Jeg vil blive hos Eders Nåde

Christian 2. er en af vor histories mest tragiske skikkelser. Selv om hans tiårige regeringstid 1513-23 er rig på brutale og voldsomme handlinger som vanskeligt lader sig undskylde, så er det alligevel let at lade sig bevæge af hans sørgelige og dybt tragiske skæbne. Christian 2. er på en gang tiltrækkende og frastødende, en kongeskikkelse, der synes »at bære tvende hjerter i sit bryst«, som historikeren C. F. Allen udtrykte det i forrige århundrede. Hans tragedie udspillede sig på et dobbelt plan. Ikke blot mistede han sine kongeriger, men også i familielivet måtte Christian døje en hård og ubarmhjertig skæbne. 1517 døde Dyveke, den kvinde han uden tvivl elskede over alt i verden. Det er i dag umuligt at trænge ind til kernen i historien om Torben Oxe og de forgiftede kirsebær, men sikkert er det, at Dyvekes død forandrede kongen, gjorde ham hårdere og mere desperat. Christian satte sig for at ville ændre Danmark og knuse Sverige på en og samme tid. Målene kan diskuteres, i hvert fald det første kunne være udmærket, men midlerne blev efterhånden så brutale, at såvel den svenske som danske adel gjorde oprør i 1523, og kongen måtte med sin familie gå i eksil i Nederlandene. Modgangen lærte ham at elske og værdsætte den kvinde, som han allerede havde været gift med i ti år, men som han ikke tidligere havde skænket større fortrolighed på grund af Dyvekes og Mor Sigbrits stærke position.

Af Hans Bjørn