Jorvik

Byplanlægning var ikke den kunst, de danske vikinger var bedst bevandrede i, da de i 860’erne og -70’erne slog sig ned i det rige engelske kongedømme Northumbrien. De byer, de kendte fra deres hjemland, var få og små – måske med undtagelse af Hedeby – og ingen af dem var særlig gamle. Ikke desto mindre forvandlede nybyggerne en af Englands allerede ærværdige stæder til en betydelig international handelsby, blandt de største og mest blomstrende i Nordeuropa. Hvordan det gik for sig, er en af de ting, vi måske nu får svar på gennem de omfattende udgravninger, der i en årrække har stået på i York, vikingernes Jorvik.

Det store udgravningsområde ligger nær den moderne bymidte i en gade, hvis navn, Coppergate, er af skandinavisk oprindelse og betyder træskærernes gade. Et nyt butikscenter skal opføres, men York Archaeological Trust fik forinden lejlighed til at muntre sig i en flerårig kampagne, der håbes afsluttet 1980. Denne del af byen ligger lavt, ikke langt fra sammenløbet af floderne Foss og Ouse. De jordbundsforhold, der er skabt af fugtigheden i forbindelse med store mængder organisk materiale, har bevaret betydelige rester af træhuse foruden en lang række genstande: metalarbejder, læder, tekstiler, træredskaber, musikinstrumenter – fundtyper, man ikke hidtil har truffet på engelske vikingepladser (Fig. 1). Takket være alt dette kan man nu rekonstruere den gamle bymidtes plan og karakter samt øvrige vilkår, der næppe var særlig misundelsesværdige. Rester af insekter, frø og pollen viser, at Jorviks indbyggere levede under klamme og ildelugtende forhold.