Jættestuekar

Bondestenalderens jættestuer hører til de fortidsminder, man har studeret i længst tid. Selve ordet henviser til den folkelige opfattelse, at de vældige stenblokanlæg var bygget og beboet af kæmper. Siden blev den mere nøgterne forklaring, at det var en slags kollektivbegravelser for det nye landbrugserhvervs udøvere, indtil enkeltgravskulturen efterhånden tog over.

Af Klaus Ebbesen

Senere studier har vist, at brugsperioden for hvert stenkammer ofte strækker sig gennem århundreder med gentagne aktiviteter, hensættelser af nye og omflytninger af ældre oldsager (især redskaber af flint og knogle, ravsmykker samt lerkar i hel og knust tilstand) og menneskeknogler. Disse aktiviteter fortsatte især på Sjælland ind i enkeltgravstid (stridsøksetid) og længere endnu. Foran anlæggene er der konstateret ofringer af forskellig art.

Nu er det den fremherskende forklaring, at jættestuerne indgik i en dødekult sammen med de såkaldte Sarup-anlæg med deres gentagne opgravninger og opfyldninger af store systemer af fæstningslignende voldgrave. Her skal der ses nærmere på en detalje, nemlig keramikfund i jættestuerne.

Udgave: Skalk 2014:2 © Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse. Redaktør: Louise Mejer. Ansvarshavende redaktør: Jacob Buhl Jensen.