Jørgens ring

En af de sidst indkomne ringe danner muligvis en undtagelse og er i det hele taget noget for sig. Den er nemlig ikke fundet for nylig, men for længe siden og har altså en nyere historie.

Det er en smuk, noget slidt guldfingerring med et lille billede af Sankt Jørgen og dragen i gennembrudt støbt arbejde. Helgenen er til hest og stikker sin lanse i gabet på udyret. Til begge sider for billedet er fine bladornamenter påloddet. Ringen er lille med en indvendig diameter på kun 17 mm, men et par lodninger viser, at den er repareret og gjort mindre.

Inden i ringen er indprikket et nu næsten udslidt årstal, 1799, men så ung er den i hvert fald ikke, så tallet må være sat på af finderen eller en senere ejer. Gennem overleveringen fik vi dette bekræftet, ringen er faktisk fundet 1799 og af en historisk kendt person, nemlig ingen ringere end forhenværende geheimekabinetssekretær (statsminister) Ove Høegh-Guldberg, der på dette tidspunkt var »degraderet« til stiftsamtmand i Århus. I 1798 havde han privat købt herregården Hald, syd for Viborg, og det var i »Halds ruiner«, han gjorde sit fund. En senere ejer af ringen, Christine Daugaard, har i 1907 nedskrevet dens historie, og hendes beretning lod professor Jørgen Prytz-Johansen venligt følge med, da han i november 1984 afleverede den til Nationalmuseet (Fig. 1).

Nu om stunder ville selv en statsminister ikke kunne tilegne sig et stykke danefæ, end ikke hvis han fandt det på sin ejendom, men i enevældens dage var det en anden sag. Ove Høegh-Guldberg var som stiftsamtmand kongens stedfortræder, og det stod ham frit at disponere over sit fund. Han var af uddannelse teolog, men tillige historiker - havde blandt andet skrevet en trebinds verdenshistorie - og efter at være fratrådt sin høje post i København var han igen begyndt at sysle med det historiske (Fig. 2). Han må have været klar over billedets betydning og har forstået, at det var en senmiddelalderlig fingerring, han havde i hånden. Ifølge frøken Daugaard forærede han fundet til sin svigerdatter, antagelig efter først at have ladet årstallet, 1799, indprikke og ringen formindske, så at nu kun en kvinde kunne passe den. Det blev da også kvinderne, der fremover kom til at eje den. Guldbergs svigerdatter gav den til sin steddatter, som gav den videre til bispinde Daugaard i Ribe, hvis datter Christine arvede den; det var hende, der nedskrev ejerhistorien. Christine Daugaard bestemte, at ringen ved hendes død skulle gå til en dreng ved navn Jørgen, en venindes barnebarn. Jørgen Prytz-Johansen var seks år, da han arvede ringen, den blev senere båret af hans hustru, og det var efter hendes død, den blev overladt til Nationalmuseet.

Siden fundet 1799 har ringen været i lærde og historieinteresserede folks besiddelse. Det lille guldrelief blev efterhånden slidt, men ingen har været i tvivl om, hvad det forestillede, og det må betragtes som en fortsættelse af det, som nok var tradition i middelalderen, at en person ved navn Jørgen blev ejer af en Sankt Jørgensring. Eksempelvis siges det at have været skik i England, at piger ved navn Cathrine fik ringe med Skt Cathrines billede.

Findestedet er opgivet at være Halds ruiner. I tidens løb har der været ikke mindre end fire hovedbygninger til Hald, før den nuværende blev opført 1789 og lidt senere indrettet til bolig for Guldberg, men det må være i de anselige rester af bispeborgen i Hald sø, den i fortiden så interesserede godsejer gjorde fundet. Hald blev allerede 1393 erhvervet af Viborg bispestol, men det var først under reformationskampene, at den befæstede borg, hvor ringen menes fundet, blev opført. Billedet og ornamenterne på ringen daterer denne til tiden omkring 1500, så det ligger nær at tænke på den mand, der fra omkring 1520 var herre på Hald: Viborgbispen Jørgen Friis.

Jørgen Friis var i 1516 blevet immatrikuleret i Køln og menes også at have taget magistergraden dér. Han stod højt i gunst hos Christiern 2. og blev på denne og dronning Elisabeths foranledning i 1520 valgt til biskop i Viborg - en udnævnelse, der senere blev godkendt af paven, selv om kandidaten endnu ikke havde nået kanonisk alder. Da kongen senere kom i modgang, viste Friis sig dog ikke særlig trofast, men tog en tid hans efterfølgers parti. Hans bispegård blev samlingsstedet for oprørerne mod Christiern 2.

Viborg blev et af reformationens hedeste brændpunkter med heftige stridigheder mellem de to partier. Jørgen Friis var en ivrig modstander af lutheranerne, han prøvede at fængsle Hans Tausen, men det blev forhindret af Viborgs borgere. På den stærke bispeborg Spøttrup fandt han et fristed, men 1528-29 gav han sig til at befæste Hald, hvorefter han tog ophold her. Efter at den katolske gudstjeneste var ophørt i Viborg, kom det til voldsomme sammenstød mellem borgere og bisp. I selve reformationsåret, 1536, blev Jørgen Friis taget til fange og indsat i sit eget tårn på Hald (Fig. 3). Han blev dog frigivet mod at anerkende den nye kirkeordning og endte livet som rigsråd og lensmand på Vrejlev kloster (Fig. 4).

Jørgen Friis' eftermæle er ikke det bedste, han betegnes som en verdsligsindet biskop, der var grisk efter jordisk gods og til stadighed lå i stridigheder om retten til jord. Desværre findes der ikke noget billede af ham, så skal vi forestille os, hvordan han så ud i sit bispeskrud, må vi ty til et gravstensbillede af en af hans samtidige, Ribebispen Iver Munk, der døde 1533. Det er i denne forbindelse navnlig de ringbesatte hænder, der har interesse, ikke færre end en halv snes ringe kan tælles på de fyldige fingre. Jørgen Friis' hænder har nok været udstyret på lignende måde i velmagtsdagene; vi kender således fra adskillige retsdokumenter aftrykket af hans signetring med Egernfriisernes våben (Fig. 5). Det er en nærliggende tanke, at en anden af hans ringe netop var Skt Jørgensringen, som han har haft rigelig chance for at miste på Hald, idet han under opgøret blev udsat for korporlige knubs.

Stykket er gået op, og her ville vi nok have sluttet, hvis det ikke var på grund af et andet fund, som advarer mod for hastige konklusioner. I 1874 stødte en mand på vandring hen over en mark i Sjørslev (ca 10 km fra Hald) med støvlesnuden mod en guldfingerring af bemærkelsesværdig lighed med ovenomtalte; den indgik som danefæ til Nationalmuseet, hvor den har været opbevaret siden. Denne ring er både større og tungere end Guldbergringen nogensinde har været, selv da den var ny og uformindsket, diameteren er 21 mm og vægten 17,18 gram (mod den andens 5,92), men både bladværket og Skt Jørgensbilledet er til stede. Relieffet er ikke gennembrudt som Guldbergringens, og det er anbragt i en firkantet »kasse«, næsten som i et lille alterskab, men de to ringe er tydeligvis af samme alder og ligheden trods alt så stor, at man end ikke tør udelukke, de kan være fremstillet af samme mand.

Ganske vist er ring nr 2 ikke fundet på Hald, men Jørgen Friis har vel redet rundt i sit bispedømme, så han kan sagtens have tabt også denne. Men at han skulle have haft to Skt Jørgensringe, have tabt dem begge, og at begge skulle være fundet, det lyder næsten lidt for eventyrligt. Vi må da nøjes med at fastslå det som sandsynligt, at den stridbare biskop, som nok kunne have ridderhelgenens beskyttelse behov, har ejet en sådan ring.

Med hele to Skt Jørgensringe for sig inspireres man til at se lidt nærmere på dette motivs opståen og udvikling. Skt Jørgen (eller Georg, som denne helgen kaldes uden for Danmark) var i senmiddelalderen meget populær i hele Nordeuropa - fra England, hvis værnehelgen han var, over Nederlandene til Estland og videre til Stockholm, hvor Sturemonumentet, den Bernt Notke tilskrevne Skt Jørgensgruppe, er et fornemt vidnesbyrd (Fig. 6). Den kappadokiske ridder, der kom til at spille så stor en rolle under reformationskampene, havde allerede i mere end tusinde år været dyrket som helgen og martyr. Han var, som Ellen Jørgensen skriver, »den stolte adels helt, men tillige en værner for samfundets elendigste: de spedalske«. Der var da også lige uden for Skt Mikkels port i Viborg både et Skt Jørgens kapel og en Skt Jørgensgård, hvor man tog sig af dem, der blev ramt af den frygtede sygdom.

Den italienske dominikaner Jacobus de Voragines legendesamling, »Den gyldne legende«, forfattet omkring 1260, fik stor udbredelse også i Norden. I denne fortælles blandt meget andet om, hvordan Skt Jørgen befriede en prinsesse, der skulle have været ofret til dragen for at redde en bys borgere. Ridderen sårede dragen med et lansestik, hvorefter prinsessen ved sit livbælte førte den ind i byen som en hund. Her, på torvet, gav Skt Jørgen den nådestødet med sit sværd. De utallige afbildninger har især koncentreret sig om beretningens to højdepunkter, det indledende lansestik og det dræbende sværdhug (Fig. 7).

Sådan som Skt Jørgen er vist i de to guldfingerringe, finder vi ham gengivet på et kobberstik af Martin Schongauer, dateret til tiden før 1491, og det forekommer sandsynligt, at det netop er dette billede, guldsmeden (-smedene) har kendt og efterlignet. På stikket som på ringene sidder ridderen foroverbøjet på hesten, lænet mod sit skjold, og støder lansen ind i dyrets gab. Også dragens stilling, med venstre forben løftet for at afbøde stødet, går igen i fremstillingerne, og det samme gælder hestens højt hævede hale. På ringene er der blot ikke blevet plads til prinsessen, som ses på Schongauers stik. Man har muligvis glemt, at hun var sindbilledet på det gode og på kirken.

Det er historiens første episode, lansestikket, ringene illustrerer med deres små relieffer, men heller ikke dens afslutning, det egentlige dragedrab, mangler i det samtidige materiale. Scenen kan være vist lidt forskelligt, på nogle billeder fører Skt Jørgen hugget fra hesteryggen, mens andre lader ham udføre dåden stående, idet han svinger sværdet drabeligt over hovedet. Den sidstnævnte måde at fremstille helten på har også tiltrukket guldsmedene, den stående dragedræber kan således ses på flere sølvrelikvieskrin, hvoraf ét, fra Lüneburg, ifølge sølvmærker er udført af den lybske guldsmed Bernt Heynemann og påviseligt efter model af den ligeledes lybske billedhugger Henning von der Heide.

I 1967 fandt man i den vestre ringmur på Hammershus en lille guldskat bestående af 22 guldgylden og fire fingerringe (se Skalk 1967:5). Blandt ringene var én med billede af den stående Skt Jørgen, vist på samme måde, i sidste fase af dragekampen, som på Heynemanns skrin. Mønterne daterer nedlæggelsen af Hammershusskatten til begyndelsen af 1520'erne, og vi kan således se, at de to forskellige måder at vise helten på i større fremstillinger også har smittet af på de små, nogenlunde samtidige ringbilleder.

De tyske sølvrelikvieskrin blev udført til religiøse broderskaber, der havde stiftet altre i forskellige kirker. At vore Skt Jørgensringe på tilsvarende måde har været broderskabsringe, kan ikke udelukkes, men kilderne tier derom, og fundmaterialet er for spinkelt til en sådan slutning.

Det var navnet Jørgen i forbindelse med den nyligt erhvervede fingerring, som fik os til at tænke på bisp Jørgen, der sad på borgen Hald, dengang ringen var ny. At der så i nærheden er fundet en ring, der ligner denne så meget, at de to må have haft samme forlæg, ja måske er fremstillet af samme guldsmed (i Lübeck eller Viborg?), forekommer ejendommeligt, især fordi disse ringe er de eneste med ridende Skt Jørgen, som kendes her til lands. Tilfældet synes uforklarligt, men måske skyldes det, at der ingen forklaring er. I arkæologien som på så mange andre områder hænder det, man er udsat for tilfældighedernes spil.

(Fig. 8)