Jule gjorde mig

Gennem nogle få år (1042-47) beklædte den norske konge Magnus, med tilnavnet Den Gode, foruden sit hjemlands også den danske trone. Det er en særlig dunkel tid, hvor kilderne er mere end sparsomme. Som det skal ses, kan nye studier på det numismatiske felt bringe os et lille skridt videre. Det er således muligt at give en sandsynlig forklaring på, at vore landsmænd i 1042 hyldede en norsk konge, skønt netop danskerne uden tvivl regnede sig selv for førende i de år.

Årtierne forud for Magnus’ magtovertagelse var rige på politiske begivenheder. Det var dengang, Danmark blev stort. 8-900-årenes vikingetogter, landnam og udvandringer kulminerede med Svend Tveskægs erobring af England. Efter hans død lykkes det for sønnen Knud (den Store) at forene England, Danmark og Norge til ét rige og dermed skabe ikke blot den stærkeste stat i Norden, men en europæisk stormagt. Det tager forholdsvis få år at bygge dette op, men endnu hurtigere er det hele forbi og Danmark som før en betydningsløs småstat i Europas periferi. Knud havde uduelige sønner, og hans rige faldt fra hinanden. Dog forblev Danmark udelt, under central ledelse, og den indre udvikling fortsatte uden tvivl både på sociale, økonomiske og kirkelige områder. De historiske kilder er dog stadig få og svære at tolke.

Ved Knud den Stores død 1035 bliver to af hans sønner, Harald (kaldet Harefod) og Hardeknud, fælles regenter i England, mens Hardeknud alene hyldes i Danmark. Allerede 1040 dør Harald, og så er Hardeknud enekonge i begge riger, indtil han – også påfaldende pludseligt – mister livet to år senere. Den norske del af Knuds imperium var allerede væk, idet nordmændene før hans død havde rejst sig mod en tredje søn, Svend, der havde været indsat som konge her; de kom dermed begivenhederne i forkøbet, for han døde ganske kort efter. Om Hardeknuds regering i England har krønikeskriverne ikke meget godt at berette, og om hans virksomhed i Danmark ved vi næsten intet.

Hardeknud efterlader sig ved sin død 1042 ingen børn, der kan gøre krav på kongemagten. I England vælger stormændene Edvard (Bekenderen), men i Danmark bliver den norske konge Magnus Olavsøn (den Gode) hyldet, skønt han ikke har nogen som helst arveret til den danske trone. Det er som sagt mærkeligt og er af danske historikere søgt forklaret på forskellig måde. Erik Arup skriver i sin kendte Danmarkshistorie fra 1925, at Magnus »opnåede let under folkets fuldkomne ligegyldighed den tomme kongehylding«, da han kom sejlende med sine huskarle; landet behøvede ikke nogen konge. Vor tids kyndigste forsker, Aksel E. Christensen, siger 1981, at det ikke er sikkert, Magnus »har haft anden adkomst til den danske kongeværdighed end erobrerens ret«. Begge har vistnok overset noget væsentligt. Det skal jeg komme tilbage til.

Der fandtes faktisk i 1042 mindst én ætling af den gamle kongeslægt, omend ikke i ren mandslinje. Svend Estridsen, søn af Knud den Stores søster Estrid og stormanden Ulf Jarl, kunne med nogen ret gøre krav på tronen – og gjorde det. Arveret til kongemagten var efter tidens opfattelse noget væsentligt, men langskibe og krigere kunne i en sådan situation være nok så gode argumenter. De langvarige kampe mellem Magnus og Svend er omtalt i flere kilder, men da der hovedsageligt er tale om skjaldekvad, hyldestdigte fremført af omvandrende sangere til ære for de konger og stormænd, som gav dem husly og underhold, betragtes oplysningerne af moderne historikere med nogen skepsis. Tilmed kendes de fleste af digtene kun fra langt senere nedskrivninger. Det er indlysende, at man må være forsigtig med at bruge dem som sandfærdige beretninger. Visse oplysninger kan imidlertid hentes ad anden vej, nemlig de danske mønter. De har i hvert fald den fordel at være samtidige med begivenhederne.

For at kunne bruge 1000-tallets mønter som historiske dokumenter må man kende lidt til deres baggrund og kildeværdi. Først nu indføres et dansk møntvæsen af virkelig økonomisk betydning. Tidligere havde man betalt med sølv: barrer, fremmede mønter, hele eller itubrudte smykker; tilstanden var underordnet, da der blev afregnet efter vægt. Det tager tid at ændre gammel sædvane – i dette tilfælde næsten et halvt århundrede. Knud den Store forsøger to gange, efter engelsk mønster, at indføre præget mønt som eneste betalingsmiddel, vel at mærke under kongens kontrol (og dermed til hans økonomiske fordel). Det sker ca. 1020 og igen en halv snes år senere, denne gang tilsyneladende med bedre resultat, i hvert fald fortsætter produktionen under Hardeknud. Omkring 1040, altså i Hardeknuds senere regeringsår, tager møntsmedjen i Lund føringen, den bliver nu langt den vigtigste i Danmark. Det gælder ikke bare omfanget af udmøntningen, men også kvaliteten af prægningerne. Mønterne er i enhver henseende fuldt på højde med de engelske, men det var også angelsaksiske specialister, som kom til at arbejde her, og de har bragt deres tekniske viden med sig. De efterligner deres hjemlands møntsystem på enhver måde. På forsiden af hver enkelt penning angives navnet på møntherren, det vil sige kongen, og på bagsiden, hvem der er ansvarlig for udmøntningen, og hvor mønten er slået. Det er det selv samme princip, man den dag i dag finder på danske mønter, blot er møntdirektørens navn nu forkortet til et par bogstaver og stedet betegnet ved et symbol (for København et hjerte). En mønt er i dag som for næsten tusinde år siden et historisk dokument.

I Lund præges omkring år 1040 mønter med Hardeknuds navn, men efter kongeskiftet 1042 optræder »Magnus«, ofte med tilføjelsen »rex«. Atter lidt senere bliver forsidens indskrift imidlertid ulæselig, og det må være gjort bevidst; det kan ikke skyldes tekniske vanskeligheder, for bagsiden er der ikke noget i vejen med, den angiver stadig navnet på møntmesteren og stedet, Lund. Man går derefter over til helt nye mønttyper, som på forsiden har kristelige motiver (billeder af Frelseren eller af helgener) – det er efterligninger af samtidige eller lidt ældre byzantinske mønter. Man har gennem mere end hundrede år været klar over, at disse nye mønttyper må henføres til Svend Estridsen, og at de markerer, han nu har kontrollen over udmøntningen i Skåne. Det interessante er, at skiftet må være sket et eller to år, før Svend ved Magnus’ død fik ret til kongetitlen. Et stort skattefund fra Espinge tæt ved Lund leverer her dokumentationen (fig. 1).