Jeg vil blive hos Eders Nåde

Da kong Hans døde i 1513 var Christian 32 år gammel og stadig ugift. Han elskede den dejlige Dyveke, men dette forhold kunne naturligvis ikke give landet en tronarving, så han måtte bide i det sure æble og straks efter tronbestigelsen begynde at se sig om i Europa efter en passende brud. Intet viser tydeligere Christian 2.s politiske ambitioner end netop hans valg af ægtefælle. Der er format over kongens beslutning. Han vælger at bejle til en prinsesse fra den rigeste og mest magtfulde fyrsteslægt i tiden, det kejserlige habsburgske hus, hvis magt netop kulminerede på denne tid med besiddelsen af Spanien med det nyopdagede Amerika samt fra 1477 de rige Nederlande, hvorfra Christian agtede at hente inspirationen til en gennemgribende forandring af sine rigers indre forhold.

Arvingen til det kæmpestore habsburgske imperium var den fjorten år gamle Karl 5. Han havde flere smukke og begavede søstre. Christian bejlede til den ældste, Eleonora, men måtte tage til takke med den næstældste, Elisabeth, der var født i Gent år 1501. Christian 2. havde dermed indgået det fineste ægteskab, nogen dansk konge nogensinde har præsteret. Medgiften alene lå på værdier, der svarede til mellem én og halvanden million tønder rug, men de politiske fordele kunne ikke gøres op i penge. Ægteskabskontrakten blev underskrevet i april 1514, og Elisabeth kom til Danmark i sommeren 1515, kun fjorten år gammel, ledsaget af Christians gode ven Erik Valkendorf, der begejstret skriver til kongen: »Eders Nåde fanger en dydig og skøn fyrstinde, hun ynder Eders Nåde vel af al sit hjerte, hun tager aldrig øjnene væk fra Eders kontrafej … hun er ædel, vis, dydig og findes dejlig og yndig af alle Eders Nådes folk, der har set hende. Men Hendes Nådes klædebon behager eller befalder mig ikke vel«.

Erik Valkendorf var ærkebiskop i Trondhjem, og det har nok været de dristige, dybe udskæringer i kjolernes øvre del, som var på mode i denne tid, der har forarget den gode bisp!

Valkendorf er dybt bekymret for, at modtagelsen af de fine bryllupsgæster i København ikke skal blive standsmæssig nok: »Jeg beder Eders Nåde, at I sparer nu ingen penge. I får vel penge igen. Her kommer fornemme folk af mange kongeriger. Ære er mere end penge og guld, og lader nu straks Eders Nådes skæg rage af for mange sagers skyld«. Christians ellers flotte fuldskæg har åbenbart ikke vakt begejstring hos den fine svigerfamilie!

Forventningerne til de politiske fordele ved ægteskabet var store i Danmark. Man havde koblet sig på det europæiske lokomotiv Spanien-Amerika-Nederlandene. Elisabeth var gidslet, og der er ikke meget, der tyder på, at kong Christian på dette tidspunkt virkelig elskede hende. Dertil fyldte Dyveke og moderen Sigbrit givetvis alt for meget i kongens hjerte. At Elisabeth derimod efterhånden kom til at elske og ære sin foretagsomme ægtemand, fremgår af mange breve fra hende til kongen. De er ofte fulde af ømhed og kærlighed: »Jeg længes mig ihjel, med mindre Eders Nåde snart skikker bud efter mig«, skriver hun et sted, og et andet sted: »Jeg vil fast hellere blive hos Eders Nåde og lide, hvad jeg kan, end jeg vil være fra Eder og have alt det, jeg har, thi jeg kan ikke blive glad, thi jeg er altid i frygt for, at Eders Nåde skal komme noget til«. Hun havde hurtigt lært sig at tale og skrive dansk, og hun synes stedse at have ofret sig fuldt og helt for Christians sag, ikke mindst i de svære år der fulgte, efter at kongeparret i april 1523 måtte flygte fra Danmark, fordi Christian 2.s politik havde lidt skibbrud. De slog sig ned i Nederlandene i byen Lier tæt på Antwerpen og lod sig forsørge af Elisabeths familie.

Christian 2. ønskede Karl 5.s hjælp til en generobring af sine riger, men da kejseren og den øvrige habsburgske familie ikke kunne døje den besværlige og uberegnelige svoger, blev Elisabeth sat til at bestorme familien med anmodninger om penge og våben. Hendes trofasthed mod Christian er enestående (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). Et øjenvidne beretter om hendes optræden på Rigsdagen i Nürnberg 1524, hvor hun ivrigt talte gemalens sag: »Dronningens fremtrædelse var beklagelsesværdig og vakte hver mands medlidenhed. Jeg har i sandhed set få råder, hvis øjne ikke stod fulde af tårer, men skønt hun omtalte sin mand med megen troskab, så talte dog de omkringstående meget ilde om kongen. Var hun ikke, så blev der sandelig ingen hest sadlet!«