Jomfruen – en avlshingst fra 1600-tallet

Historien er fyldt med heroiske fortællinger om konger og store hvide mænd, som påvirkede begivenhedernes gang. I nyere tid er der skrevet flere livshistorier om kvinder og individer fra samfundets nedre lag som bønder og slaver, der ikke nødvendigvis havde en egen stemme. Det har rokket ved grænserne for hvem og hvad, man kan skrive biografier om. Spørgsmålet er, om ikke tiden er moden til at rykke disse grænser endnu engang og lade dyrene få en stemme?

Af Kasper Steenfeldt Tipsmark

Billede

Fig. 1. Vi har ingen billedkilder, der kan fortælle, præcis hvordan Jomfruen så ud, men som det vil fremgå af denne artikel, er dette maleri af en spansk hingst fra 1603 et godt bud – både hvad angår farve og eksteriør, men også race. Maleri: Jacob de Gheyn II, 1603. Foto: Rijksmuseum Amsterdam.

Dyr og livshistorier

Dyr er og har altid været en integreret del af menneskets historie og har indtaget en central rolle i den menneskelige kulturhistorie både som fødevarer, arbejdskraft, kæledyr og statusmarkører. Sådanne forhold er blandt andet præsenteret i Peter Dragbos artikel (Skalk 2019:2), hvor vi får indblik i vildkaninernes rolle i middelalderens Danmark. Her behandles fortidens dyr dog som overordnet gruppe, men det bliver straks mere udfordrende, når vi bevæger os tilbage i tid og ned på individniveau.

Periode: Enevælde (1660 til 1848)

Udgave: Skalk 2019:5

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.