Jødefejden

I tider, hvor tolerancen var ringe, især på religiøse områder, kan det ikke undre, at jøderne i deres udlændighed havde svært ved at finde blivende sted. De var ildesete, ofte forfulgte, og alene deres dygtighed, specielt på forretningsmæssige områder, gjorde, at de dog undertiden blev accepteret, ja at somme af dem nåede frem til betydende stillinger. Christian 4. gav dem adgang til Holsten, men først under hans sønnesøn, Christian 5., fik de opholdsret i det egentlige Danmark, som gennem dem fik tilført kapital og nye industrier. I løbet af 1700-årene steg deres antal støt, og selv om de var lidet agtede af den danske befolkning, blev de dog bedre behandlet end i de fleste andre lande. Et forsøg, som i 1728 blev gjort på at omvende dem til den rette, kristne tro, fik en brat ende gennem Københavns brand. Man fik andet at tænke på.

Under de forholdsvis trygge forhold, regeringen gav dem at leve under, opnåede de danske jøder betydelig indflydelse på landets økonomi, men netop dette blev en anstødssten, og i begyndelsen af 1800-årene opstod nye vanskeligheder. Nu som tidligere havde man brug for en syndebuk, og hvad var mere nærliggende end at give jøderne skylden for landets pekuniære nødsituation, som 1813 kom til udtryk i statsbankerotten? Det gjorde ikke sagen bedre, at et tysk skrift af antijødisk karakter netop det år udkom i dansk oversættelse ved digteren og teaterdirektøren Thomas Thaarup, der ellers på andre områder har givet udtryk for en fordomsfri indstilling til sine medmennesker. Det rejste en storm, den såkaldte litterære jødefejde. Adskillige var på Thaarups side, mens andre, således Jens Baggesen og den unge Steen Steensen Blicher, tog de angrebnes parti. Til forsvarerne, som var i flertallet, kan regnes kongen, Frederik 6., der var venligt stemt mod sine jødiske undersåtter. Året efter, 1814, kom en forordning, som på væsentlige punkter ligestillede dem med danske borgere og anerkendte det mosaiske trossamfund. (Fig. 1).