Ingjaldskvadet
Kunsten at udtrykke sig på vers har været udbredt i oldtiden - også i Danmark, skønt kun ganske få af de ædle åndsprodukter er nået igennem til vor tid. Saxo har optegnet enkelte, men han var en dannet mand og har derfor omskrevet dem til forskellige klassiske versemål, hvorved de er blevet alt for svulmende og omstændelige. Et forsøg på at bringe dem tilbage til noget, der ligner deres oprindelige form, er gjort af Axel Olrik og ikke uden held. Det gælder således Ingjaldskvadet, et digt med dyb forankring i sagntiden, hvis begrebsverden og omfangsrige persongalleri var tilhørerne velkendt fra underholdningerne i de lange vinteraftener. Som en smagsprøve skal her gengives hovedtrækkene i digtets baggrundshistorie og nogle få af de genskabte vers.
Af XX
Ingjaldskvadet er formet som en monolog lagt i munden på kæmpen Starkad. »Den gamle«, som han kaldes og med god grund, for Odin har givet ham tre mænds levetid, er gået i svensk tjeneste, efter at hans herre, kong Frode, er blevet lumskeligt dræbt af sakserkongen Sverting. Nu beklæder Frodes søn Ingjald tronen, men lidet ærefuldt, eftersom hans far ligger uhævnet i sin grav. Tilmed har han ægtet Svertings datter og omgås venskabeligt med hans sønner. Det kommer Starkad for øre, og han begiver sig straks hjemad, når frem til Ingjalds gård, går ind og sætter sig på sin vante plads ved højsædet. Ingjald selv er på jagt, men dronningen kommer til, og i den tro, at Starkad er en tigger, viser hun ham ned til den simple plads ved døren. Her genkender kongen ham, da han kommer hjem, men Starkad lader sig ikke formilde, og da Ingjald tager plads, for sammen med Sverting-sønnerne at hengive sig til bordets glæder, forarges han dybt over sædernes forfald.
Gak fra mig gamle, gantes ej længer dådløse svende i dankongens gård!
Ikke er olding ussel, som I tænker; ofte findes hærdet hu bagved hår, der gråner.
Tænker du, Ingjald, der hvor træg du sidder, fader at hævne og hærfærd yppe?
Eller er mere din lyst vommen at mæske?
Har drotten glemt sin faders død?
Jeg stævned fra Svitjod ad sene veje; søn af Frode finde jeg ville - fandt en frådser grisk efter føde, kom til en konning, kælen, vellystig.(Fig. 1)
Fig 1. Ingen billedtekst
Dronningen prøver at formilde Starkad med gaver, men han afviser hende: Ingjalds viv ussel og arg, Sakslands skik du til Sjølund bringer! Nu i kongens køkken kildrer man ganen med det tvefold stegte og tyske spiser.
Aldrig så jeg Frode med egne fingre bagen at flænge på fjedret brad, eller fordums konger fugles indmad med tomlens plovjern travlt at pløje. (Fig. 2)
Fig. 2. Ingen billedtekst
Men blodig på bord braden lagdes for stærke kæmper, der fra strid de kom. Rorskarle bed i rimfrossent skæg; spande af sødmælk ej de søbed for tørst.
Grum var skæbnen mod Skjoldungætten, da den Frode gav så fej en søn.
Skibet skrider over skummende vover; som en pøl i lasten er din ladhed, Ingjald.
Men her har Ingjald fået nok, han rejser sig rask og dræber ene mand alle Svertings sønner. Nu hylder Starkad ham:
Hil være dig Ingjald, viljen er vågnet, brudt er din tøven bolde hilding!
Alle du veje, alle skal bøde: lige om brøden, lige om boden.
Aldrig gråned end gubbens håb, at afkom blev ædling værdigt.
Nu skal ene Ingjald arven råde, daners lande og Lejrestol. (Fig. 3)
Fig. 3. Ingen billedtekst
