Jagtfugl

Den er tre centimeter lang og usædvanlig godt bevaret; måske har den aldrig været brugt. Det, der især gør den interessant, er, at den - i modsætning til de fleste andre smykkefugle - kan artsbestemmes: det krumme næb og de store kløer fortæller os, at det er en rovfugl. Stykket er ikke enestående, der kendes lignende fra en række skandinaviske bopladser, men hvorfor gik vikingerne rundt med små rovfugle på tøjet? Det kan være et rent modeanliggende, men en anden og måske nok så sandsynlig mulighed er, at det har med falkejagt at gøre. At den sport blev drevet i vikingetiden, har vi sikre beviser for. (Fig. 1)

Jagt med rovfugl synes opstået i Asien; i Kina benyttedes falke som gaver allerede i andet årtusinde før Kristus. Til Europa kan den være kommet i folkevandringstiden, i hvert fald nævnes den i skriftlige kilder fra slutningen af 400-årene. Norden synes hurtigt nået, i vikingetiden har falkejagten slået rødder, og gennem hele middelalderen var den en yndet idræt blandt fyrster; flere danske konger, således Valdemar den Store, Valdemar Atterdag og Christian 5,. skal have været ivrige dyrkere af den. Det varen sport, som kun de alierrigeste kunne tillade sig; indfangningen, tæmningen og pasningen af de store fugle var nemlig en kompliceret sag, der krævede særligt mandskab. Også andre rovfugle såsom høge blev brugt til den slags jagt, og de var knap så krævende, men falken har været den foretrukne.

For Norden har ikke blot selve jagten, men også eksporten af jagtfugle spillet en rolle; navnlig Island var leveringsdygtig i fine falke. De kunne tages som unger på reden eller indfanges med net. For at få fuglene gjort føjelige udsattes de for en slags hjernevask, som fratog dem nogle af deres instinkter. Før jagten fik falken en hætte over hovedet, og først når den blev fjernet, kunne fuglen flyve frit og øve sine bedrifter, hvorefter den pligtskyldigt vendte tilbage til sin ejer. Byttet bestod hovedsageligt af mindre pattedyr og fugle. Nogen økonomisk betydning for jægeren kan den ikke have haft. Falkejagt var sport for sportens skyld. (Fig. 2)

Vikingesmykkerne - for nu at vende tilbage til dem - kan være falkonerernes amuletter, som har sikret jagtens heldige udfald. En sjældent kunstfærdig sølvfugl fra Græsli i Norge har på hovedet en fjerdusk, den kan minde om påfuglens, men måske drejer det sig snarere om den fjerprydede hætte, fuglen fik over hovedet, før det gik løs. Også uden for smykkeverdenen finder vi billeder, som utvivlsomt har med falkejagt at gøre, således på svenske runesten og - mest slående - på det bekendte Bayeuxta- pet, som ganske vist ikke er dansk, men dog har dybe rødder i det nordiske. Man ser her jarlen, Harald Godwinson, ride ud med falk på hånd og eskorteret af halsende jagthunde. Bemærk remmene, der holder fuglens ben sammen, før den slippes løs! Billederne er fra 1000-årene og sikkert nogenlunde samtidige med tingene, de viser - anderledes med de skrevne vidnesbyrd om samme emne, de er alle langt senere og derfor af mere tvivlsom troværdighed. Det fortælles således, at Hakon Jarl måtte betale Harald Blåtand 60 »høge« og 100 mark sølv i skat for sin del af Norge, og at Rolf Krakes høg ihjelrev svenskekongens 30 ditto. Et bedre bevis for jagtfuglenes betydning allerede i oldtiden er de falkeknogler, som er fundet i fornemme svenske jernaldergrave, den ældste helt tilbage fra 600- årene. Vor Trabjerg-falk må være fra 1000- tallet. Vi ved, at bebyggelsen havde kongsgård i den tidlige middelalder, men at knytte forbindelse mellem den og fuglen er nok at gå for vidt.

Falkejagt gik af mode i 1700-årene, og i dag er den forbudt i Danmark. Men i de arabiske lande kan den stadig ses praktiseret. Her har olien skabt den økonomiske baggrund, som skal til for at dyrke den kostbare sport. (Fig. 3, fig. 4)