Jøderne og chokoladen
Kakaotræets modne, gyldne frugter hang tungt ned langs stammen. Columbus og hans folk så nærmere på træet; det lignede ikke noget, de havde set før. Kunne de melon-store frugter mon spises? Det var i året 1502 på øen Guanaja ud for Honduras kyst, at mødet mellem kakaotræ og det europæiske menneske skete. Men det var først efterfølgeren, conquistadoren Hernán Cortés, der indså, at kakaofrugtens bønner var deres vægt værd i guld. De lokale høvdinge serverede den krydrede, kolde drik xocolatl, der var tyk som vælling, og de spanske erobrere forstod hvor vigtige bønnerne kunne blive for Europa.
Af Annette Hoff
En hærskare af missionerende præster og munke fulgte i kølvandet på erobrerne i Den Nye Verden, og alle blev de glade for den nye, mættende chokoladedrik – den var god til at holde sulten fra døren under de lange messer. Ja til sidst måtte endog paven bøje sig for et krav om, at denne drik var tilladelig selv under den katolske faste. Andre med en anden tro fulgte snart efter. Til eksempel tog nogle af de velhavende, såkaldte sefardiske jøder, der omkring 1500 var blevet udvist af henholdsvis Spanien og Portugal, fra begyndelsen af 1600-årene den farefulde færd over Atlanterhavet i jagten på et nyt land, hvor de kunne leve i fred med deres tro. Ud af dette, skulle det vise sig, opstod et særligt bånd mellem jøder og chokolade.
Udgave: Skalk 2016:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden
Kongens klæ'r
Misteltenen
Den engelske sved
En ikke ringe ære for byen
