af de små værksteder. Ved olielampernes forholdsvis beskedne temperaturer kunne der kun laves småting, og i den første tid var hulblæste perler det vigtigste produkt. De kunne forarbejdes til billige smykker, og i nogle egne af verden tjente disse perler som betalings- og byttemiddel, blandt andet i slavehandelen. Kæder af større glasperler fandt vej til juletræerne.

I 1857 fik Lauscha gasværk, og med Bunsen-brænderens opfindelse blev det muligt at benytte lysgas til opvarmning. Nu kunne man blæse store glaskugler i hjemmeværkstederne, og snart begyndte man også at fremstille stykker, der blæstes i todelte forme, som var kunstfærdigt udskåret. Kun fantasien satte grænser for hvilke figurer, der herefter kunne fremstilles.

I de små værksteder arbejdede hele familien med. Børnene delte glasrørene i passende stykker, og de hjalp til med at pakke de færdige kugler. Faderen stod selv for blæsningen, og moderen tog sig af dekorationen. Efter 1870, hvor billige kemisk fremstillede farver kom på markedet, begyndte man at lave de stærktfarvede kugler, vi endnu kender; men det er en mindre synlig detalje, den indvendige forsølvning, der giver den særlige spejleffekt, der er julekuglernes egentlige hemmelighed og raffinement.

De færdige produkter blev afhændet til de såkaldte forlæggere. Transporten til dem blev besørget af kvinder, der bar de store læs af papæsker med kugler og figurer fastspændt på ryggen, sydpå til den nærliggende by Sonneberg, hvor forlæggerne holdt til. I begyndelsen foregik det til fods; efter jernbanen kom til, kørte budkvinderne stående i godsvogne. Forlæggerne havde vidtstrakte handelsforbindelser - ikke alene i Tyskland, men også til hele Europa, de oversøiske lande og ikke mindst Amerika. Julepynten blev ført til Elben og omladet til flodbåde, der gik til Hamborg - porten til den vide verden. (Fig. 5, fig. 6)

Også pynten til de danske juletræer kom ad denne vej til de isenkræmmere, papirhandlere og legetøjsbutikker, der hvert år til jul kunne udbyde det nyeste glaspynt. Sideløbende foregik et mere direkte salg via gebrokkent-talende rejsende, der solgte juletræspynt fra trækvogne. Så sent som i 1920’erne kunne sådanne handelsmænd træffes i danske byer, når der var torvedag. Glaskunstnere optrådte om sommeren på markeder og ved dyrskuer, hvor de til ære for publikum pustede allehånde glasrør, lige fra termometre til juletræspynt. Ligesom en stor del af arbejderne i de danske glasværker kom også de fra Thüringen.

Med tiden har Lauscha-pynten fået betydelig konkurrence fra blandt andet Tjekkiet, Polen, Ungarn, Rusland og Kina. Disse produktioner er til dels blevet opbygget med støtte fra det daværende østtyske styre, og det var endnu engang glaspustere fra Thüringen, der stod for oplæringen. I Rusland fremstillede man dog allerede på zarernes tid glaspynt. Centret lå ca 50 km nordvest for Moskva i byerne Klin, Volo- khodsk og Vysokovsk. Områdets omkring halvandet hundrede familieforetagender blev senere omdannet til kollektivfabrikker. Efter al sandsynlighed var det også tyske glasmestre, som havde bragt teknikken til dette område.

Efter den tyske genforening har Lauschas familieindustrier oplevet en ny opblomstring. Mange har genoptaget den glasproduktion, deres fædre eller bedstefædre måtte opgive, og de gamle forme, der ofte lå upåagtet hen på lofter og i udhuse, er fundet frem igen og er taget i anvendelse påny. Kuglerne og figurerne, som nu igen fremstilles, er en slags levende antikviteter, for selv om der hvert år præsenteres nye typer, er teknikken uændret siden gasbrænderens indførelse, og en stor del af formene har været i brug gennem flere generationer. Den fine fugl, der sad højt oppe på mormors juletræ, bliver måske stadig fremstillet i samme form som dengang.