
Ingjaldskvadet
Kunsten at udtrykke sig på vers har været udbredt i oldtiden – også i Danmark, skønt kun ganske få af de ædle åndsprodukter er nået igennem til vor tid. Saxo har optegnet enkelte, men han var en dannet mand og har derfor omskrevet dem til forskellige klassiske versemål, hvorved de er blevet alt for svulmende og omstændelige. Et forsøg på at bringe dem tilbage til noget, der ligner deres oprindelige form, er gjort af Axel Olrik og ikke uden held. Det gælder således Ingjaldskvadet, et digt med dyb forankring i sagntiden, hvis begrebsverden og omfangsrige persongalleri var tilhørerne velkendt fra underholdningerne i de lange vinteraftener. Som en smagsprøve skal her gengives hovedtrækkene i digtets baggrundshistorie og nogle få af de genskabte vers.
Af XX

Ingjaldskvadet er formet som en monolog lagt i munden på kæmpen Starkad. »Den gamle«, som han kaldes og med god grund, for Odin har givet ham tre mænds levetid, er gået i svensk tjeneste, efter at hans herre, kong Frode, er blevet lumskeligt dræbt af sakserkongen Sverting. Nu beklæder Frodes søn Ingjald tronen, men lidet ærefuldt, eftersom hans far ligger uhævnet i sin grav. Tilmed har han ægtet Svertings datter og omgås venskabeligt med hans sønner. Det kommer Starkad for øre, og han begiver sig straks hjemad, når frem til Ingjalds gård, går ind og sætter sig på sin vante plads ved højsædet. Ingjald selv er på jagt, men dronningen kommer til, og i den tro, at Starkad er en tigger, viser hun ham ned til den simple plads ved døren. Her genkender kongen ham, da han kommer hjem, men Starkad lader sig ikke formilde, og da Ingjald tager plads, for sammen med Sverting-sønnerne at hengive sig til bordets glæder, forarges han dybt over sædernes forfald.
Gak fra mig gamle, gantes ej længer dådløse svende i dankongens gård!
Ikke er olding ussel, som I tænker; ofte findes hærdet hu bagved hår, der gråner.
Tænker du, Ingjald, der hvor træg du sidder, fader at hævne og hærfærd yppe?
Eller er mere din lyst vommen at mæske?
Har drotten glemt sin faders død?
Jeg stævned fra Svitjod ad sene veje; søn af Frode finde jeg ville – fandt en frådser grisk efter føde, kom til en konning, kælen, vellystig.(Fig. 1)
Bliv abonnent
Få adgang til alle artikler Opret gratis profil
Få adgang til artiklen Læs artikel
for 10 kr.
Udgave: Skalk 1995:4
© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.
Læs endnu mere om fortiden

Båden der var syet sammen

Sømandsgrav

Vorbassedrengene

Ingjaldskvadet

