Intet skib til Trankebar

Da de to skibe »Christianshavn« og »Den gyldne Sol« i november 1639 lagde ud fra København og satte kursen mod Trankebar, har man næppe forestillet sig, at der skulle gå 29 år, før en ny udsendelse fandt sted. Sådan gik det imidlertid; næste gang en Trankebarfarer stod op gennem Sundet var den 20. oktober 1668. Det var fregatten »Færø« ført af kaptajn Sivert Adeler, en søn af søhelten Cort Adeler.

Færø fik en hurtig og heldig rejse ad den sædvanlige rute. Først op gennem Kattegat og Skagerak, norden om Skotland og ud i Atlanterhavet. Derefter det lange stræk sydpå over ækvator til den hollandske koloni Kapstaden på Afrikas sydspids, hvor de besætningsmedlemmer, der viste tegn på skørbug, blev bragt til hægterne med frisk frugt og anden vitaminholdig kost. Herfra styrede kaptajn Adeler ret østover på 35 graders sydlig bredde, hvor man kunne regne med stabil vestenvind, indtil udkiggen sigtede de øde småøer Sankt Paul og Amsterdam. Herfra gik så turen mod nord, og i slutningen af maj – efter en rejse på syv måneder – fik man Ceylon i sigte. Færø stod nu op langs den frodigtgrønne Coromandelkyst, og den 31. maj 1669 nåedes målet. Langt ude fra søen kunne man se Dansborgs hvide mure mellem palmerne, og efterhånden som skibet kom nærmere ind under kysten, skimtedes flagstangen over kommandantboligen med en anelse af noget rødt. Der var ingen tvivl: det danske flag vajede fortsat over kolonien. Både kaptajn Adeler og Dansborgs kommandant, Eskild Andersen Kongsbakke, kunne drage et lettelsens suk, da kongens fregat lod ankeret gå på Trankebars red, og skibets kanoner rumlende begyndte at salutere fæstningen og flaget.

Historien om, hvordan Trankebar blev ladt i stikken, men alligevel overlevede, lyder som en romanforfatters påhit, men den er sandfærdig og har sin egen forklaring. Vi vil i det følgende prøve at udrede trådene og samtidig give et billede af de danskes beskedne medvirken i en tidlig fase af imperialismen.

Helt tilbage i 1616 havde Christian 4. udstedt privilegierne til et Ostindisk Kompagni; ved dets hjælp håbede han at gøre hollænderne kunsten efter og få del i de rigdomme, der fra Østen blev sejlet til Europa ad Vasco da Gamas gamle rute syd om Afrika. To år senere, november 1618, har kongen noteret i sin kalender: »Sejlede vor indianske flåde ud af Sundet. Den almægtigste Gud give dem lykke«. Den omtalte flåde bestod af fire store skibe under kommando af den kun 23-årige adelsmand Ove Giedde. Målet var Ceylon, og det var der gode grunde til. Samme forår havde Christian 4. nemlig – gennem en hollandsk udsending – indgået en højtidelig traktat med denne øs »kejser«, rajah Senarat: danskerne skulle hjælpe ham med at bekæmpe portugiserne mod til gengæld at få visse begunstigelser, således eneret på Ceylons handel med Europa. Rejsen gik syd om Afrika – som kaptajn Adelers præcis 50 år senere – og efter 535 dages sejlads fik ekspeditionen Ceylon i sigte, men i den lange ventetid havde rajahen måttet slutte fred med portugiserne, og nu nægtede han pure at anerkende den traktat, hans udsending havde indgået i hans navn.

Ceylon-projektet måtte derfor opgives. I stedet vendte Ove Giedde sig mod Indien, og allerede den 19. november 1620 kunne han i sin konges navn afslutte en traktat med nayak Ragunatha af Tanjore. Fyrsten overlod danskerne byen Tarangambadi (byen ved brændingen) med ret til at handle og til at opføre en fæstning mod at svare en årlig afgift. Ove Giedde, der havde lært befæstningskunst i Holland, udstak selv planen til fæstningen: et muret firesidet anlæg med kraftige hjørnebastioner og adgang ad en vindebro over voldgraven og gennem en lang s-slynget porthvælving.

Fæstningen var kongens, og Christian 4. ville utvivlsomt have opkaldt den efter sig selv, som han gjorde det med sine talrige andre by- og fæstningsanlæg: Christiania, Christiansstad, Christianopel, Christianshavn, Christianssand og Christianspris. Man kunne vente, at Ove Giedde som kongens admiral og gesandt ville føje endnu et Christian-navn til de øvrige, men han var tillige dansk adelsmand med tilknytning til rigsrådsaristokratiet, så hans valg faldt på »Dansborg« – også nationalt, men uden inddragelse af kongehuset (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4).